Tordenfuglen

indsendt 6. maj 2013 05.30 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 6. maj 2013 05.36 ]

 

Ude på den åbne hede gik tordenfuglen. Henover bakkerne, ned i dalene. Den krydsede bække og små vandhuller uden at ænse vandet. Den så ikke hvor den satte fødderne. Den ville ikke se hvor den satte fødderne. Dens skaber havde i stedet for almindelige fuglekløer givet den elefantfødder, som var for tunge til at tordenfuglen kunne flyve. I stedet gik den, gik og gik, trampede sine egne stier, og mens den gik tænkte den sine egne tanker.

Heden var stor, men ikke uendelig. Det hændte at tordenfuglen mødte mennesker. da råbte den op og stampede med fødderne i jorden så menneskene skyndsomt fortrak. Man sagde at der boede et uhyre på heden, en kæmpe fugl med ansigt på maven og en forfærdelig stemme. Dens øjne lyste grønt, dens næb lyste gult, og med fødderne stampede den så det lød som torden.

Tordenfuglen var ikke altid at finde på heden. Folkene omkring vidste ikke hvor den drog hen når den ikke vandrede rundt på de åbne lyngbakker. Pludselig en dag var jorden stille under dem, luften mindre tæt. Tordenfuglen er borte, sagde de, nu kan vi gå på heden! Dyrene blev sendt på græs, og nogle af de mere modige mennesker begav sig langt ind på heden. Nogle søgte tordenfuglens rede, i den tro at den ville røbe hemmeligheder eller store rigdomme. Andre fulgte tordenfuglens spor, indtil de kom til til hedens udkant, og sporene hørte op. Nogen sagde de havde fulgt tordenfuglens spor ud i havet, og sagde at den måtte være gået videre på havets bund, og spredt sin rumlen dernede. Gamle mennesker, som havde fulgt tordenfuglens spor i sin ungdom, kendte alle historierne, og sagde at tordenfuglen ikke kunne findes eller fanges. Den var en vandrer, et væsen man mødte når tilfældet eller skæbnen ville det.

Enkelte fortalte at de havde ført samtaler med tordenfuglen. Den kunne tale, men ikke ret gerne. For at samtale med den måtte man sætte sig ned på dens bane, idet man sørgede for at vende sig mod den side man regnede med den kom fra. Den ville prøve at bedøve den formastelige med sin stampen og torden, men ved at holde ud kunne man få den til at stå stille. De mennesker der havde talt med den havde aldrig sagt hvad de snakkede om. Mange mente derfor at tordenfuglens taleevne blot var en myte, og at de mennesker der påstod de havde talt med den var enten fantaster eller bedragere.

SKRÅÅÅRK!!!

Den unge kvinde fik i en fart vendt sig om. Over bakkekammen kom et underligt væsen til syne. Først troede hun ikke hvad hendes øjne fortalte hende, så begyndte hun at smile, så pressede latteren sig på. Det hjalp ikke at hun prøvede at holde sig for munden eller at se væk. Ned af bakken vraltede et besynderligt væsen, farverigt, ivrigt flaksende med stumpede vinger, som var det en art pingvin, og konstant smældende med en altfor dyb stemme til den lille krop. Væsenet var vel ikke større end den dukke hun havde haft som barn, omtrent som en baby. Når det satte fødderne i jorden lød der dumpe tordenlyde, som var der en meget større vægt bag end det lille korpus antydede. Tordenfuglen gik over til større og hoppende skridt da den nærmede sig kvinden, hvilket fik tordenrummelen til at stige voldsomt i lydstyrke. Den bevægede sig rundt om hende, idet den supplerede larmen med høje skrig og en ivrig flaksen med vingerne.

Den unge kvinde var imponeret over tordenfuglens optræden men heller ikke mere. I stedet for at blive skræmt lo hun så tårerne trillede. Det syntes i starten kun at opildne tordenfuglen til endnu større hop og endnu mere larm, men da kvinden kun lo ad dette holdt den til sidst op. Den standsede sin vilde dans, og stod stille foran kvinden. Den sagde intet, og stod med et afventende, udtryksløst ansigt.

