Troldene

indsendt 5. maj 2013 04.25 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 5. maj 2013 04.29 ]


Der var engang to trolde som boede ude i en stor skov. De var små og dumme. De plejede at bruge dagene på at lede efter mad. Det var ikke vanskeligt, for de spiste mest sten. Trolde har meget stærke tænder, men det siger sig selv at menneskebørn var deres livret. Så når de fandt sådan et kom de gerne op at slås om hvem der skulle spise det først. De kom i det hele taget ret ofte op at slås, ikke fordi de behøvede, men fordi de ikke kunne finde ud af andet.

            En dag fandt de en rodknold der var næsten rund. Så fandt de ud af at de ville spille bold med den. Den ene tog knolden, og kastede den i hovedet på den anden. Av, sagde den dumme trold, og smed den tilbage i hovedet på den første dumme trold. Så begyndte de at slås. Efter et stykke tid holdt de op med det, og spiste lidt bark og småsten.

Lad os prøve at gribe bolden, foreslog den ene. God idé, sagde den anden. Så tog han knolden og kastede den i hovedet på den første igen, og så begyndte de at slås igen. De kunne ikke finde ud af at spille bold.

            Sådan gik det med det meste af det de foretog sig. Når de ville flyde på en træstamme på vandet lå de snart og hylede om hjælp i vandet mens de klamrede sig til stammen, for de kunne heller ikke svømme, og i hvert fald ikke enes om at holde balancen. Når de prøvede at fange nogle af skovens dyr afslørede den ene altid den anden lige idet de skulle til at kaste sig over det. Så måtte de spise sten og bark igen den dag. Når den ene satte sig ned for at kigge på myrerne, og spise nogle af dem, kom den anden altid og kastede sten eller jord på myrerne så de blev væk. Og så løb de efter hinanden igennem skoven, mens den ene hylede og den anden lo højt.

            Troldene syntes selv at de var sjove og dygtige, og havde det evig morsomt. De glemte hurtigt når noget gik dem imod.

            En dag gik de helt ud til udkanten af skoven, helt derud hvor de kunne møde mennesker. De var ikke bange for meget, men de var bange for mennesker. For menneskene syntes ikke troldene var spor sjove, og hvis de blev opdaget kunne de være sikre på at menneskene ville jage dem. Så for en gangs skyld lod de være med at afsløre hinanden. Ellers håbede de på at de kunne få fingrene i et menneskebarn, for de var så lækre. Bare tanken om det fik dem begge to til at savle.

            Derfra hvor troldene gemte sig kunne de se en gård. Det var en lille gård, som lå lidt for sig selv. Mens troldene spionerede så de flere børn nede på gårdspladsen, som legede fangeleg. Børnene lo og morede sig, og troldene lo med. Det så så morsomt ud, og de tænkte ved sig selv at det ville de også prøve. Så kastede den ene en sten på den anden, og sagde Du er den!, og spænede ind i skoven. Så løb den anden efter og sådan gik den dag. Om aftenen spiste de sten, og var i dårligt humør.

            Næste dag sad de og spionerede på gården igen. Nu var der kun en lille dreng at se. Forældrene måtte være på markarbejde. Så kom der et barn mere, en lille pige, som straks begyndte at lege med drengen. De havde en lille bænk, og spande og skovle, og små fade og skåle. Så fyldte de spanden med vand og lavede mudderkøkken. Det så morsomt ud, syntes troldene, og det måtte smage lækkert, tænkte de. Så løb de ind i skoven, til den nærmeste bæk. De prøvede at tage vand i deres hænder for at bære hen til noget jord, men vandet løb hele tiden ud mellem fingrene på dem. Så fandt den ene af dem på at de bare kunne tage noget af det våde jord der var ved bredden af vandet, men så opdagede de at de manglede en spand. Så stod de der og følte sig temmelig dumme. For at få det bedre kastede den ene noget vand på den anden, som så kastede noget jord på den første. Snart sloges de og rullede rundt på bredden, så de begge var helt smurt ind i mudder. Til sidst faldt de i vandet. Det forskrækkede dem så meget at de satte i at hyle og fór igennem skoven ude af sig selv af skræk.

