Kejserens druer

indsendt 17. mar. 2014 14.30 af Thorkil Høgsbro
Kejseren kastede et sørgmodigt overbærende blik på slaven, som stod foran ham med bøjet hoved.
”Min gode mand,” sagde han, ”jeg lader mig fortælle at du har lidt uret. Sig frem hvad du ønsker!”
Slaven sagde: ”Ærede kejser, jeg kommer for at bede om hjælp.”
”Bede om hjælp?”, sagde kejseren. ”Hvorledes?” Han lod sine tunge øjne hvile på slaven, syntes at studere hårgrænsen på slavens hoved, og rakte så dovent ud efter en klase druer.
”Min herre og mester, du som er mægtig! Visselig er det indenfor din magts vælde at kunne hjælpe mig,” sagde slaven.
”Vist så, vist så,” sagde kejseren. ”Min magt er stor! Se engang denne drue. Ude på de kejserlige marker er druerne endnu små og grønne, umodne og uspiselige, men denne drueklase er høstet i Egypten, og bragt hertil på en af kejserrigets galejer. Se, hvor stor og saftig den er! Er det ikke et herligt syn!”
Slaven løftede forsigtigt hovedet og så på druen i kejserens hånd. Hans ansigt viste ingen glæde, og en stund var der stille. Så sænkede han hovedet igen, og sagde: ”Sandelig, kejserens magt er stor. At holde en fuldmoden drue i sin hånd når markens druer endnu er bitre og sure er en stor kunst.”
Kejseren smilede varmt: ”Og se! Jeg har mange!” sagde han, og viste med armen hen mod skålen. Det var en 
sølvskål rigeligt forsiret med mønstre, og med to store ører til at løfte den i. Den stod på et lavt bord dækket af klæde, og i skålen lå mange klaser af de sødeste druer, friskt duftende og indbydende at se på.
”Kejserens magt er stor, og den rækker langt,” sagde slaven. 
”Javist,” sagde kejseren. ”Se også denne frugt, som også er bragt til mig af mine galejer. De dufter sødt og smager stærkt. De er rejst langt, fra Fønikiens kyst, hvor de vokser i mængde på palmer. De hedder dadler. Dem ser du ikke så tit!”
”Ærede kejser, dadler har jeg hørt om, men aldrig før set. En så eksotisk frugt er sandelig udtryk for stor magt og rigdom, og tjener kejseren til ære.”
”Det var vel talt!” sagde kejseren, og vinkede til den ene af de to oppassere, der stod ved siden af hans stol, ”og jeg vil belønne dig for de ord med en smagsprøve. Se her, en dadel fra kejserens bord!”
Oppasseren tog en lille skål, hvori han lagde en dadel, og gik over til slaven. Her blev han stående mens slaven forsigtigt smagte på den. Imens smilede kejseren veltilfreds og godmodigt til ham.
Da han  havde spist dadlen sagde slaven: ”Ærede kejser! Min mund fyldes af nye og uvante smage. Jeg mærker søndenvindens krydrede duft blande sig med fremmede stemmer, jeg ser hvide sejl spændes ud over skibsdækkene og svedige manderygge som betjener reb og årer. Jeg ser et fremmed land, hvor skyggen er sparsom, og maden består af ukendte retter, som igen åbner nye verdener. Jeg takker for at være blevet beredt denne oplevelse. Det er i sandhed en forunderlig frugt.”
”Du forstår at belægge dine ord, slave,” sagde kejseren, ”hvor har du lært at udtrykke dig så vakkert?”
”Jeg var i huset hos en belæst og lærd borger, som også lod mig få andel i de skønne kunster. Skønt belæst var han dog ikke nogen god forretningsmand. Mange planer havde han, men ingen han formåede at udføre, og han endte sine dage som fattig og udarmet på en taverne ved Tiberens bredder.”
”Men han lærte dig dog høvisk tale!” sagde kejseren, ”og det er også noget værd.”
”Med pæne ord kan man udrette meget, men ikke så meget som kejserens magt formår.”
”Deri har du ret,” sagde kejseren, og kaldte oppasseren tilbage, ”og jeg er blevet nysgerrig efter at vide hvor stor min magt er i dine øjne. Prøv engang at smage på en drue, og fortæl mig så hvad du synes om den.”
