I en anden verden

En frokost

indsendt 6. maj 2013 09.31 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 23. mar. 2014 02.57 ]


Dette er en fortælling om fire mennesker, der kom fra meget forskellige verdener og aldrig var samlet, og da slet ikke sådan som i denne frokost. To af dem var børn på Frederiksberg, født ind i gode borgerlige familier med tradition for uddannelse og dannelse. Han var fantasten, der købte sig et slot kort efter krigen. Det oplevede hun ikke, da de blev skilt i det sidste krigsår. Hun var aldrig på slottet. Jeg selv voksede op på landet i dets nærhed. De to andre var ud af stolte, norske bondeslægter. Han kom fra Østfold, men havde stærke bånd til Hadeland, hvor hun kom fra. De var fætter og kusine.

Verden undergik i deres levetid store forandringer.

I EN ANDEN VERDEN, en anden tid, mødes fire mennesker over en god frokost i parken ved slottet. Det er en søndag eftermiddag, men derudover flyder tider og æraer sammen og danner et helt igennem falsk billede. De fire er i moden alder. Det er en dejlig sommerdag, med fugle i træerne der synger som gjaldt det livet, en forsigtig brise som høres i trækronerne, og en duft af nyslået græs. Verden udenfor, som i øvrigt heller ikke er virkelig, føles fjern og uvedkommende. Det runde bord er dækket med hvid damaskdug suppleret med dækkeservietter i samme gode kvalitet. Ved hver kuvert står to tallerkener (med guldkanter), to sæt knive og gafler af sølv, to glas (et til vand og et til den tørre Riesling som slotsherren så godt kunne lide). På midten af bordet står der en stor opsats med blomster fra parken. Store flotte rhododendron-blomster dominerer, men der er også liljer og kornblomster. Kornblomsterne vokser vildt i grøftekanten og pynter vejkanterne med deres klare blå farve gennem sommeren. Det er den kvindelige gæst der på en lille gåtur før ankomsten lod sig besnære af den uanselige blomst. Sikkert har hun tænkt på sin barndoms uskyldige leg og glæden ved at plukke blomster, som hun tog med ind i køkkenet og bad sin mor om at sætte i vand.

På et lille anretterbord er der en bakke med testel, et frugtfad, og drikkevarer på køl. Blandt frugterne er der også glas med hjemmelavede svesker, hjemmesyltede asier og marmelade. Osten står stadig inde i køkkenet, parat til at blive serveret. Blandt ostene er også den norske brunost, som de to gæster har medbragt. Værtsparret sagde pænt tak for betænksomheden.

Hører man godt efter kan man over græsset høre den dumpe lyd af mange lette fødder der løber. Måske til og med opfatte latter fra glade børnestemmer, en bold der glimter i solen, nogen der kalder. Så forsvinder dette indtryk og erstattes af lidt grovere stemmer, en mere rolig men dog feststemt sammenkomst, og en sær lyd, ligesom af små stjerneskud. Dette indtryk er lidt koldere, mørkere, og afbrydes pludselig. Jeg ved hvorfor. Min onkel fik en nytårsraket op i buksebenet.

Årene går og indtrykkene skifter. Mennesker kommer og går. Nogle sidder alvorsfulde på en bænk, en ensom, gammel, høj mand går på græsset og misser mod solen mens han tænker bekymret på fremtiden. En dag står jeg der pludselig, på den forkerte side af muren, og ser på min farfars grav. Jeg tænker ”Hvem var han?”, og ser i det samme at der ved siden af hans grav er en lille gravsten. ”Lillesøster” er alt der står. Jeg vidste ikke at min farfar og hans anden kone havde mistet et barn på den måde.

Så er også denne virkelighed væk, forsvundet, borte. Alle tiderne flyder sammen, bordet står dækket, gæsterne ankommet, og frokosten kan begynde. Det samme kan en aldeles uvirkelig samtale i en helt uvirkelig virkelighed.

”Velkommen”, udbryder slotsherren idet han slår ud med armene, ”til mit slot! Dejligt vejr til en frokost på plænen!”

Gæsterne er steget ud af bilen, en gammel blå Opel Admiral, som slotsherren nikker anerkendende til. Hans egen Chrysler Windsor er ikke hvad den har været, men det var en luksusbil i sine velmagtsdage. Den er lidt svær at holde på vejen med sine ballondæk og sin ganske kraftige afdrift, men den har udstråling.

”Takk som byr”, sagde forstmanden. Hans kone, sygeplejersken, stirrede tavst op på slottets hvide mure, og så hen på værten. Men endnu sagde hun intet. ”Ja, været er bra, det,” sagde manden, som for at bøde på hendes tavshed.

”Kom indenfor, kom indenfor,” sagde slotsherren, ”min kone har dækket frokostbordet, og maden er lige straks klar til at blive serveret. Men måske har I lyst til at se på slottet først?” – Det sidste sagde han med håb i stemmen. Han elskede at vise huset frem for gæster, og fortælle røverhistorier fra dets 800-årige historie. Til hans skuffelse var gæsterne desværre ikke synderligt interesserede i en rundvisning.

”Nei takk”, sagde sygeplejersken, ”jeg klarer ikke å gå lenger akkurat nu. La oss heller gå ut i hagen.”

De gik gennem stuerne ud på terrassen, hvorfra man kunne se ned til lindetræerne henover den store græsplæne. Nedenfor trappen var der dækket et stort rundt bord med fire stole omkring, mens et lille anretterbord var sat i skyggen under terrassen. Slotsherrens kone, husholdningslærerinden, kom gæsterne i møde.

”Goddag, og velkommen, I kan tro det glæder mig at se jer her. Det var dejligt I ville komme!” Henvendt til sin mand sagde hun: ”Hør min ven, vil du ikke hente vinen, den står i køleskabet til højre i lågen? Og husk et fugtigt viskestykke til at slå om den, så den ikke bliver for hurtigt varm!”

Slotsherren gryntede lidt, men gik. Han havde kastet et blik på bordet, og til sin fortrydelse set at hans kone endnu engang havde dækket med en af damaskdugene fra sit bryllupsudstyr. Og så dækkeservietterne! Han havde aldrig forstået meningen med at lægge dækkeservietter oven på en dug. Men hun var vel bange for at der skulle komme pletter på dugen. Hvorfor brugte hun den så? Han opgav at forfølge tanken videre. Han havde prøvet det før, og efterhånden resigneret i stedet for at fare vild i logiske kortslutninger. Og sølvtøjet! Til en frokost i haven? Nå ja, tænkte slotsherren ved sig selv, skal det være fint så lad det være fint...

Nede ved bordet var blomsterne kommet på plads, og da slotsherren kom ned med vinen blev han straks sendt op med brunosten.

Sygeplejersken så nervøst på den fine borddækning, og på anretterbordet. Hun ville aldrig kunne gengælde et sådant bord, og følte sig skamfuld over sin uformåen. Hun så på sin mand, som imidlertid var involveret i en samtale med værtinden om vejret.

”Har dere fått mye regn her”, spurgte han, og fortsatte: ”Hos oss er det tørt som knusk, og vi kunne godt trengt til en liten skur. Kornet står bra, men kjernene blir ikke store med dette været!”

Husholdningslærerinden vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare til dette. Hendes forhold til ”vejr” var noget anderledes. Selvfølgelig måtte jordbærrene ikke få for meget vand, men ellers var det ikke vigtigt for hende at holde regnskab med regnmængden. Der var så meget andet det var vigtigere at holde regnskab med, især husholdningspengene.

”Ja, ikke sandt!?” sagde hun.

”Nu må vi hellere sætte os ned”, sagde slotsherren, idet han kom med en kande koldt vand, ”der er meget vi skal nå. Lad mig lige ridse menuen op: En let postej af gåselever, en af svinelever, bacon, min kones hjemmesyltede asier (her smilede husholdningslærerinden svagt over mod sine gæster), svinekam, rullepølse roastbeef, og en speciel sønderjysk spegepølse. I ved familien kommer oprindelig fra Sønderjylland, og vi føler stadig en vis forbundethed! Og dertil vin eller vand, alt efter som det nu passer en! Dette er til at begynde med, og jeg håber det vil smage jer.”

