Skøjten

indsendt 6. maj 2013 05.39 af Thorkil Høgsbro

Der var en gang en skøjte, den boede ude i skoven. Den følte sig ensom og trivedes ikke specielt godt. Når den gik i skoven væltede den hele tiden omkuld, og alle musene skældte ud på den og sagde at den ødelagde deres haler. Den stakkels skøjte blev ked af det, og bestemte sig for at prøve lykken andetsteds. Så en efterårsdag begav den sig på vandring. Det var svært at komme afsted. Den væltede over selv den mindste kvist, og selvom det gik bedre og bedre med tiden så den efterhånden ganske ramponeret ud. Skæret tyngede og havde fået skår, og snørebåndende var sølet til i mudder. Skøjten tænkte at den aldrig ville finde meningen med livet, det som skulle fylde det hulrum ud den følte den havde i sig. Den lagde sig i grøftekanten og sukkede opgivende.

Nogle drenge kom forbi og råbte: "Se! En gammel skøjte!", og tog den med. De fyldte den med nødder, og det føltes egentlig ganske godt, men alligevel ikke helt rigtigt. Og efter at de havde spist nødderne lod de skøjten ligge. "Hvad skal der blive af mig?", tænkte skøjten mistrøstigt.

Bladene på træerne var blevet røde og gyldne i efterårskulden. Da skøjten nu lå helt stille samledes de visne blade på toppen af den, så den snart lignede et helt kunstværk. Da var der et pindsvin der prøvede at bruge den som hule til sit vinterhi. Det var skøjten ikke ret glad for, det stak så forfærdeligt, og der var ikke plads. Pindsvinet fandt heldigvis ud af at det heller ikke var noget for den, og fortrak.

En dag lød der jagtsignaler i skoven, og det vækkede skøjten. Det var en kold og blæsende dag, bladene føg væk, og pludselig kom en stor hund løbende. Den glemte helt sit bytte da den så skøjten. Den snusede, tog så skøjten i kæften og apporterede til jægeren. Men jægeren blev slet ikke glad. Han skældte ud på hunden, og sagde at han ville sælge ham. Skøjten smed han fra sig så den landede blandt nogle siv. 

Der lå skøjten nu og tænkte. Hvorfor havde den det så svært?. Det var som om den slet ikke var havnet det sted den skulle. Klingen tyngede, og den forstod ikke hvorfor lige præcis den havde fået en sådan byrde at bære rundt på. Der var ingen der ville have den, selv hunden som havde taget den med havde troet at den var noget andet. Men den var bare en gammel skøjte. Som den lå der og tænkte blev det koldere og koldere, og en mørk aften hørte den oppe fra vejen glade mennesker der sang og gik med lys. Det er nok højtid, tænkte skøjten, og her ligger jeg i sølet uden formål! Så ville den trykke sig længere ned mellem sivene som for at skjule sig helt, men opdagede at jorden var blevet hård.  Vandet, som skøjten lå ved, var blevet til is. I det samme kom en lille fattig dreng, som ikke havde fulgtes med de andre. Han skulle ikke til gilde, men havde bestemt sig for at gå ned til søen for at lege på isen. Da han så skøjten blev han glad, selvom den så forfærdelig ud. Skæret var rustent, snørebåndende stive af frost, og foret var koldt og fugtigt. Men drengen var ligeglad. Han tog den ene sko af og stak foden i skøjten.

Pludselig var det som skøjten vågnede til live! Foden passede perfekt ned i den, og den sluttede fast om den, og nød at være på højkant. Drengen vovede sig ud på isen. Skøjten sitrede. Hvad var det?! Isen sleb rusten af skæret, skøjten følte det som skæret og isen kærtegnede hinanden. Den jublede stille og slog en lille saltomortale af bar lykke. "Hov", sagde drengen, "jeg må vist øve mig!". Så satte han skøjten på isen, holdt balancen, og gled langsomt ud på søen. I lang tid legede drengen og skøjten med hinanden. Med den fod der ikke havde skøjte på satte han fart, så skøjten ville have hvinet af fryd, havde den haft en stemme. Hver gang de bremsede stod der en sky af iskrystaller op og det havde de begge megen fornøjelse af. Skøjten fandt hele tiden på nye måder at løbe på, og drengen morede sig med at lære at følge skøjten, og nogle gange at styre den udenom hvis den havde retning ind mod sivene.

Tilsidst var drengen træt, satte sig ned og tog skøjten af. Han så på den. Det som havde været en gammel efterladt ting havde fået liv, skæret skinnede klarere, og snørebåndende hang løse ned i den frie luft. Han strøg den forsigtigt over snuden. Da var det som om hele skoven i et nu åbnede sig op, og et kraftigt lysskær blændede ham. En lyd, som af et mægtigt bremseskær, næsten bedøvede ham, og en sky af iskrystaller lagde sig over ham. Da han lukkede øjnene op igen stod foran ham en fe, endnu strålende, og ligesom svævende over jorden. Hun smilede til ham: "Du skal have tak, min ven, for at have lært mig hvad formålet med mit liv var. Jeg fyldte mit liv med så mange unyttige ting, forfængelighed og tryghed. Forfængeligheden stak mig som nåle, og trygheden gjorde mig tykmavet og sat. Du viste mig hvad det vil sige at lege! Jeg vil derfor give dig en gave. En dag vil du møde et andet menneske som vil komme til at betyde noget for dig. Således som du har lært mig om glæden ved livet, således skal du få evnen til at berige denne andens liv, at åbne hendes øjne for glæden ved at leve".

Lyset var nu næsten helt blegnet. "Min ven”, sagde hun, “modtag disse som en tak!". I feens fremstrakte hånd hang der et par nye skøjter. I det drengen tog imod dem forsvandt synet, og han stod alene tilbage ved søbredden i den mørke vinteraften. 

Drengen passede i alle årene derefter godt på sine skøjter, han holdt deres skær rent og skarpt, pudsede læderet, og skiftede snørebåndende når de var slidte. Han glemte aldrig hvad han havde oplevet den vinteraften, og kom til at sprede meget glæde.

Comments