Oppasseren lagde et par druer i skålen, og gik over til slaven, som forsigtigt spiste en af dem. Han nippede den først midt over, og lod så de saftige halvdele glide ind i mundhulen, hvorefter han tyggede dem langsomt, og til slut sank. Så sagde han:
”Min herre kejser, din magt er forunderlig. Jeg ser grønne lier og hvide huse, jeg ser vandfald og fuglesang, og jeg mærker duften af varme hænder og mørkt træ. Langvejs fra kommer bud om høst og overflod, om lykke og rigdom, om glæden ved at dyrke jorden. En bid af denne frugt er som at lovprise jorden, luften, og alle skabninger som er i verden. Jeg mærker den sagte brise pusle i bladene, ser sneglen på stænglen, mærker solvarmen på min ryg og svedperlen i mit øjenbryn. Jeg mærker gudernes gunst, deres uendelige godhed mod menneskeheden i alle de gaver der bliver os skænket. Og bag alt dette mærker jeg en duft af en fremmed verden, et hint om sand og salt, en antydning af lærredssække og krukker af ler som transporteres på kamelryg. Havde jeg aldrig tidligere smagt en drue ville jeg havde sagt at dette var en udmærket frugt, ja en gave fra guderne. Men nu vil jeg sige at denne drue er en gave fra selve skabningen, at jeg gennem den saft og kraft der strømmer i min krop hører planeternes sang og ser stjernerne danse. Jeg priser dig, oh kejser, og takker dig for at du lod mig smage denne frugt af din visdom og store magt.”
Kejseren udbrød en begejstret latter og klappede i hænderne. ”Min gode mand, du har sandelig lært at belægge dine ord. Du har behaget mig meget, og jeg vil søge at hjælpe dig.”
”Ærede kejser, min taknemmelighed vil være uden ende, og mine lovprisninger talrige. Din miskundhed er i sandhed ikke uden grund hyppig nævnt, og meget rost. Vis mig blot den venlighed at lade mig fortælle min historie, og således lægge min skæbne i dine hænder.”
”Denne gunst er dig tilstået for din veltalenhed,” sagde kejseren, ”skuf mig nu ikke, og fortæl din historie med mange ord, thi du er en glæde at lytte til.”
”Jeg vil gøre mit ypperste for at beretningen skal tilfredsstille kejseren. Lyt da, og hør om min ulykke!
For 5 år siden, mens jeg endnu var i huset hos min ædle, men ufornuftige herre, mødte jeg en kvinde fra min hjemstavn. Vi var begge langt hjemmefra, og fattede sympati for hinanden. Hun var i tjeneste som ledsagedame hos en rig familie med villa på landet, og kunne bevæge sig frit, næsten som var hun borger i kejserriget. Velvidende at jeg ikke kunne gøre mig håb om at ægte hende fandt jeg mig i at kurtisere hende på afstand, hvilket hun ikke havde noget imod. Således gik en tid, indtil en dag min herre og mester kaldte mig frem for sig. Han fortalte at en forsendelse til de nordlige provinser krævede en betroet ledsager, og spurgte om jeg ville være villig til at påtage mig opgaven. Uventet som det var at blive spurgt om den slags, svarede jeg tilbage med at spørge om hvad der dog gjorde, at han havde nødig at bruge mig. Han forklarede da, at rejsen ikke var en plan udtænkt af ham selv, men af den selvsamme herre, som min udkårne var i huset hos, og at den vare der skulle sendes ikke var nogen almindelig pakke med stoffer eller krukker, men hende. Jeg skulle med for at fungere som tolk, idet vi skulle rejse gennem områder, hvor mit modersmål var fremherskende. 
Det nærmere formål med rejsen blev ikke gjort klart, men alligevel sank mit hjerte ned i livet på mig, for jeg forstod at min udkårne var blevet lovet bort til en anden. Som den stakkels slave jeg var kunne jeg aldrig gøre mig håb om at ægte hende, og nu havde hendes ynder skaffet hende en beundrer, en borger, som både ville udfri hende af slavestanden og ægte hende. Således var min frygt, og snart blev det bekræftet. Uden glæde forberedte jeg rejsen. Jeg selv og to håndgangne mænd skulle ride til hest, mens kvinden skulle age med vogn for at få plads til det udstyr der ikke kunne transporteres på hesteryg. Hendes herre var en stor velynder, og gjorde sig store anstrengelser for at hendes nye status skulle blive uden plet eller lyde, og rejsen skete således uden at min herre behøvede at betale noget. Jeg tror at den nød, som senere viste sig, allerede da var på vej, og at min herre kun var altfor glad for at han ikke behøvede at brødføde mig i den måned rejsen skulle vare.