Sygeplejersken sad med et forknyt udtryk i ansigtet og kiggede på brødbakken. En ting var at det så ud til at blive en lang eftermiddag, og bare det ville blive en udfordring. Men brødet plagede hende mere. Hjemmefra havde hun som barn vænnet sig til det hjemmebagte grovbrød som fandtes på alle norske gårde. Rugbrød kendtes ikke, og her var der kun rugbrød! Hendes mand synes ikke at bemærke hendes kvide og forsynede sig glad med både brød og postej. Hun følte vreden stige i sig, men holdt den endnu i tømme.

Værtinden havde dog bemærket det, og prøvede at hjælpe sygeplejersken lidt på vej.

”Kære ven,” sagde hun, ”prøv engang at smage på denne postej. Den er lavet af slagteren nede i byen, og det må jeg nok sige, at det gør han godt. Min mand køber den ofte når han er i byen, selvom den jo er lidt dyr.”

Sygeplejersken tog imod fadet og protesterede ikke da en skive rugbrød landede på hendes tallerken. Efter den første bid måtte hun drikke lidt vand, men efterhånden gik det bedre. Selvom brødet var uvant havde det alligevel en egen sødme og kraft. Selvfølgelig ikke det samme som hjemme, men måske havde hun også overreageret lidt. Det, måtte hun erkende, skete nu og da, og der skulle ikke altid så meget til. Kun pinte det hende lidt at værtinden havde sagt at postejen var dyr. Alligevel følte hun sig lettere til mode efter at denne første prøvelse var overstået.

”Skål!”, sagde slotsherren, ”for dette lille selskab! Som min kone sagde lige før, det glæder os meget at se jer her. Lad os smage på vinen, og se om den holder hvad den lover!”

Slotsherren tømte sit glas i et drag, og satte glasset fra sig med stort velbehag. Det samme gjorde forstmanden. Værtinden tog en behersket slurk, idet hun passede på ikke at berøre glaskanten for meget. Det ville ses så tydeligt i solen. Sygeplejersken drak en god slurk, men så ikke ud til at påskønne den herlige drik. Det kunne vist ligeså godt have været vand.

”Som jeg sagde”, sagde slotsherren idet han satte glasset fra sig, ”det er virkelig en fin dag i dag, og jeg er glad for at vi kunne samles her på slottet. Det har altid været min tanke at dette slot skulle være et samlingssted, og skønt vi er få så er vi på hver sin måde rejst langt for at komme her i dag. Da jeg købte slottet havde jeg en vision, hvor mit politiske og kunstneriske virke kunne finde sin forløsning og sin rette platform. Det glæder mig at...”

”Så, Harald, der er ingen grund til at belemre gæsterne med dine visioner. Det min mand prøver på at sige”, sagde husholdningslærerinden, nu henvendt til de to gæster, ”er, at det er en begivenhed at vi samles her i dag. Jeg håber vi skal få en rigtig hyggelig eftermiddag!”

”Jeg har hørt”, sagde forstmanden, idet han vendte sig mod værten, ”at du har en Chrysler Windsor? Det må være en fin bil å kjøre i!”

Slotsherren tog vel imod denne lejlighed til at genvinde momentum efter sin kones afbrydelse, og sagde, idet han lænede sig lidt tilbage i stolen efter at have fyldt glasset igen: ”Ja, det er en dejlig bil! Jeg fik den direkte fra Amerika! Måske kan vi tage en lille tur i den senere.”

”Gjerne det.”

”Ja, en får si at det er en begivenhet,” sagde syge­plejersken, ”jeg skjønner ikke helt åssen det har gått til? Jeg trodde jeg var ferdig med dette livet da jeg fikk en oppringing fra noen jeg knapt nok kjennte, som sa at Bjarne ville komme og hente meg. Jeg sa til han at han tullet fælt, men han sto på sitt. Og plutselig sto Bjarne der på trappa. Det varte noen tid før jeg klarte å puste  rolig igjenn!”

”Ja, jeg blev også overrasket,” sagde slotsherren. ”Jeg stod nede i lystbådehavnen og inspicerede min båd, da der kom et bud med brev om at jeg skulle arrangere frokost i dag. Og så for os fire!?”

Forstmanden Bjarne sad og så på sit vinglas. Han tænkte på den måde han havde fået besked på. Han havde drømt at han gik tur, under et besøg hos sin datter engang for længe siden. Han var gået ned på Møllegården, og snakket med den gamle Møller. Pludselig havde Møller vendt sig om mod ham, kigget indtrængende på ham, og sagt at han skulle hente Nelly og tage hende med op på slottet til en frokost næste søndag. Da han vågnede stod drømmen for ham lyslevende. Han havde siddet en hel formiddag med sin pibe og tænkt sagen igennem, før han fik rejst sig op og kom afsted.

Værtinden udbrød en kort lille latter: ”Nej, ved i nu hvad! Har vi da allesammen fået den samme besked? Jeg sad netop med ugens regnskab på en helt almindelig fredelig morgen, da jeg så at der på en af kvitteringerne stod en forkert dato. Da jeg kontaktede forretningen sagde de at datoen var rigtig nok, men at stedet var forkert. Jeg skulle være på slottet! Aldrig har jeg hørt så galt. Og da Harald stod udenfor min dør og inviterede mig med herop var jeg lige ved at besvime! Jeg nåede lige at pakke det mest nødvendige” – her strøg hun fingrende over borddugen – ”inden vi kørte afsted.”

En lille brise fik blomsterne til at svaje let i opsatsen, og servietterne til at blafre, Igen var det som om andre lyde bar med blæsten, som om en svunden verden hele tiden mindede dem om sit nærvær. Slotsherren tog en slurk af vinen.

”Ja”, sagde han, ”det er en underlig historie. Jeg mener – her sidder vi fire, som aldrig har været samlet på en gang. Gad vide hvordan det er gået til? Det minder mig næsten om min gamle mor, når hun fablede om dommens dag, hvor hendes gud skulle fordømme hende. Himlen skal vide at det ville hun have fortjent, men jeg tror nu bare hun holdt op med at trække vejret!”

”Slikt må man ikke spøke med,” udbrød sygeplejersken Nelly vredt. ”Det finnes en straff for de som taler stygt om sine foreldre. Min far sa aldri et ondt ord om sin mor så lenge han levde, og det respekterer jeg ham for.”

”Åh, Harald,” sagde værtinden, ”kan du ikke lade hendes minde hvile i fred? Du gjorde hende mange sorger mens hun levede, behøver du så virkelig trampe rundt i det nu hun er død?”

”Jeg kunne nu godt si noen ting om min mor,” sagde Bjarne. ”Hun var ikke bestandig blid, heller tvertom. Altid herset hun med oss og far. Jeg tror han døde tidlig for å bli fri for mas og tant.”

Nelly så på Bjarne. ”Du forsvarte aldri meg når hun begynnte med sin kritik av meg!”

”Nå, så andres mødre må man gerne kritisere,” lo Harald. ”Jeg gad da vide hvem af os der har haft den værste mor. Jeg vil da mene at min mor hørte til i den slemme kategori! Altid skulle hun moralisere og præke for os. Selv min gamle far kunne intet stille op når først hun rullede sig ud. Og jeg måtte flytte til den anden ende af landet for at få lidt fred for hendes småborgerlige pænhed. Den delte hun jo forøvrigt med din mor, Solveig.”

Haralds let hånlige tonefald gjorde ondt på Solvejg. Hun agtede og ærede sin mor, men kunne ikke finde ud af at forsvare hende mod sin mands kynisme. ”Jeg synes du gør din mor uret, Harald. Tænk på det store ansvar hun havde, og hvordan tiderne var dengang. Din egen onkel var jo med i kvindekampen, selvom han ikke var kvinde. Men der har ellers aldrig været megen respekt for kvinder i din familie!”

”Det er løgn”, sagde Harald med eftertryk. ”Min far kunne være utrolig langmodig når det gjaldt mors tirader, og han viste altid velvilje mod sine svigerdøtre. Når det gik så galt som det ofte gjorde var det ikke mændenes skyld.”

