Musens Verden

indsendt 5. maj 2013 03.54 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 5. maj 2013 04.59 ]

 

Den blå himmel strakte sig uendeligt under den lysende sol. Oppe i luften fløj fuglene, nogle højt, andre lavere. Lærkens triller klingede ud over landskabet, og blandede sig med lydene af den blide brise og træernes svage raslen. Husene lå ved siden af vejene, og skoven befolkede bakkeskråningerne med høje bøgetræer, og ask og elm. Kirsebærene stod i blomst. Det var et rigt og frodigt land.

Ude i den store kornmark levede der en mus. Den havde alt hvad den havde brug for lige omkring sig. Den elskede duften af kornet, og spiste lystigt af de tunge aks. Lige siden den blev født havde den levet af kornet. Den gik på vandring mellem de høje strå, og behøvede ikke at gemme sig for rovfugle. Den havde det godt, og havde ingen planer om at lave om på noget.

Dens nabo muldvarpen fortalte at der var andre verdener. Den havde ikke selv set dem, men havde talt med andre der vidste besked. Der var verdener der var meget anderledes, kunne musen forstå. Nogle steder var jorden dækket af lavt græs, og indimellem var der bar jord med blomster. Roser tårnede sig op over hovederne på musens fæller, idet de udsendte den mest syndige duft. Muldvarpen beskrev dette specielt levende, da den selv havde mærket duften. Det skete ikke ofte, da det var forbundet med fare at nærme sig disse steder. Man kunne miste livet i forfærdelige himstregimser stukket ned i jorden på ens vej. Andre steder var der et hårdt dække over jorden. Det kendte muldvarpen ikke meget til, kun at det var en lukket verden, helt ukendt for alle han kendte. Kun en spurv havde engang i et skænderi om en regnorm sagt noget om at det var menneskeverdenen.

Menneskeverdenen lød spændende for den lille markmus. Den kendte kun sin egen verden, det høje lyse korn, de duftende markblomster, den blide raslen af vind i stråene. Den løb så let henover jorden, satte sig næsten ingen spor.

Det hændte at den traf på en solsort i udkanten af kornmarken. Musen spurgte solsorten om menneskeverdenen. Hvor var den henne, og hvordan var det at være i den? Solsorten så på musen. Den vidste besked om et og andet, men vidste ikke helt hvordan den skulle greje musens spørgsmål. Menneskeverdenen var ikke et bestemt sted, sagde den. Den var mange steder. Overalt hvor jeg kommer, sagde den, sætter mennesker spor. Kun øverst i trætoppene er der fred. Men selv der blander menneskene sig nogle gang, og fælder de træer der er under toppene, så de tynde grene pludselig ikke er andet end kvas på jorden. Heldigvis er der toppe nok, så solsorten var ikke bekymret. Så længe der var regnorme at få, og blomsterfrø i menneskenes haver, ville den ikke lave om på noget. Musen var glad for at høre det sidste. Men den hårde overflade var han ikke blevet klogere på.

Der var andre mus i marken. Alle havde de travlt med at fouragere, og vimsede rundt mellem stråene dagen lang. Om natten faldt alle musene til ro, trak sig tilbage til sine små jordhuler under kornet. Den lille mus tænkte på at finde sig en kæreste, og fandt at hans lille mørke hule blev både varmere og hyggeligere bare ved tanken.

En dag mødte musen en frø. Den var noget forvildet, og spurgte om vej til søen. Musen var ikke sikker på hvad en sø var. Den største vandsamling han havde set var den dag det havde tordnet og en stor vandpyt var opstået ikke langt fra hans hul. Musen spurgte hvad en sø var. En sø, sagde frøen, er hvor jorden holder op. En sø kan man bevæge sig op og ned i, og på den anden side begynder jorden igen. Den var ivrig efter at finde søen igen, og skyndte sig afsted. Musen sad tilbage med virrende fimrehår, og gned forpoterne sammen. En verden hvor jorden holder op! Hvor var det godt at leve i sin egen verden!

En dag kom bondemanden og høstede kornet. Musen syntes det larmede forfærdeligt, og trykkede sig godt ned i hullet. Først hen under aften vovede den sig op igen. Den kunne ikke tro det syn der mødte den. Hele den gyldne verden var væk. Små stubbe var tilbage efter alle de lange strå, og støv og en ubestemmelig lugt af noget ikke kornmarksagtigt hang i luften. Musens stier var borte, istedet var der dybe grøfter som strakte sig uendelig i to retninger. Nede i hver grøft var der regelmæssige sidegrøfter. Musens verden var med et slag borte, og erstattet af en ruin, med golde spor af maskiner og en duft af raffineret olie.

Endnu lod det sig gøre at leve i kornmarken, men trygheden og skønheden var borte. Solsorten ville se til den lille mus, og kunne se at den ikke havde det godt. Hvor er min verden, sagde musen? Hvor er mine strå, mine spor, mine dufte? Hvor er alt det der var mit? Solsorten så på ham, og sagde at menneskene havde taget det. Kornmarken var menneskenes verden, og de havde andre planer end den lille mus. For dem var kornet ikke verden, men en del af en meget større verden.

Musen forstod det ikke. Så den drog på vandring. Den ville finde søen og frøen, som havde været forbi for det som nu syntes en evighed siden. På vejen fandt den den hårde overflade. Det var en besynderlig oplevelse for musen. Farven var ligesom dens egen, kun mere ensartet og uden skygger. Og overfladen var uendelig stor. Den fandt ud af at den kunne krydse det hårde, så begyndte jorden igen. Men man kunne også gå i lang tid uden at det hårde holdt op. Det var farligt, for der kom fremmede ting farene, store, larmene, og med den samme lugt omkring sig som den dag han mistede sin verden i kornmarken. Han holdt sig fra den store grå overflade.

Han fandt søen, og frøen som sad i vandkanten. Han satte prøvende en pote på vandet, men trak den forskrækket tilbage. Han gik igennem. Det som for hans øjne havde været en glat overflade viste sig nu pludselig kun at være det øverste af en helt anden verden. Nede i søen var der væsener, og dybet sugede hans blik til sig så han blev svimmel. Han vaklede tilbage, virrede med hovedet og så på frøen. Frøen sagde ingenting. Den forstod ikke hvorfor musen var kommet, og var ligeglad. Tilsidst sprang den i vandet, og svømmede med raske tag væk.

Da musen omsider fandt tilbage til kornmarken var ødelæggelsen total. Nu var stubbene også borte, og i stedet var det den bare jord der lå nøgen for vejr og vind. Nu kunne musen ikke leve der længere, men fandt et tilflugtsted ikke langt væk. Over en hård overflade, og dér var et krat med hasselbuske som gik an for en lille mus. Her mødte den fæller fra kornmarken, og også en lille hunmus den slog sig sammen med.

Hasselbuskene var nu musens verden. Det hændte at den mødte sin gamle nabo muldvarpen, og spurgte den om menneskeverdenen. Hvor var den henne, og hvordan så den ud? Muldvarpen sagde at menneskenes verden kendte den ikke, andet end som nederdrægtige fælder og skønne dufte. Musen så på bladene som faldt, og tænkte ved sig selv: Godt jeg har min egen verden!

 


Comments