Snart oprandt tiden, og vort lille følge begav sig på vej mod nord. Rejsen forløb uden begivenheder af nogen art, lige til vi ankom til den egn hvor mit modersmål var fremherskende. Kvinden havde samme kundskab, og det blev da til at det faldt naturligt at vi talte sammen på vores eget sprog, som de andre i følget ikke forstod. Undervejs havde vi holdt anstand, og kun udvekslet korte beskeder med hinanden, men nu blev beskederne hemmelige budskaber om kærlighed og frygt. Med styrke fortalte kvinden hvordan hun sørgede over at skulle forlade sit frie liv i hovedstaden, og at hendes tanker stadig gik til mig. Jeg på min side led stærke kvaler, og vi aftalte da at ordne det sådan at vi, mens de andre vagter sov, skulle mødes i smug og glæde hinanden sådan som kvinde og mand nu kan. Og det skete i de næste tre nætter, de sidste vi havde sammen inden ankomst til vor destination.”
”Det forekommer mig,” sagde kejseren, ”at du dermed svigtede din herres tillid. Kvinden var dog betroet gods, og ikke bestemt for dig!”
”Deri har du ret, min herre og kejser,” sagde slaven, ”og det pinte mig således at gå bag min herres ryg. Men det der skete mellem mig og kvinden var af en sådan beskaffenhed at det vanskeligt lod sig stoppe. Vel var jeg bevidst om at det var halsløs gerning at lægge min hu til en kvinde som både var lovet bort og boede langt borte, men min tanke var på dette tidspunkt ikke stemt mod fornuften, snarere mod vanviddet. Og kvinden havde det på samme måde, og svor at hun ville finde på en løsning.”
”Men,” sagde kejseren, ”du husker vel vismandens ord: Bortlovet kvinde er lunefuld som vinden en sommerdag?”
”Vist så,” svarede slaven, ”men vismanden sagde også: Pluk blomsten mens den er udsprunget eller på vej til at springe ud. Falmet krone glæder ingen.”
”Sandt nok,” sagde kejseren, mens han gned sig eftertænksomt på hagen. Så greb han ud efter en drueklase og sagde så: ”Fortæl nu videre! Hvad skete der?”
”Vel fremme ved vort bestemmelsessted var der lagt an til stor festivitas. Der blev afholdt banketter og serveret kostelige retter. Kvindens nye herre var en rig borger, som ikke er kejseren ubekendt, thi han var prokonsul i regionen og en vennesæl mand. Det var således et udmærket parti min udkårne havde gjort sig, og allerede mens vi var hos ham fornemmede jeg at kvinden vaklede i troen. Hun lovede mig dog troskab, og tung om hjertet rejste jeg tilbage til min herre. 
Først to år senere så jeg hende igen, da hun kom på besøg i staden. Hun havde da med sig en lille purk på lidt over et år, og da jeg så ham rørte det sig i mit hjerte, for jeg kunne se at han måtte være min søn. Kvinden bekræftede mig i at det forholdt sig således, men bad mig samtidig om ikke at give mig til kende. Hendes liv var nu i en sådan gænge at hun ikke ønskede at udsætte hverken sig selv eller sin søn for den bølgegang det kunne medføre, og jeg så at hun havde ret. Så jeg beundrede nu dem begge på afstand, og så med bekymring på fremtiden. 
Året efter lod min herre hus være hus, og formøblede det sidste af sine besiddelser. Hans faste tilholdssted blev en taverne, hvor han generede alt og alle med sin fuldskab og generelle uhumskhed. Det var et sørgeligt syn at se en nobel mand således gå i stykker. I klare øjeblikke kunne han bryde ud i sonetter og vers, men ellers var han ganske utilnærmelig. Jeg fik til opgave at styre huset mens kreditorerne tog sit, og blev så anklaget for at tilegne mig midler som ikke tilkom mig. Netop da kom der bud fra kvinden, som fortalte at hendes mand var død i et anfald af feber, og at hun og vores søn behøvede hjælp. Jeg svarede at jeg ingen mulighed havde for at hjælpe, men selv havde brug for hjælp. Straks derefter blev jeg sat i fængsel i vanære, og kunne kun se frem til at blive kastet for løverne i cirkus, eller at dø i et mørkt fangehul. 