”Jeg husker ikke at min far og mor noengang hadde ordskifte mens vi barn hørte på,” sagde Nelly eftertænksomt. ”De hadde hvert sitt område som de bestemte over. Hestestell og gårdsdrift var det far som sto for, og så var det også han som drev med politikk. Mor var den som holdt sammen på familien og stell innomhus. Det fungerte bra for dem slik. Jeg kunne ønsket meg at jeg hadde fått lov å beholde min far noe lenger. Vi snakket så bra sammen for det meste.”

”Det lyder fornuftigt,” sagde Harald, men Bjarne indvendte: ”Ja det kan hende Nelly, men jeg minnes din mor som en meget bestemt dame. Jeg tror kanskje ikke at Lars Nilsen hadde hatt så mye å si om de først var blitt ordentlig uenige. Bare tenk hvordan det var da vi traff hverandre.”

”Det tenker jeg ikke er passende å ta opp her, Bjarne”, sagde Nelly. ”Dessuten var min far død på det tidspunkt.”

Et pludselig vindstød fejede ind over græsset, greb fat i dugen, og Nellys vinglas væltede omkuld så vinen flød ud på bordet. Solvejg var hurtigt oppe med en serviet for at tørre, idet hun priste sig lykkelig for at det ikke var rødvin de drak.

”Der kan du se,” sagde Harald, ”måske er din far ikke helt død alligevel! – Jeg husker en nat da min ældste søn sov her på slottet, i værelset lige her indenfor. Jeg havde på det tidspunkt en hund som han var glad for, og den lå oven på hans dyne. Midt om natten vågner han ved at hunden giver agt, og stirrer på døren. Der er selvfølgelig intet at se, men hunden følger med øjnene som om der er noget der bevæger sig fra døren hen til den anden dør i værelset. Humlen er at den dør er blændet! Hvad hunden har reageret på ved jeg ikke, men min søn sov ikke meget mere den nat.”

”Åh, dig og dine historier, Harald,” sagde Solvejg. ”Jeg synes godt du kunne tage at vise dine forældre lidt mere respekt. Uden dem sad du ikke her i dag. Og uden mig sad du her heller ikke, men det vil du jo ikke indrømme!”

En flok vilde heste kom galoperende ud af skoven og ind over græsplænen. Efter dem fulgte en stor brun bjørn, der brølede mens den satte efter hestene. Dyrene slog et stort sving på den store plæne, syntes at ville løbe det lille selskab omkuld, men bøjede af i sidste øjeblik og løb tilbage mellem træerne. Bjørnen standsede et øjeblik, snusede i luften, men satte så efter hestene og forsvandt i skovtykningen.

Nelly sukkede dybt. Synet af hestene havde berørt hende, mindet hende om barndomshjemmet.

 



2


NU MENTE SOLVEJG at det var på tide at rydde postejerne og kødpålægget af bordet, og Nelly foreslog at hjælpe med at sætte tingene op i køkkenet. Harald fandt cigarer frem til Bjarne og sig selv. Den slags rygervare fandt han mest passende for en slotsherre. For at understrege sin pondus satte han monoklen for øjet da han skar cigaren til. De to mænd sad stille en god stund mens røgen steg til vejrs.

”Det er en herlig dag,” udbrød Harald, idet han blæste den grå cigarrøg op mod den blå himmel.

”Jeg husker da jeg tok kjørekort,” sagde Bjarne, ”det var på en dag som i dag, i en Ford T. Jeg kjørte en liten runde med kjørelæreren, og vi delte en snaps. Så hadde jeg bestått. Det kostet meg 25 øre.”

Harald så på ham. Hvor gammel var han egentlig? For den sags skyld, hvor gammel var han selv? Han opdagede til sin forbavselse at han ikke vidste det. Han vidste ikke engang hvilket år det var, og nåede at tænke hvor mærkeligt det var, inden en historie dukkede op i hans erindring.

”Du ved jeg importerede landbrugsvogne? Land­mændene var vilde med dem, og i nogen år turede jeg land og rige rundt. Det var gode år, og altid en fest når vi kom med vognene. Når jeg siger vi er det fordi min ældste søn nogle gange hjalp mig med udbringningen. Og en dag, da vi havde været sydpå med et par vogne, var jeg så træt at jeg ikke kunne køre hjem. Så jeg sagde til min søn, der aldrig havde kørt bil før, at han måtte køre. Jeg viste ham hvordan man betjente gearet, og så faldt jeg rent ud i søvn. Da jeg vågnede igen var vi i København. Han havde lært sig at køre på den tur, og var kun 16 år!”

”Jaså”, sagde Bjarne, ”ja, jeg var selv tidligt ute. Som 7-åring kom jeg til mine besteforeldres gård og hjalp med driften. Det var en verden som ikke lenger finns. Vi brukte aldri penge, bare når vi skulle ha kaffe eller tobak på butikken. Maten vi fikk var slik som i gamle dager, saltsild og flatbrød. Saltsilden stod i en tønde på kjøkkenet.”

”Saltsild og fladbrød!” udbrød Harald, ”det var jo ren middelalderkost!”

”Kanskje det”, sa Bjarne, ”men en blev sterk av det. Og bordet var ikke dekket slik vi bruker det i dag. Vi hadde eget krus, og en kniv som vi stak i veggen.”

Harald lo kort: ”Det må jeg sige. Det lyder som noget jeg kunne have skrevet en bog om. Har du hørt det, Sole, det var nok en bordækning du kunne lære af!”

Bjarne humrede, da i det samme Nelly og Solvejg kom tilbage med et fad med grydestegte agerhøns og en skål brunede kartofler. Fra anretterbordet tog Solvejg et glas rønnebærgele. Hun kiggede på Harald og sagde fortrydeligt: ”Jeg synes ikke det er forkert at dække fint op. Desuden er udstyret en gave til os fra mine forældre, som jeg ville ønske du ville agte mere på. Men lad os nu spise mens agerhønsene endnu er varme!”

Bjarne så på fuglene, undrende. ”Hva er dette for slags fugl? Ryper?”

”Nei,” sagde Nelly, ”det er rapphøner!” Henvendt til værtsparret forklarede hun at agerhønen, som de kaldte rapphøne, ikke hækkede i Norge, men at man til gengæld havde ryper, som man gerne fangede med snarer.

En stund spiste selskabet i tavshed, skålede en enkelt gang, men lod ellers fuglesangen om at stå for dialogen. Storkene på taget af slottet knebrede og baskede med vingerne, og storkefar fløj en runde ud over engene. Den milde brise fik træernes blade til at rasle så det lød som om skoven trak vejret omkring dem. Naturens dufte trak sammen omkring bordet, græsset, rhododendronen, jorden. Det var den milde danske sommer, en af de smukkeste dage i året, en af de dage hvor man kunne sidde ude hele natten og diskutere frihed og lighed, skåle i samdrægtighed, og gå tur i vandkanten. Det var en dag uden misfarvninger, en sommerdag som ellers kun findes i barndommen, hvor verdens fortrædeligheder endnu ikke har trængt sig ind på sindets enemærker. Sommerfugle, både admiraler, påfugleøje, og gul kålsommerfugl sværmede, guldsmedene sad på blomsterstilke og gjorde kur. Alle sommerens blomster stod i flor. På stauderne sad mariehønerne og talte sine prikker, i solbærbuskene gjorde bier og snegle sig det behageligt. Humlebier tumlede rundt i luften og havarerede ind i en blomst.

”Hvor er det dog mærkeligt at sidde her,” sagde Solvejg endelig. ”Det er som om jeg har længtes efter denne dag hele mit liv. Jeg forstår blot ikke helt hvordan det kan være, det er som om der er en skygge i min erindring. Harald, min ven, jeg føler det som om der har været et brud mellem os? Ellers kan jeg ikke forstå hvorfor du skulle hente mig, og hvorfor vi ikke blot var her sammen?”

Harald kiggede på Solvejg. Han havde lige taget det sidste stykke agerhøne i munden, men det var ikke kun derfor han ikke vidste hvad han skulle sige. Rent ud sagt forstod han det heller ikke.