            Den aften spiste de mos og tørre blade, for der var ingen sten. Den ene var mere sur end den anden. Humøret var elendigt.

            Næste dag dag var de på sin udkigspost igen. Nu ville de vove sig nærmere, havde de bestemt, og se om ikke de kunne få fingre i barnet. De længtes efter sødt kød, og savlede ved tanken om at sætte tænderne i en god lårbasse.

            Nu var drengen der sammen med sine forældre. Menneskene sad udenfor og spiste sammen, og smilede og lo. Så fandt faren en mærkelig ting frem. Den lignede en bulet kasse, og når faren trak en pind henover den kom der en lyd, som fik både mor og barn til at klappe i hænderne og begynde at danse. Den ene trold begyndte også straks at danse, men den anden kastede et stykke træ på den for at få den til at holde op med det. Så begyndte de at slås igen, og glemte alt om at være stille. Så holdt de pludselig op, for de opdagede at manden havde fundet et gevær frem, og var på vej hen mod deres skjulested. Så spænede de ind i skoven uden at sige en lyd, og gemte sig under et træ der var væltet. De spiste slet ingen ting den aften.

            Nu gik der flere dage før troldene igen turde at nærme sig gården. Så en tidlig morgen var de igen på plads. Der så de at manden var sammen med en hel masse andre mænd, og at de havde geværer over skuldrene alle sammen. Moren sagde farvel til dem, og efter jægerne var gået gik hun ind i huset og låste døren. Troldene listede væk mellem træerne, men de sørgede for at de ikke kom for langt væk fra gården. Da de var kommet på god afstand af jægerne listede de ud af skoven, ned mod gården. De fandt snart en sti som de fulgte.

            Nu var der fri bane, tænkte de. Tanken om lårbasserne fik dem til at savle og være helt stille.

            Men så faldt de i et hul! Menneskene havde gravet et hul og dækket det til, så troldene ikke kunne se det, og der lå de nu! De begyndte straks at hyle noget så forskrækkeligt begge to, og pegede fingre af hinanden, og sloges nede i hullet. Der gik ikke lang tid, så stod der en kreds af mennesker omkring kanten og kiggede ned på troldene. Det var alle jægerne, og moren og den lille dreng. Drengen spurgte hvad det var for nogle der var dernede i hullet, og faren sagde at det var trolde, og at nu skulle de finde ud af hvad de skulle gøre med dem. Så gik de allesammen, og lod troldene passe sig selv. Men det tog ikke lang tid, så kom drengen tilbage med en pose, som så ud til at være ret tung.

Hej trolde, råbte han, min far siger at i larmer for meget, så vi ikke kan tænke. Her er nogle sten til jer, så kan i måske blive mere stille. Så tog drengen sækken af skulderen og smed den ned i hullet til troldene. De begyndte straks at slås om posen, selvom der bare var sten i den. De var ikke kræsne, så stenene blev hurtigt spist. Sækken spiste de også. Snart blev troldene trætte af mæthed, og faldt i søvn.

De voksne snakkede om hvad de skulle gøre med troldene. De fleste ville tage livet af dem med det samme, men der var også nogle der foreslog at de skulle prøve at lære troldene at holde sig væk fra gårdene. Så kunne de blive sendt tilbage til skoven, og fortælle de andre trolde at de også skulle holde sig væk.

Næste morgen samledes alle menneskene omkring hullet med troldene. De havde allesammen gryder og pander i hænderne. Så gav en af dem signal og et frygteligt spektakel brød løs. Troldene vågnede med et sæt, og løb, først ind i hinanden, så ind i jordvæggen. Så smed de sig ned på jorden og holdt sig jamrende for ørerne, og bad så pænt om at larmen måtte holde op. Stop, råbte de, stooop, ondt i ører! Så pludselig holdt larmen op. Da troldene kiggede op stod manden på gården med hænderne i siden og sagde: Så, i dumme trolde, nu skal i op! Og husk, hvis ikke i gør som jeg siger så begynder larmen igen. Og for en sikkerheds skyld blive i også bundet når i kommer op. Så kom nu, en af gangen.