Alt dette er nu et år siden, og siden dengang har jeg intet hørt fra hende, før for en uge siden. Da kom der bud fra kvindens tidligere herre, som havde hørt om min ulykke, og kunne berette hvorledes det forholdt sig med de midler, jeg var blevet beskyldt for at have unddraget boet efter min herre. Han hjalp mig derved ud af fængslet, men kunne ikke hjælpe mig tilbage til livet. Jeg var som død mens jeg sad i fangehullet, og havde ingen lyst til at leve længere, og skønt min krop er blevet befriet sidder mit sind stadig lænket i mørket.”
Her tav slaven en stund. Kejseren så at han vaklede, og sagde: ”Min gode mand, du er blevet prøvet på både krop og sjæl, og det er kun kort tid siden du forlod mørket i fangehullet. Vil du ikke have en stol at sidde på, for jeg kan se at det udmatter dig at stå og fortælle? Og det eneste jeg har budt dig på er en dadel og en drue!”
”Ærede kejser,” sagde slaven hurtigt, ”jeg vil foretrække at blive stående. Det sømmer sig ikke for en slave at sætte sig ned i kejserens nærvær, og har jeg holdt mine prøvelser ud så langt skal jeg også klare dette. Men en smule vand ville jeg være taknemmelig for.”
Kejseren klappede i hænderne, og en oppasser hældte vand i et krus og bar det frem til slaven, som med megen omhu satte kruset til sine læber og drak. 
”Fortæl mig nu,” sagde kejseren, ”nu, efter at du har fugtet din gane, hvorledes står det til med den kvinde som således har bemægtiget sig dine tanker?”
”Ak, min herre og kejser, hendes tidligere herre fortalte mig mere end jeg ønskede at vide. Efter hendes ægtemands uventede dødsfald opstod der en arvestrid som nær havde kostet hende livet. Der var anklager om at hun skulle have forgivet sin ægtemand, men hendes tidligere herre forsikrede mig om at så ikke var tilfældet. Jeg troede heller ikke på det et sekund. Prokonsulens familie er imidlertid mægtig, og kvinden har været i husarrest siden mandens død. Vores søn har familien gemt bort hos slægtninge. Min ven og mentor, hendes gamle herre, har sporet drengen, men tør ikke handle på egen hånd. Således er situationen i dag, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ejer intet, har intet til at opretholde livet med, og de to jeg holder mest af i denne verden er mig uopnåelige. 

Dybt er mørket under nattens bro
Mørkere end i Hades rige
Her jeg står dog uden tro
Og ser  ind i et mørke uden lige.”

Slaven holdt inde med sin talestrøm, og sænkede sit hoved i tavs fortvivlelse. Kejseren sad tænksomt en god stund, som overvejede han situationen. Hans blik hvilede en stund på slaven, vandrede så rundt i lokalet for at se hvordan de øvrige tilhørere var til mode, hvorpå han tog en klase druer som han langsomt spiste. Da den sidste drue var spist talte han.
”Min gode mand, Jeg har nu lagt øre til din fortælling, og er ikke forpligtet til mere. Jeg har imidlertid fattet sympati for dig, og mener ikke at en mand med dine evner behøver at fortvivle. Det vil være min mindste kunst at udpege dig en til en udmærket position som sekretær i administrationen. Du vil kunne gøre god fyldest, og eftersom du er gældfri og uden bindinger vil du snart kunne være på fode igen. Dette lover jeg dig som kejser, og jeg vil straks give ordre til præfekten om at ordne det fornødne.”
”Min herre og mester, det er allerede mere end jeg havde turdet håbe på,” sagde slaven. ”Kejserens miskundhed er stor, og hans nåde rækker ind i min sjæls mørke og spreder der lys. På samme vis som den saftspændte drue bringer bud om lykke og frugtbarhed, således bringer dine ord bud om fred og velstand. Sandt er det, at en daglig opgave, en position i samfundet, omend nok så undselig, vil kunne åbne de lukkede døre i sjælen og sprede lyset yderligere. Jeg kræver ikke mere end det, og takker kejseren for den nådegave der her bliver mig tildelt. Men som manden og det lille barn der skulle krydse hængebroen er det vanskeligt for mig at tage dette skridt. Thi manden ville bære barnet, for broen var smal, men barnet ville gå selv, og dermed være i fare for at falde ned i den dybe kløft under dem. Og således blev de stående i ubeslutsom strid med sig selv.”