”Også jeg har det som om denne dagen er en dag jeg har ventet på lenge,” sagde Nelly. Jeg ble så forundret da jeg så Bjarne stå der, og glemte liksom i samme sekund alt som hadde gått forut. Men likevel føler jeg en stor sorg, som om jeg har vært ensom alt for lenge! Hun så på Bjarne. ”Kjæresten min, kan du forklare hvorfra min sorg kommer?” En tåre trillede ned over hendes kind.

Bjarne var på trods af sine historier og omgængelighed en tænksom mand, Han så på Nelly, og på de to andre. Han genkendte deres vildrede.

”Jeg har hørt engang”, sagde han, ”at virkeligheten ikke altid er det den gir sig ut for å være.” Han var tavs en stund. Hans tanke fra før glippede igen; han kunne ikke begribe hvor den følelse af had og afsky, der dukkede op når han så på sin kone, kom fra. Tåren på hendes kind vækkede en følelse i ham, en erindring om fortvivlelse og uendelig sorg. Så rystede han på hovedet. ”Nei, jeg begriper det ikke.”

”Hvis det er sådan at virkeligheden ikke altid er hvad den giver sig ud for at være”, tænkte Harald højt, ”så kan det jo være der findes andre virkeligheder end denne. Så kan dette bord, ja de agerhøns vi netop har spist, være blot produkter af nogens fantasi. Men hvis det er rigtigt”, fortsatte han, ”så kan man jo forestille sig alle mulige virkeligheder. Jeg kunne f. eks. forestille mig at der var en flodhest i springvandet her midt på plænen!”

”Det er en flodhest der,” sagde Nelly. ”Jeg lurte på hva den gjorde her.”

Harald vendte sig hurtigt om. Der, midt på plænen, inde i det lille runde bassin hvor springvandet sprang, stod en lille flodhest og kiggede på dem, mens den gumlede på et eller andet. Den havde et dovent, ligegyldigt udtryk i øjnene.

”Javel,” udbrød Harald og vendte sig om og greb efter flasken, ”nu er jeg altså også flodhesteejer. Snart åbner jeg en zoo. Det må fejres!”

”Det var dog besynderligt,” mumlede Solvejg. ”Kan det tænkes,” sagde hun højere, ”at vi er her blot fordi nogen forestiller sig det. Så kunne jeg også forestille mig hvordan min virkelighed skulle se ud!”

”Min gode Solvejg, det har altid ligget dig frit for,” sagde Harald.

”Nei,” sagde Nelly bestemt, ”virkeligheten kan man ikke forme slik man bare ønsker. Vårt liv og tid er gitt oss, og en må få det beste ut av det man har. Mye elendighet er kommet av at folk kaster vrak på sine tradisjoner og tror at erstatte det med noe bedre. Resultatet er åndelig armod og forvirring. Intet betyr lenger noe, alt flyter”. Nelly var nu blevet ophidset, tårerne stod hende i øjnene og hun måtte lede efter ordene. Det skete hver gang hun blev agiteret. ”Da jeg vokste opp fanntes ikke dette..., dette hatet til vore egne tradisjoner, dette meningstyranniet som kaster vrak på alt det som gir livet mening. Da var det ingen som snakket om frigjørelse. Der var en stolthet over å høre til det stedet man kom fra og de folk man levde blannt. Man æret og respekterte hverandre, og alle satte en ære i å berge seg sjøl. Den ideen at man skulle kunne forme sin egen virkelighet var det ingen som hadde dengang. Men etter krigen var det liksom alt det ble borte. Folk ble så amerikaniserte, og sa at den gamle verden var avlegs og unyttig. Se bare hvor det har ført oss! En pauver verden, full av skrytepaver og forståsegpåere som bare meler sin egen kake. Da var det mere stolthet blandt bønderne på Hadeland!”

En klokke klinger i det fjerne. En dyb malmfuld klang lyder ud over markerne, og svares snart efter af andre klokker, nogle lidt lysere, andre lidt mørkere. Gårdene ringer ind til spisning. Høstarbejderne retter sig op, sætter de ømme arme i ryggen og strækker sig, sætter markredskaberne fra sig eller tager dem på skulderen og bevæger sig ind mod de store gårde som de har gjort i hundreder af år. Alle går sin rute, følger et mønster som er etableret gennem mange generationer. De snakker indbyrdes om tiden, høet, kornet, dyrene, og den forestundende frokost. Det skal blive godt af få dugurd inden man skal ud i markerne igen. Menneskerne bevæger sig som i en procession, som deltog de i en hellig handling. Med faste skridt følger de stierne og vejene mellem markerne, og løbes i møde af børn inde fra gårdene. Klokkernes klang stilner af men synes at ringe videre i luften omkring dem. Det er som selve naturen ringer med, som har klokkerne blot været et bindeled mellem alnaturens omsiggribende orden og menneskenes verden. Fra gård til gård, fra menneske til menneske, går der usynlige bånd som binder det hele sammen i ét stort fællesskab. Når klokkerne på gårdene på Hadeland ringer bliver fællesskabet hørbart for en kort stund.

”Det var sært,” sagde Harald, ”hvad var det for en klokke man kunne høre?”

Solvejg følte sig ilde berørt af Nellys kraftige udbrud, og sin mands nedladende bemærkninger. Nelly sad med tårer ned af kinderne, som hun tørrede væk med servietten. Hun trak vejret tungt. Bjarne sad tankefuld, som mindedes han en fjern fortid. Skønt han sad ved siden af hende kunne han ikke nå sin kone, hverken i ånd eller ord, og rakte hende ingen hånd til trøst og støtte.

”Det var engang hvor verden var et bedre sted,” sagde Nelly brudt.

”Jeg skal ikke kunne si om den var bedre,” sagde Bjarne, indadvendt. ”Det var mye hardt arbeid. Det var kanskje et enklere liv dengang, da gårdene var selvforsynende stort set.”

”Jo,” sagde Harald, ”men maden var også simpel. Og mon ikke moderne lægevidenskab kunne have forhindret at begge jeres fædre døde så tidligt?”

”Kanskje det,” sagde Bjarne. ”Legene kan gjøre mye i dag. Jeg husker en gammel skovhogger, Anders, som hadde vært ute i småskogen og var så uheldig å gli på en våt tømmerstokk, så han faldt og brakk det ene benet. Han fikk krabbet over til naboen som ringte etter sykebilen, og han kom på sykehuset. Sykepleiersken tok imot ham og beordret straks et badekar fyllt opp, han fikk en grundig vask og blev lagt til sengs. En kjenning lå i nabosengen og spurte hvordan han hadde det. Jo, det var ikke ilde, det var første gang i hans liv han hadde vært på sykehus, men operasjonen hadde vært smertefri og gået godt, så han kunne ikke klage.”

“Jaså,” sagde Harald, “var det badet der var operationen? Så er lægevidenskaben da gået frem siden da!”

”Åh, Harald altså, kan du ikke mønstre lidt mere respekt,” udbrød Solvejg indigneret. ”Jeg er tilbøjelig til at give Nelly ret. Der kastes for meget vrag på traditionerne. Selvfølgelig er det godt at der har været en udvikling på nogle områder, f. eks. lægekunsten, men det er ikke alt det gamle man behøver forkaste. Da mine forældre levede var der mere respekt blandt mennesker. Min mor var altid taknemmelig for det hun havde, og takkede sin gud hver aften, og min far var en respekteret mand.”

”Men Solvejg, din far var jo ikke respekteret for det han havde arvet men for den han var,” sagde Harald. ”Han havde ikke arvet nogen stor gård eller en formue, tværtimod, han skabte sit eget liv. Vil du ikke mene at din far forlod den tradition der fandtes i familien, hvor næsten alle forfædre var lærere, da han først blev smed og siden ingeniør? Og han videreudviklede den der maskine til papirproduktion, hvad var det nu den hed... nåja, heltøjshollænderen. Din far lod sig ikke begrænse af sine forgængere, men var friere end dem.”

”Var han smed!?” sagde Bjarne, ”jeg trodde ikke det var noen håndverkere i din familie. De fleste av bøndene på Hadeland hadde sin egen smedie. Min oldefar Mikkel Bilden var kjent som en dyktig smed, men jeg tror nu aldri han oppfandt noe nytt. Han var vel heller gammeldags og vel egentlig ganske stivnakket.”