Så blev en træstamme skubbet ned i hullet, og troldene kravlede op en af gangen. Da de var oppe fik de hver et reb om foden. Så!, sagde manden, nu skal vi lege en leg! Og så tog han dem hen på en mark hvor der lå noget der lignede et menneske, men det var det ikke. Det var en dukke lavet af halm, som havde fået noget af drengens gamle tøj på. Troldene blev helt forvirrede da manden sagde værsgo, og pegede på dukken. Så kastede de sig over maden, som de jo troede det var, og dukken var snart splittet helt ad. Men istedet for at smaske hylede troldene noget så hjerteskærende, for inden i dukken var der musefælder over det hele, og når troldene stak hænderne i den smækkede fælderne sammen om fingrene. En af dem havde fået en musefælde klemt om tungen og jamrede specielt ynkeligt. Alle menneskene grinede da de så troldenes forfjamskethed. Så spurgte manden om de nu havde fået stillet appetitten, men troldene hørte ham ikke, de var altfor optaget af at det gjorde ondt over det hele.

Da troldene var blevet befriet for musefælderne blev de trukket hen til et bord hvor der stod to store skåle med flæsk. Nå, sagde manden, nu har vi været lidt slemme ved jer, så nu skal i få noget ordentlig menneskemad at spise! Og så fik de to dumme trolde hver sin skål. De kastede sig straks over maden, og spiste med stor appetit. Men det de ikke vidste var at kødet var krydret med alt det chilipeber menneskene havde kunnet finde. Ikke så snart havde troldene taget en bid, så begyndte deres arme og ben at spjætte. Det gjorde de i stedet for at svede, sådan som mennesker ville gøre. Selvom det var så stærkt at det var helt uspiseligt kunne troldene ikke holde op, og snart lød troldejammeren igen ud over markerne. De lå på græsset og holdt sig for halsen, når da ikke armene spjættede ud til siderne, og hylede og skreg. Så kom der to mænd med to spande med vand, som de hældte på troldene, og efterhånden holdt skrigene op.

De to dumme trolde forstod ingenting. De havde sådan glædet sig til at smage lårbasser, og det var gået helt anderledes. De sad slukørede på græsset med hænderne i skødet og skævede op på mændene. Så sagde manden på gården: Så, nu har i spist, så er det på tide med en dans. Spil op, alle mand! Så fandt de allesammen sine gryder og potter og pander frem igen, og manden fandt sin violin frem, og så blev der spillet til dans. Det var en voldsom larm. Violinen kunne næsten ikke høres, men det kunne gryderne så sandelig. Alle menneskerne dansede, alt mens de larmede så meget de overhovedet kunne. Troldene blev meget forskrækkede, og prøvede at løbe væk. Så opdagede de at alle menneskene havde travlt med at danse, og at der ikke var nogen der holdt i deres reb. Hurtigt smøg de dem af sig, og satte i fuldt firspring mod skoven, De blev ved med at høre larmen, som forfulgte dem ind mellem de første træer, men så var de endelig tilbage i deres egen skov. De blev ved med at løbe, lige indtil de var nået hjem til deres egen hule.

Der gik meget lang tid før troldene vovede sig ud mod den ende af skoven igen, og de vovede aldrig at besøge gårdene igen. Det var farligt, sagde de til hinanden, og desuden havde de helt mistet lysten til lamseben. Hver gang de drømte om at spise et barn kom den fæle smag fra det stærke kød frem i munden på dem, og så var det slut med den drøm.

Men de havde fået en ny leg. Nogle gange tog den ene af troldene et aflangt stykke træ og en pind og stillede sig op og lod som om han spillede violin, ligesom manden på gården. Der kom selvfølgelig ingen lyd, men så sang de begge to til. Det lød så rædselsfuldt at de begge to straks beskyldte den anden for at ødelægge musikken, og så begyndte de at slås. 



Comments