”Hvad!?” udbrød kejseren, ”afslår du kejserens hjælp? Vil du have mere end det, jeg i min hjertens godhed allerede har skænket dig?”
”Min herre og mester, tro endelig ikke at jeg ringeagter den hjælp der allerede er blevet mig lovet. Kejserens storhed stråler mig i møde i alt hvad vi her har talt om, og den ses overalt i byen. Det stolte murværk som står så stærkt i sol og vind, de glatte søjler som synes hugget af guder, de lærde samtaler på forum, og den megen rigdom der møder ens øjne hvor man end vender sig, - alt vidner om kejserens magt og styrke. Og på markedet, hvor mange stemmer høres og forskellige sprog tales, ses også kejserens magt og vælde. Havde det blot været en enlig dadel havde kejserens rigdom kunnet være hul, men her ses varer fra fjerne egne, produkter af håndens arbejde fra fjerne provinser, og stundom varer der er rejst endnu længere. Engang så jeg på markedet en levende giraf, som driftige handelsfolk havde bragt med sig fra den puniske kyst. Det er ikke kejserens nåde jeg afviser, ej heller er det kejserens magt og storhed jeg benægter. Min hængebro er ikke foran mig, men inde i mig. Jeg bærer på en ballast som jeg ikke er sikker på broen kan bære, og jeg kan ikke efterlade den på denne side af kløften.”
”Du taler i gåder, slave!” sagde kejseren, ”sig frem! Hvad er det for en vægt der afholder dig fra at tage imod kejserens hjælp?”
”Herre kejser, jeg taler om mit barn og den kvinde som har bemægtiget sig mit sind,” sagde slaven. 
  ”Men du har jo intet krav på kvinden, og barnet har aldrig betragtet dig som dets far. Desuden er kvinden anklaget for en alvorlig forbrydelse, og holdes derfor under opsyn af embedsmænd i kejserrigets administration. Hvor meget jeg end gerne ville hjælpe dig beder du her om noget jeg ikke kan se du har ret til at bede om, hverken af mig eller nogen andre.”
”Jeg har den ret at kvinden har sværget mig troskab og at barnet bevisligt er mit. Den anklage hun står under savner også gyldighed, hvilket det faktum at hun fortsat blot sidder i husarrest, uden at være blevet fremstillet hos notaren, vidner om.”
”Og hvorledes ville du så have at dit krav skulle indfris? Skulle jeg som kejser beordre sagen suspenderet, og stole på dit ord, som ikke engang kender sagen direkte? Skulle jeg beordre drengen udleveret til en tilværelse hos en slave uden bolig, uden hjem, i stedet for hos den familie han betragter som sin? Jeg beder dig, min gode mand, opgiv disse fantasterier! Se fremad, glem fortiden, og tag imod den hjælp jeg nu tilbyder. Jeg vil endda, for at lette din byrde på vej over hængebroen, tilstede dig endnu en gunstbevisning. Hvis du tager mod en position som sekretær vil jeg personligt udrede din afgift til staten som slave, og dermed gøre dig til fri borger. Det vil give dig bedre mulighed for at stifte din egen familie, og hjælpe dig med at glemme den du ikke kan få.”
”Kejserens nåde er sandelig stor,” sagde slaven, og bukkede dybt for kejseren. ”Sandelig bliver vægten over hængebroen lettere at bære med et så storsindet tilbud, og jeg ville være et usselt skarn om jeg ikke tog imod en sådan gunstbevisning med stor taknemmelighed. Jeg takker for  den store nåde kejseren viser mig.”
”Vil det sige at du tager mod mit tilbud?” spurgte kejseren.
”Blot har jeg et enkelt spørgsmål, oh herre kejser,” sagde slaven.
”Sig frem!” 
”Når jeg nu bliver borger, og får både en bolig og en næringsvej gennem kejserens store nåde, vil jeg da være en fri mand?”
”Det vil du være,” sagde kejseren. ”Du vil være en fri borger, med ret til at eje jord og drive forretning.”
”Som fri mand ville jeg da også kunne gøre krav på kvinden og min søn?”