”Mikkel Bilden var en respektert bonde,” sagde Nelly, ”og da først min mor som det eldste barnebarn kom på besøk på egen hånd aksepterte han også sin datters giftemål. Bestemor sa altid at hendes far satte en ære i godt utført arbeid. Kunne du arbeide så ble du også akseptert. Bestefar hadde det nok lidt vanskelig der, men var likevel respektert som seminarist. Jeg holdt altid av å lytte når bestefar spillte på sit husorgel.”

”Han spillte ikke mye da jeg bodde der,” sagde Bjarne. ”Han hørte for dårlig.”

”Al denne snak om familie er lidt udmattende,” sagde Solvejg. ”Jeg foreslår at vi rydder bordet nu, og finder osten frem. Jeg tror Harald har fundet en god flaske rødvin frem til osten. Nelly, vil du give en hånd med igen?”

”Det lyder som en glimrende ide, Solvejg,” sagde Harald, ”så tager jeg Bjarne med en tur over i garagen og måske på en lille køretur i chrysleren.”

”Bliv nu ikke for længe væk, min ven.”



3


IDET KVINDERNE begav sig op ad trappen med bakker med brugt service på, rejste mændene sig og begav sig rundt om det søndre tårn over til garagen. Det var morsomt at se forskellen på de to mænd og deres måder at bevæge sig på. Den ene vendte sig hid og did, pegede og gestikulerede med store bevægelser. Den anden gik sindigt, let foroverbøjet, med begge hænder samlet på ryggen. Man mere end anede et lille forbehold over for den andens mere flamboyante natur.

”Det kan nogle gange være svært at høre på Haralds stiklerier”, indledte Solvejg samtalen i køkkenet. ”Du må ikke tage det for tungt. Han er en god og sød mand på mange måder, men han bliver altid så kæphøj når der er selskab.”

”Jeg tenkte meg det. Bjarne er ikke slik, selvom han liker å være i godt lag. Iblannt kunne jeg ønske han sa noe mer. Jeg vet at han tenker mer enn han snakker.”

”På mig virker Bjarne som en dejlig rolig mand. Jeg har af og til lidt svært ved at forstå hvad han siger, men han virker tænksom.”

”Om bare han ville si lidt mer! Ofte føler jeg at jeg roper i ødemarken, selvom han er i samme rom som meg. Merkeligt at man iblannt kan bli så fremmede for hverandre.”

”Kan du fortælle mig hvordan man skærer den ost i havde med? Den osteskærer vi har ser ikke ud til at passe så godt. Ja, det er mærkeligt som man kan blive fremmede for hinanden. Som regel kan jeg få Harald på ret køl igen, men mange gange må jeg opgive at forstå ham.”

”Er det osteskjæreren? Hm, det kan bli vanskelig; kanskje om vi legger den på skrå? Ellers må vi bruke kniv. – Jeg forstår egentlig Bjarne godt, tror jeg. Vi har mye fellesgods, fordi han vokste opp hos vores felles besteforeldre. Men det finns likevel mange ting vi ser uens på.”

”Traditionerne?”

”Nei, der har vi nok ganske den samme oppfattningen. Kanskje legger jeg mer i det enn Bjarne gjør. Han har bestandig tatt ting så lettvint.”

”Jeg har altid lagt meget vægt på traditionerne. Harald derimod synes at ville tage livtag med alt vores forfædre har skabt.” Solvejg fandt en klase vindruer frem og skyllede dem under hanen.

”Jeg kunne tenke meg det.”

”Det er som om han ingen respekt har for andre folks levemåde. Jeg lægger meget mere vægt på hvordan man opfører sig, hvad man kan sige og gøre. Der er meget værdi i at kunne begå sig på en ordentlig måde.”

”Om bare alle hadde det slik! Ofte har jeg oplevd at folk tar seg til rette på en måte som gjør meg sint. Og når man står for en egen holdning peker de fingre av en, sier at verden har forandret seg.”

”Men verden har jo forandret sig. Mine forældre havde pige i huset, det har man jo ikke i dag. Fjernsynet har også taget meget tid fra familien i dag. Vil du se, jeg havde tænkt mig at vindruerne skulle lægges ud her.”

”Peberfrukten også? Skal jeg skjære den i skiver?”

”Ja, gør det, og læg den der ved siden af brien.”

”Kan hende at fjernsyn har betydd mye det, men endda verre er det at folk kaster vrak på gamle dyder, såsom fellesskap og ære. Folk i dag har ingen ære, skifter mening ettersom det passer. De har blitt rotløse, flagrer omkring som vinden blåser. Både min far og onkel drev med politik, og de stod fast på sine verdier. Men etter krigen ble det illeset å være stolt og ærekjær.”

”Jeg troede din far døde før krigen?”

”Jo, han døde allerede i 1914, men vi hadde stort set alle den samme holdningen. Og efter krigen måtte jeg hjelpe min søster med gårdsdriften fordi hendes mand og sønner ble ofre for det hysteriet som opsto.”

”Hvad skete der? Hvilket hysteri?”

”De ble internert i det såkaldte retsopgjøret mot de som hadde vært medlem av NS. Plutselig var medlemsskap av ett lovlig parti en forbrytelse! Jeg har aldri tilgitt dette overgrepet.”

”Overgreb!? Hvis de var medlemmer af NS var de vel selv ude om det!?”

”Nei, det mener jeg ikke man kan si. Det var en oppkjørt stemning blannt folk etter krigen, og alle som hadde vært medlem ble forfulgt selvom det var et lovligt parti. Jeg hørte engang en utsendelse på radioen om den danske debatt, og der ble det sagt at vi i Norge hadde meningstyranni. Det som for min far hadde vært ærefuldt ble plutselig forbryterisk! Alle skulle mene det samme, alle skulle si at de hatet tyskerne, ellers fikk en ikke jobb. Det har jeg merket på meg sjøl!”

”Jamen Nelly”, sagde Solvejg, ”det kan da ikke undre dig at medlemskab af NS blev set på som forkert? Nazisterne har gjort os så meget ondt!”

”Det var krigen som gjorde oss vondt,” sagde Nelly trodsigt.

Et klart blåt lys strålede ind gennem vinduet, som vendte mod vest. I horisonten kunne man høre flymotorer, men flyene selv var ikke synlige. Den fornemmelse af en levende fortid som hele tiden syntes at have været omkring dem blegnede, idet angsten sneg sig ind over dem begge. I det blå lys tabte de ansigtsfarve, deres øjne stod som hulninger i deres askegrå ansigter. Et kort øjeblik gled de ud af den fortællestrøm som de indtil da havde været en del af. Solveig så for sig sin mand, der med en pistol forgæves skød op i luften mod de tyske fly da de fløj ind over Danmark. Hun så for sig sine børns skræmte ansigter, da tyske soldater gennemsøgte hendes hjem i håb om at finde Harald. Og hun så for sig ansigtet på den tyske jøde hun havde skjult, inden han kom over sundet til Sverige. Angsten for en verden der syntes at have gået i opløsning blandedes i hendes sind med en anden følelse, som hun ikke helt kunne bestemme. Som om et svigt af personlig, følelsesmæssig art havde ramt hende. Sorgen og angsten hvirvlede rundt i hendes sind som visne blade i en efterårsstorm, og efterlod hende tavs og indadvendt. Hun støttede forsigtigt sine hænder mod bordkanten og sukkede svagt.

Nelly var fanget i egne labyrinter af vrede og sorg. Hun mindedes pludselig hvordan hun havde sendt Bjarne til mønstring i Askim, og hvordan han ikke kom hjem igen, før der var gået et halvt år. Hun huskede pludselig hvordan livet var smuldret mellem fingrene på hende, hvordan alt var gået i opløsning. Hun så for sig sin gamle mor blive båret i rullestol op til nye Dæhlen af de norske hjemmeværns–soldater, da de skulle bruge gårdens gamle hovedbygning som hovedkvarter. Igen så hun for sig hestene, så sin svoger tale med den tyske sergent som havde ansvaret for tyskernes heste efter at de havde overtaget den gamle hovedbygning. Hestene mindede hende om de gamle tider, lyden af hovene i jorden, den stille prusten, varmen fra den store krop, som det var så godt at gå ved siden af under pløjningen. Hun huskede de skæve blikke fra byfolkene. Det blå lys mindede hende om den kulde hun havde følt da krigen nærmede sig sin afslutning. Og sammen med angsten og kulden blandedes en følelse af fortvivlelse og sorg, som hun ikke kunne placere. Hvad var det hun havde mistet som gjorde så ondt? Hvorfra kom denne vrede og sorg?