- Hvem er du?

- Jeg er dig.

Kvinden rynkede panden.

- Hvad er du?

Intet svar. Tordenfuglen stod urørlig.

- Hvorfor larmer du?

- Larm er mit væsen, sagde tordenfuglen. Hvad er larm?

Kvinden blev overrumplet af at få et modspørgsmål, og sagde overrasket: Forstyrrende!

Tordenfuglen lagde hovedet på skrå.

- Hvorfor er du så her?

Den unge kvinde blev forvirret, da mange tanker pludselig myldrede frem og tog pladsen fra hendes gennemtænkte plan. Hun huskede hvad hendes bedstemor havde fortalt hende om at tale med tordenfuglen, og samlede sig.

- Jeg troede du var større!

Tordenfuglen sagde intet.

- Er der kun dig?

- Nej, sagde tordenfuglen. Ja, sagde den. SKRÅÅÅRK, sagde den, og stampede med fødderne et par gange.

- Jeg troede du ville være mere skræmmende...?

- For nogle er jeg stor som et hus. Få mennesker ser mig som du ser mig.

- Må jeg røre ved dig?

- Måske, sagde tordenfuglen, men jeg tør ikke sige hvad der vil ske.

Den unge kvinde så på tordenfuglen med varme i blikket. Dens myndighed og åbenbare styrke virkede på en gang respektindgydende og lidt komisk. Hun havde lyst til at omfavne den.

- Hvad kan der ske?

- Dit liv vil blive forandret, din verden kan gå under. Jeg kan tynge dig ned, lænke dig til disse bakker. Eller slet intet vil ske, og du vil ikke kunne huske dette møde.

Den unge kvinde sagde intet i et stykke tid. Hun kæmpede med sin trang til at give tordenfuglen en omfavnelse, samtidig med at hun prøvede at forstå hvad den havde sagt. Tordenfuglen stod stille.

- Jeg ser dig, sagde hun til sidst.

Tordenfuglen bukkede let.

- Hvor kommer du fra?

- Jeg hører hjemme i lyngbakkerne, i de dybe skove, på havets bund, blandt dybe kløfter og høje bjerge.

- Nå ja, sagde kvinden, og du går derhen hvor vejen fører dig. Det har bedstemor sagt. Men hvorfor?

Tordenfuglens grønne øjne lyste kraftigere, og en mellemting mellem et smil og indigneret forargelse synes at komme til udtryk i tordenfuglens ansigt. Men den sagde intet.

- Hvad lever du af?

- Hvad er nu det for et spørgsmål? Mad, hvad ellers!, fræste tordenfuglen.

- Bliv nu ikke sur, sagde den unge kvinde, jeg vidste blot ikke hvad jeg ellers skulle spørge om!

- Hvad vil du spørge mig om, som du ikke har spurgt mig om allerede?

Kvinden tøvede.

- Hvordan kan det være at du taler?

- Jeg er tordenfuglen.

- Du er tordenfuglen..., gentog kvinden usikkert. Hvorfor kan du ikke bare svare på spørgsmålet? Du må da vide hvor du har lært at tale henne?

- Tordenfuglen er ikke til for dine behovs skyld. Og skynd dig nu, for tiden er knap.

- Hvem har skabt dig?

- Det spørgsmål ville jeg selv gerne have et svar på, sagde tordenfuglen.

- Ved du det ikke?

Tordenfuglen stod stille. Dens grønne øjne ulmede.

- Husk at jeg larmer. Ro og fred er ikke i min verden.

- Jeg ved det, sagde kvinden, og gav tordenfuglen et knus.

 

Da den unge kvinde kom hjem kiggede bedstemoderen på hende. Fandt du den? Mødte du tordenfuglen?

- Ja, jeg mødte den.

- Rørte du ved den?

- Ja, jeg rørte den.

- Så gjorde du det som jeg ikke turde. Hvad skete der?

- Ingenting. Men den sagde pænt tak, og forsvandt i torden og larm. Den var slet ikke så skræmmende som folk siger.

Det tror jeg på, sagde bedstemoderen.

Comments