Kejseren slog sin knyttede hånd ned i armlænet i raseri og udbrød: ”Nej, nu må dette være nok! Kvinden har du intet krav på, uanset hvor mange gange du fremfører det modsatte. Hvorfra kommer denne besættelse? Det er dog flere år siden du har haft omgang med hende! Jeg kan ikke som kejser føje en grille i en slaves hoved blot fordi kvinden er dejlig! En sådan handling kunne risikere at skabe oprør i provinsen, og derfra ville uroen kunne brede sig til naboprovinserne, og videre til hovedstaden. Skulle jeg risikere min magt for et par kønne øjnes skyld?! Jeg forbyder dig at nævne både kvinden og barnet igen, og jeg forbyder dig i al fremtid at rejse noget krav på nogen af dem!”
”Det var det jeg frygtede,” sagde slaven, ”at druen havde en bitter eftersmag. Jeg ser nu at den samme magt som skaber stor sødme og stor styrke, og har gjort kejserriget stort og mægtigt, også binder dem der har magten.  Vel er det attråværdigt at få borgerret, og vel er en stilling i statsadministrationen ligeledes attråværdig, men jeg ville skulle sige farvel til det eneste i mit elendige liv som giver mening. Jeg takker kejseren for hans store velvilje, men jeg kan desværre ikke tage imod tilbudet. Hele mit liv har jeg været en tjener og slave, levet for andre, gjort hvad andre sagde. En kort stund oplevede jeg hvad det vil sige at være fri, og det var ikke som borger, men de timer jeg havde i min kvindes favn, og siden når jeg så på min søn. Hvilken mand er mere fri end den der kan se sit eget afkom boltre sig i leg og glæde?”
”Vil du da kaste dit liv i kloakken for et par kønne øjnes skyld?” fnøs kejseren. ”Du er jo gal!” 
”Jeg er blot en slave,” sagde slaven, ”der tænker som en slave. Jeg er ikke bundet af magten på samme måde som I, herre kejser. Når jeg besøger et hus går ingen i bevægelse af den grund, og besøger jeg en provins opstår der ikke krig af den grund. Jeg bevæger i mig i det skjulte, og lever som jeg bedst kan.”
”Står du der og håner mig, din kejser? Har du glemt din adkomst og hvem du er? Har du ikke lige prist min magt og storhed, og utallige gange takket mig for min miskundhed?”
”Jovist, min herre og mester, jeg har netop gjort alt dette. Kejserens magt er stor og forunderlig. Mange mennesker ser hen til kejseren, og jeg gør ligeså. Jeg takker dig også for din store miskundhed, thi den er uomtvistelig. Rigeligt har du delt ud af dine gaver, og tilstået mig tid og muligheder som jeg ikke turde håbe på. Dit ry som gavmild og vis lader du ikke stå til skamme, tværtimod, du overgår beretningerne og lægger ekstra alen til. Til alle jeg møder vil jeg sige, at kejserriget er i gode hænder hos kejseren, og at hans visdom er stor.”
”Vel priser du min visdom, men alligevel forekommer det mig at du holder mig for nar. Hvilken visdom og magt er det der ikke når igennem din tykke pandebrask, og forhindrer dig i at kaste dit liv bort?”
”Jeg agter ikke at kaste mit liv bort, ærede kejser. Du viste mig et glimt af hvordan fremtiden kunne blive, og jeg fandt at jeg måtte træffe et andet valg. Jeg er en fri mand i sjælen, om jeg end er en slave i kejserriget. Der findes andre måder at bjerge sig på end at sætte fødderne under kontorskranken og tælle sække og krukker. Jeg vil søge min lykke som tigger og kræmmer, og søge at befri min kvinde fra fangenskabet. De samme evner, som gav mig et løfte om borgerskab, vil tjene mig igen på anden vis.”
Kejseren så på manden foran ham med sorg i blikket. ”Det er en stor skam, at en mand med dine gaver skal gå tabt for kejsermagten,” sukkede han. ”Så gå da, og opsøg din kvinde og dit barn, og se hvad du kan få ud af det. Jeg vil ikke starte en krig for din skyld. Jeg ville gerne have hjulpet dig, om jeg blot kunne.” 
”Endnu en gang må jeg takke kejseren for hans miskundhed.”
”Ikke mere tak fra dig, min gode mand,” sagde kejseren, ”i stedet vil jeg bede dig tilstå mig en gunstbevisning.”
”Såfremt det står i min magt at tilstå kejseren noget som helst,” sagde manden.
”Det gør det,” sagde kejseren. ”Lad mig give dig denne skål med druer med på rejsen. Den vil kunne komme dig til nytte, og jeg har mistet lysten til dem.”
”Det er dig tilstået,” sagde manden.




TH 3/2014


Comments