Lyset fyldte rummet og fastholdt de to kvinder i frosne positurer. Begge mærkede brud og sår, og begge mærkede skæbnefællesskabet. Den store krig havde påvirket begges liv dybt. De vildveje den havde ført dem og deres nærmeste ud på blegnede i det blå lys, fremstod som kun krusninger i sandets overflade. Vigtigere var det at have overlevet, vigtigere var det at have levet før, og ikke blot efter. Den gamle verden gav dem begge tryghed.

”Jeg tænker,” sagde Solveig, idet det blå lys i hende havde skabt en fornemmelse af samhørighed med Nelly, ”at vi har efterladt vores børn en stor byrde at bære på. Når vi to taler sammen i dag har vi vores bevidsthed om tiden forud til at retlede os. Vores børn vil ikke have det sådan. Der vil for altid være en skillelinje mellem før og efter krigen. Derved mister de meget af den styrke som vi har, og det er vanskeligt for mig at se hvor de skal finde deres pejlemærker.”

”Jeg ville gjerne ha gitt mine barn mere omsorg om jeg hadde kunnet,” sagde Nelly. Sorgen stod malet i ansigtet på hende. Med lav røst kom det: ”Til deg, du Hei og bleike Myr, med Bukkeblad, Der Hegre stig og Heilo flyr. eg gjev mit Kvad. - Til deg, du visne Lyng um Haug, der Draumar sviv, eg gjev min Song um Dimd og Draug, og dulde Liv.…”

Nellys stemme fik under recitationen en syngende klang over sig, en dæmpet tone af melodi og stemning. Det blå lys blegnede, og ansigtsfarven blev mere normal at se på hos dem begge. Stille var der i køkkenet. Billederne skiftede kaleidoskopisk i hovedet på dem begge to, gustne tågebanker, geværer og råb, en huldre, en fe, en trold, en kampvogn. Et ur sagde tik tak. Tiden gik. Fortællestrømmen vendte tilbage, og solen skinnede igen fra en klar himmel.

Der var stille mellem kvinderne endnu en stund. Samhørigheden forvitrede til en erindring, og hverdagens forskelligheder pressede sig atter på. “Det var smukt”, sagde Solveig, “selvom jeg ikke forstod meget af det. Hvad var det?”

“Garborgs Haugtussa. Jeg liker godt det diktet, og jeg pleide å lese for jentene når de var lagt til sengs. Men kanskje jeg heller skulle ha lært meg skikkelig husstell enn å lese dikt. Det tror jeg kanskje hadde tjent jentene bedre.”

“Du må ikke være så hård ved dig selv”, sagde Solveig, “jeg er sikker på at de aldrig vil glemme dig for at læse digte for dem. Og det mener jeg positivt. Men kom! Lad os se om mændene er vendt tilbage fra deres køretur. Vi kan vist godt tage det hele i en ombæring.”

Belæsset med ostefade begav kvinderne sig ned af trappen til plænen, hvor der endnu ingen mænd var at se. De stillede osten i skyggen under terrassen, og gik en tur mellem de store rhododendronbuske, indtil de hørte bildørene smække.




4


CHRYSLEREN tændte med et brøl og faldt kort efter til ro i en dyb rumlen. Bjarne sad ved rattet, mens Harald lidt uvant satte sig i passagersiden. Med en stor bevægelse fik Bjarne drejet rattet rundt, og manøvreret den store bil ud af slottets port, ned af indkørslen, og ud på landevejen. Bilen sejlede afsted, flød som på en sky, og motoren havde den mest tilfredsstillende brummen man kunne forestille sig. Harald strålede af begjstring, og Bjarne måtte indrømme at det var pokkers til bil.

”Lurer på hva gamle Lars Nilsen Dæhlen hadde sagt til dette,” mumlede Bjarne.

”Hvorfor det?”

”Det var den gangen da jeg som guttunge bodde hos mine besteforeldre på Hadeland. Vi hadde vært i Nes kirke, og skulle dra på besøk på Dæhlen etterpå. Jeg var vel bare ti år dengang, og kjørte aleine med en unghest fra Dæhlen spændt for vognen. Jeg husker at Nellys lillesøster Sigrun satt med på bukken. Hvor bestemor var husker jeg ikke; kanskje hun ble hjemme. Men den hesten den var ung og fyrig den, og vanskelig å styre. Da vi nærmet oss Dæhlen klarte jeg ikke å holde igjenn og den sprang forbi Lars Nilsen som kjørte foran. Da Onkel Lars kom hjem til Dæhlen fikk jeg lest og påskrevet om god oppførsel!”

”Nå, du måtte ikke overhale! Ja, hvis du var kommet kørende i denne her tror jeg alle og enhver på Hadeland ville være stoppet op, uanset om de så var storbønder eller ej.”

”Jeg tror ikke det ville ha gått en dag før Lars Nilsen hadde fått seg maken.”

Harald lo kort. ”Ja, hvis ikke hans kone havde gjort ophævelser. Jeg forstod på dig at det var hende der bestemte der i huset? Jeg har da heldigvis min frihed!”

”Nei, Lars Nilsen hadde nok kjøpt den selv, om han så ville. Engang spillte han bort sæteren i kortspill, og måtte kjøpe den tilbake da det ble hverdag igjen. Han fikk nok høre for det, og Berte Marie har sikkert sakt ham noen sannheter. Men det tror jeg ikke har gått ham mye på.”

”Hør, der er noget jeg har tænkt på”, sagde Harald. ”i er i familie med hinanden, ikke? Fætter og kusine, eller deromkring?”

”Jo,” sagde Bjarne.

”Så I har samme bedsteforældre. Og to af jeres forældre må have været søskende. Hvem var det?”

”Det var Nellys mor og min mor, De var søstre.”

”Var der ikke nogen der protesterede dengang i blev gift? Jeg mener, fordi i var i nær slægt med hinanden?”

”Det var nu egentlig heller vanlig det”, sagde Bjarne. ”I hvert fall var det ikke noe særsyn på den tiden. Slektsforsking på Hadeland er en innfløkt historie.”

”Hvordan mødtes i?”

Bjarne så på Harald. Ved siden af ham sad en flot mand i en god alder, veltalende og intelligent, måske lidt vanskelig at følge, men på sin vis både ihærdig og velmenende. Men han havde en tydelig fornemmelse af at der var ting han ikke kunne fortælle til sin ledsager. På den anden side var der en tilskyndelse i ham til at lette på nogle af de mange sorger han havde oplevet i sit liv. Den gode frokost, det smukke vejr, og den mærkelige fornemmelse af absurd magi der omgav dem. Der var noget uvirkeligt over det hele. Måske var dette en mulighed for at åbne for en fortælling der havde ligget skjult længe. Eller måske blev han lokket af Haralds kyniske fandenivoldskhed, som var ham selv så uendelig fremmed. Der var noget tillokkende og inspirerende ved at møde et menneske så forskelligt fra en selv.

”Jeg drev en stor gård, Bjerve, rett utenfor Askim. Egentlig var det min storebrors gård, men han skjønnte seg ikke på gårdsdrift. Eller så gad han ikke. Det var harde tider, så da det begynnte se truende ut kom det brev fra min far. Han ville at jeg skulle settes ind på gården i stedet, så måtte Sverre ta seg til noe annet. Jeg hadde det egentlig bra der jeg var, men tenkte at en stor gård ikke var noe å si nei til. Så jeg tok den. Så, en høstdag i 1929, kommer Nelly på besøk med sin mor. Jeg kjennte jo Nelly fra da jeg var barn hos mine besteforeldre på Hadeland, men den gangen lekte jeg mere med hendes lillesøster Sigrunn. Nelly er jo 5 år eldre enn meg. Det går da slik at vi blir nødt til å gifte oss, da Nelly blir med barn. Jeg hadde vel kanskje andre planer, men det ble nå slik”.

