Partiturer‎ > ‎

Joik/Stryg

 
Lárut-Lávrra Ánne Rávná er en person fra Karasjok. Joiken er lavet af Kirsten Berit Gaup. Den enkle koralsats er skrevet til elevbrug, men er også effektiv for kor. Joiketypen er nyere. Durtonalitet er ikke fremmed for joik, men meloditypen viser at dette er en type melodiøs joik som ellers findes i områderne op mod Tana.
 
Noaidi er en traditionel joik efter Per Hætta. En tekst beskriver folkene forskellige steder i Finnmark, hvorfor den også er kendt som finnmarksjoiken. Den enkle sats er skrevet til elevbrug, men kan også bruges som meditation af en voksen strygekvartet.
 
Noaidi som øvelse i 3. position.
 

Čalbmelan, eller Čalbmelanrášša, er en stedsjoik fra Karasjokområdet. Her brugt i pædagogisk øjemed. 

Stállodánsa (troldedans) er en joik lavet af Ulla Pirtijärvi fra finsk side af grænsen. Udgivet i en lille bog med joik for børn. Jeg lavede en lille fortælling med joiken, hvor en kontrabas som spillede melodien var trold. Mit første forsøg på at arbejde med joik.
 
En traditionel joik om vealpežan, den lille hundehvalp. Undervejs kopieres hvalpens lyde af joikeren.
 

Ailo-Nils er bror til Áilon-Ánne. Joiken har jeg brugt som basis for både en kvartetsats og en sekstetsats, men jeg endte med at godkende duosatsen.
 
Áilon-Ánne hørte selv denne udgave, og satte pris på at blive "joiket" af to violiner. Den oprindelige sats var for strygeorkester og en joikegruppe fra Karasjok Grundskole.
 
 Áilon-Ánne for kvartet alene.











Partitur og stemmer
 
Heargi betyder køreren, et rensdyr der er tæmmet nok til at blive spændt for en pulk. Joiken er den eneste fra Sør-Varanger, og kom til mig på bånd da det blev kendt at jeg arbejdede med joik. Optagelsen er med Nils Jon Hivand fra 60'erne. I dag er der ingen i Sør-Varanger som joiker, i hvert fald ikke offentligt.

Satsen er for kvartet alene.








Partitur og stemmer
 
Guovža, bjørnen, er hentet fra Karl Tiréns samling fra starten af 1900-tallet, og er fra Sverige. Den eneste joik jeg ikke har hørt. Målet var at skrive en sats der kunne stå alene. Bjørnen havde særstatus i samisk tradition, og blev opfattet som en ligeværdig jæger. Joikens rytme beskriver et jægerhold der vender hjem til lejren med bjørnen hængende fra en rafte. Celloen påtager sig bjørnens persona midtvejs i en solo.

Varighed ca. 7 minutter.








Partitur og stemmer
 Ganda er baseret på min samisklærer Inga Ravna Eiras barnejoik. Hendes far lavede joike til alle sine børn. At titlen på satsen betyder dreng er ikke så forkert. Joikemelodier kan gå i arv fra mor til søn, således som det også er sket for denne.

Satsen er under revision.
 
Moraš betyder sorg, og er søstersats til korværket Flygt. En dialog mellem to stillestående temaer fører i seks sekvenser til en jublende fortrøstningsfuld afslutning. Temaet er ikke en original joik, men inspireret af joikeidiomatik.

Det er et problem at notationsprogrammet ikke kan håndtere samiske skrifttegn.
 Eallu, rensdyrflokken, baserer sig på en traditionel joik, som har det særtræk at den findes i to metriske udgaver, 5/8 til en flok i bevægelse, og 3/4 til en flok i ro.

Satsen er under revision.
 
Áilon-Ánne.

En tekst, der hører til, fortæller at man i gamle dage plejede at joike om hende i skovene omkring Šuošjavri (navnet på en sø ved Jergul, mellem Karasjok og Kautokeino).

Jeg inviterede Áilon-Ánne til uropførelsen på mit bedste samisk. Det var så uventet en oplevelse for hende at hun overbeviste sig selv om at jeg i hvert fald ikke snakkede samisk, og at hun ikke forstod mig. Men via gode menneskers mellemkomst kom hun. Ved mit første møde med hende gik det op for hende at jeg talte et sprog hun forstod, med lige dele forbavselse og glæde.

Familien har ry på sig for at have smukke joikemelodier.
 
Jovnnin-Per-Jovnna Inga

Med denne sats er jeg tæt på en sammenkobling af strygerensemblet med joikens formsprog. Midtvejs en bratsch-solo dedikeret til Ensemble Noors bratschist, Tørris Koløen Bakke.
 
Jovnnin-Per Jovnnin Anne

Det var denne sats joikere og strygere først mødte hinanden i. Opført dagen efter mødet på Oppstryksamlingens koncert i Karasjok i 1998.

Når to akkorder er nok behøver man ikke bruge flere. Joikens æstetik åbner for dyb enkelhed.
 
Čalbmelanrášša er en stedsjoik. At joike en stedsjoik er som at gøre krav på stedet. Et åndeligt skøde.

Satsen er en variationssats. Den var afgørende i udviklingen af min forståelse for joikens formsprog, således som jeg diskuterer det i artiklen om joikens æstetik.
 
Lená-Juhán Sámmul af Berit Anna P. Utsi.

Ravna fortalte mig hvordan de en dag havde stået ved sundet, hvor rensdyrflokken skulle over for at komme på sommergræsning. Lená-Juhán Sammul var gået hen for at hente båden hos en kystsame. Idet han kommer sejlende op gennem sundet går lyden af totaktsmotoren i et med hele sceneriet med dyrene, land og hav, og fælleskabet omkring. Joiken opstår der og da.

Totaktsmotoren er hørbar i min sats, som stiller joiken fuldstændig frit. Enkelte cues er lagt ind, så musikerne nogenlunde ved hvordan de skal holde sammen på en vanskelig sats.