”Det er den samme deprimerende historie som jeg kan fortælle”. Harald vendte sig om mod Bjarne. ”Ganske vist var der ikke noget barn imellem os, men tingene syntes at ske uden at jeg tog del i det dengang. Vores mødre sad ligefrem og smedede rænker om os allerede da vi var nyfødte! Ved du, vi var forlovet i 7 år. Jeg brugte min eksamen som undskyldning, men tilsidst kunne jeg ikke udsætte det længere. Og da vi holdt bryllup husker jeg ikke at nogen af os anede hvad vi skulle stille op med dét. Tingene skete bare. Det var noget af en forestilling. Hvordan var jeres bryllup?”

”Jeg var vel ikke noe særlig fornøyd jeg heller”, sagde Bjarne. ”Nelly var storfornøyd. I øvrig tabte hun det barnet. Jeg begravet det selv på skogen. Kanskje det var for det bedste. Jeg er ikke engang helt sikker på at barnet var mitt.”

Harald spærrede øjnene op. ”Mener du det? Jamen, hvorfor giftede du dig så med hende?”

”Tja, det var nu noe der. Jeg likte hende sånn tilpass, og så kom hun med en pose penger til gården. Det trengtes i de tidene som rådde den gangen. Dessuten var hendes mor rett oppsatt på det.”

Harald slog hånden i instrumentbrættet. ”Mødre!”, hvæsede han. ”Hvis du vidste hvad det har kostet mig af sorger og penge at skulle trækkes med min mor og hendes dobbeltmoral, hendes bondeanger. Mange nætter lå jeg og hørte mine forældre skændes, gennem væggen mellem vores soveværelser. Og hvor mange gange prøvede jeg ikke at gøre mig fri! Jeg skrev til og med en bog om det! Da jeg købte slottet, da fik jeg omsider hendes respekt. Men måske var det også fordi hun efterhånden var blevet gammel og træt”.

”Kanskje jeg var heldig som kom bort til mine besteforeldre i barneårene”, sagde Bjarne. ”Til gjengjell måtte jeg tåle mine to storebrødres plagerier etterpå. De likte ikke att jeg hadde blitt mere voksen enn de. Bestemor lærte mig mye, ikke bare om å jobbe hardt, men også om mennesker. Og å drive en gård som tiåring lærer man mye av.”

”Nah, så du har aldrig følt det samme behov for at komme væk som jeg har, fordi du allerede havde været væk. Men jeg siger dig, at jeg har kæmpet for at slippe fri. Jeg regner mig i dag for en fri mand, og det er mere end man kan sige om mine brødre. Ved du, min lillebror overtog ligefrem fars praksis, og boede til og med sammen med mor de sidste år. For at det ikke skal være løgn så hedder alle hans koner sågar det samme som mor! Og min storebror blev tandlæge ligesom hende!”

”Men hva vil du med den friheten”, spurgte Bjarne diskret. 

I det samme bemærkede de begge et mystisk blåt skær bag dem. Harald vendte sig om. ”Det er ved slottet! Skynd dig at vende om!”

Det blå lys skinnede klart foran dem da bilen var blevet vendt. Det så ud til at strømme ind over slottet, og dannede en kuppel som gjorde omgivelserne mørkere.

”Hvad er dog det...?”, sagde Harald. ”Det er pudsigt. Det minder mig om krigen”.

Bjarne sagde intet. Han tænkte på træfningen ved Askim bru, som han havde deltaget i ved krigens start i Norge. Han havde aldrig fortalt nogen om hvad der var sket. Men alle viste at han siden dengang ikke brød sig om at gå på jagt.

Hvem ved hvordan der var at være en fattig bonde i krig og landflygtighed? Og i året inden krigsudbruddet havde han og Nelly mistet deres eneste søn i en drukneulykke på gårdspladsen. Pludselig kom Bjarne i tanke om det. Han huskede hvordan han havde set en bylt i vandspejlet, hvordan det i al sin gru var gået op for ham at det var hans lille søn der lå der. Pludselig forstod han hvorfra alle de smertefulde følelser kom, som strømmede op i ham når han så sin kone blive agiteret og følelsesladet. Han knugede hænderne om rattet så knoerne blev hvide.

”Tankens frihed”, sagde Harald, ”er det vigtigste af alt. Friheden danner basis for tillid, initiativ, værdiskabning. Og friheden er det mål enhver mand må have for sit virke. Man må ikke lade sig kue af pænhed og bornerthed, eller religiøs tvangstænkning. Jeg har hørt nok af dommedagsprækener til at vide at den slags ikke producerer hverken tillid eller energi. Friheden er det vi hele tiden må søge og arbejde for. Det er derfor jeg fejrer befrielsen 4. maj hvert år ved at sætte stearinlys i alle vinduerne på slottet.”

Harald kastede et sejrsstolt blik på Bjarne. Dette var noget der var vigtigt, dette var hans budskab til menneskene. Som hans mor kunne slutte et brev med ordene ”dette brev skal gemmes for eftertiden”, således var dette hans arv. Friheden var over alt.

Bjarne kastede et kort blik tilbage, men sagde intet. Tankerne malede i hovedet på ham, en afgrund havde åbnet sig under den solrige dag og havde formørket hans sind.

”Man må ikke lade behovet for tryghed kue ens frihedstrang. Alle lider tab. Det er en del af tilværelsen. Hvordan tror du Churchill havde det med at sende sine unge landsmænd i døden? Han led, det er der ingen tvivl om. Men han forstod samtidig at der ingen anden udvej var. Det var nødvendigt for at bevare friheden. I et land som Danmark er det nødvendigt at kæmpe for friheden hver eneste dag. Folk føler sig trygge i velfærdsstatens favntag, og glemmer at føle sig frie. De døser hen, lader sig lulle i søvn af pæne ord om lighed og solidaritet. Deres tanker kredser om unødvendige tåbeligheder, og det store perspektiv glider dem af hænde. Friheden, siger jeg, kæmp dog for den! Kast åget af jer, tag livtag med verden i stedet for at dyrke middelmådigheden!”

”Den frihet du snakker om – hva vil du med den når den daglige kamp for overlevelse fylder allt? Hvor viktig er friheten for deg når ditt liv er tap og ufred?”

”Nå, ufred og strid må man være forberedt på hvis man har holdninger”, sagde Harald, ”men mener du ikke frihed er vigtig? Er det ikke vigtigt at tro på noget, og at kæmpe for det man tror på?”

”Jo, kan hende det.” Bjarne trak på det, idet han søgte efter noget at afværge Haralds talestrøm med. ”Norge var også i krig, husker du. Nellys familie hadde sin tro, og de ble straffet efter krigen. Jeg vet ikke om jeg synes den tiden var noe å snakke om. Nelly blir fort veldig oppkjørt straks talen falder på dette. Jeg selv fannt at man kunne bruke tiden på noe bedre enn å grave frem syndebukker.”

”Hvad siger du!? Var de nazister!?!”

”Vel ikke mere enn så mange andre storbønder. Nellys svoger, som overtok hendes fars gård, hadde kanskje en væremåte som tiltrakk oppmerksomhet. Det kostet ham noen hektar i rettsoppgjøret. Kanskje pyntet han på det, for å slippe å dele med den øvrige familie når den tiden kom.”

”Bønder!” udbrød Harald, ”dem ved man som regel hvor man har! Hvis der er noget af værdi skal de nok vide at sætte sig på det.”

Bjarne spekulerede på om Harald havde glemt at den mand han sad overfor havde været bonde selv, engang i tidernes morgen. Han følte sig i stigende grad generet af den andens fantasmer. Og erindringen om hans søn plagede ham.

”Tab? Hvilket tab var det du mente?” spurgte Harald pludselig.

Bjarne drejede ind ad den gamle indkørsel til slottet og parkerede bilen udenfor portåbningen som gik gennem vestfløjen. Langsomt drejede han nøglen om, og lod hænderne synke ned i skødet.

”Jeg hadde glemt det. Jeg skjønner ikke hvordan, men jeg hadde glemt det. Min lille gutt, ikke engang to år. Jeg dro ham selv opp fra vannet. Jeg .. hadde nesten glemt...”

Harald udbrød: ”Hvad siger du!? Mistede I en søn på den måde! Dét gør mig ondt at høre. Det har ikke været let.” Det sidste sagde han i en pludselig eftertænksomhed.

”Nei, det var ikke lett. Lyset fikk mig til å tenke på det. Det var tungt. Meget tungt.”

”Det kan jeg tænke mig,” sagde Harald medfølende, idet hans tanker for en stund virrede rundt i hovedet på ham, og erindringsbilleder dukkede op som han ikke kunne placere.

”Kom,” sagde han, ”jeg skal vise dig noget.”

De to mænd steg ud af bilen, og gik ind i haven, skråede tværs over den store plæne til kirkegårdsmuren, hvor de fandt en låge og lille trappe som førte dem op til kirkegården. Harald viste Bjarne vej langs murens anden side, og stoppede nogle meter fra kirkevæggen. Der var et lille bed, og en enkel hvid sten med påskriften ”Lillesøster”.

”Jeg fik lavet dette familiegravsted, og havde tænkt mig at jeg selv skulle være den første til at ligge her. Men allerførst blev det mit første barn efter at jeg havde købt slottet. Jeg går sjældent herned, men jeg sidder ofte på bænken lige på den anden side af muren. Særlig hvis syndsbevidstheden omkring mig bliver for stor.”

”Jaha du, syndsbevissthet. Nei, jeg har heller aldri hatt sansen for religiøse mørkemenn. Ikke kan man få lov å sørge i fred uten at det skal gjøres til en omvendingssak og botsøvelse for al verdens farisæer. De hjalp ikke meg den gangen, og det kunne jeg ellers gjerne hatt bruk for.”

”Jeg tror det værste må være at miste et uskyldigt liv. Et liv fuld af muligheder, på vej ud i verden, endnu ikke ødelagt af voksenindblanding. Sådan følte jeg det med vores datter.”

De to mænd stod tavse en stund. Den milde sommerbrise rislede i trækronerne over dem, og lærken hang et sted i det blå og slog sine triller. De hvidkalkede vægge reflekterede solens stråler så man måtte misse med øjnene selv når man så ned. Harald lod blikket glide over sine besiddelser, og sukkede veltilfreds. Hans liv havde ikke været uden tab og konflikter, og for dens sags skyld heller ikke uden fiaskoer. Men hver gang hentede han styrke i disse hvide vægge. Når han sad i sit kontor i den nordre tårnstue var han konge, så beherskede han verden. En kaotisk verden måske, men han følte sig på vidunderlig vis magtfuld og vellykket. Han holdt af sit slot, også på grund af dets historie og dets skønhed.

Skridt nærmede sig i gruset. Kvinderne havde set mændene skrå over plænen, og var fulgt efter.

”Det er sådan en smuk dag,” sagde Solvejg, og rhododendronen bærer så usandsynlig mange blomster lige nu. Hvad ser I på?” spurgte hun.

”Jeg ville blot vise Bjarne vores familiegravsted,” sagde Harald. ”Men kom, lad os gå ind og smage på osten inden den smelter helt. Og så må I fortælle os om I også lagde mærke til det blå lys der viste sig for lidt siden.”

”Familiegravsted?” mumlede Solvejg undrende, ”Det erindrer jeg ikke noget om - det var dog sært.” Hun rynkede panden, og sagde ikke noget på vej over til bordet. Harald var imidlertid oplivet, og viste galant damerne på plads, inden han fandt rødvinen frem fra kurven. Han gik helt op i rollen som vært og slotsherre, og nød det gode vejr og vinen i fulde drag. Det var en perfekt dag, og han følte sig fuld af ånd og vid.



5


OSTEN var blevet god og varm. Temperaturen i skyggen af terassen sneg sig over de tyve grader. Heldigvis havde kvinderne lagt et fugtigt viskestykke over ostene. Det eneste problem var brunosten som var blevet blød og næsten umulig at skære.

Det blå lys havde de alle set.

”Det var så mærkeligt,” sagde Solvejg, ”det var som om det bare var mig der så det. Jeg kunne jo se at Nelly også bemærkede det, men det ligesom bemægtigede sig mig. Og så hørte jeg flymotorer!”

”Jeg hørte også flydur,” supplerede Nelly, ”og hadde det på samme måten. Som var lyset der for meg alene. Det fikk mig til å tenke på krigen og de vonde år som vi hadde da.”

”Ja, og vi så det begge to,” sagde Harald. ”Det fik os til at vende om. Jeg kunne ikke se nogen lyskilde, og hørte heller ingen flymotorer.”

”Ett erindringslys,” sagde Nelly, ”ett lys som fikk oss til å huske. Bjarne, hva husket du?”

”Vanskelige ting.” Bjarne kiggede lidt stift fremfor sig, med den ene hånd hvilende om stilken på vinglasset. Han kunne ikke, ville ikke se på sin kone.

”Du fortalte mig om jeres søn...,” sagde Harald. ”I havde en søn som druknede.”

Nelly blev ligbleg. Billeder af det døde barn sprang frem i hendes erindring, bemægtigede sig øjeblikkeligt hele hendes sind, og hensatte hende i stærk affekt og uro. Hun stivnede der hun sad, og kunne intet gøre for at holde tårerne tilbage.

”Hans Rudolf...,” kom det brudt fra hende, ”snakket du om ham.”

”Ja, det gjorde jeg.”

”Det gør mig umådeligt ondt at høre”, sagde Solvejg. ”Det må have været en meget svær tid for jer.”

”Han var en sånn fin liten gutt,” sagde Bjarne, ”med ett lyst sind. Han lo så godt.”

”Tyst med deg, ikke si sånnt!” fræsede Nelly. ”Ikke rør opp i det beske begeret! Han var ikke bare din gutt, han var også min!”

Et mægtigt had fyldte pludselig Nelly helt, og tog magten fra hende. Hun kunne slet ikke forstå hvordan hun for lidt siden kunne have talt så pænt og afdæmpet om sin mand. Han, som hun følte havde skubbet hende fra sig, han, som ikke havde kunnet rumme hendes sorg. Hun greb servietten og holdt den foran øjnene, idet hun prøvede at genvinde kontrollen over sig selv. Det tog tid, og imens var der tavshed omkring bordet. Kun Harald tog sig en slurk af vinen.

”Hvordan kunne du!”

”Jeg hadde nesten glemt det.”

”Glemt det! Det er i mine tanker bestandig! Hvordan kan du glemme det?”

”Du var ikke der...”

”Tyst! Ikke minn meg om det! Ikke plag meg!”

”Jeg vil ikke plage deg.”

”Det var min straff! Det var min skyld!”

”Jeg beskylder ikke deg, og ikke noen andre heller.”

”Jeg vet hva du tenker!!!”

Bjarne var tavs. Han stirrede tomt på vinglassets fod.

”Jeg kunne ikke! Orket ikke!” Nelly brast igen i tårer, lagde hovedet i armene, og græd højlydt. Solvejg rejste sig, og gik over og lagde en hånd på hendes skulder.

”Kære Nelly, vær ikke så hård ved dig selv. Kom, lad os gå lidt. Kom.”

Usikkert kom Nelly på benene, og de to kvinder gik langsomt henover plænen. Solvejg passede på at de ikke kom over mod kirkegården, og søgte hellere skyggen under de store lindetræer.

Bjarne sad tavs. Han havde gerne villet at han kunne række sin kone en hånd, dele sorgen med hende. Han tænkte på den dag. Han erindrede sig oplevelsen. Han huskede at det var som om et bånd der knak, den sene der holdt ham sammen. Hele hans sind ramlede sammen som et korthus den dag. Han vidste ikke hvad der fik ham til at fungere i den første tid efter. Naboerne hjalp måske? Men han selv var siden den dag ikke længere et helt menneske. Ikke røre, ikke se.

Harald hældte vin på hans glas, og han drak taknemmeligt. Han følte sig uformående, fattig, elendig, ude af stand til at reparere på det som var gået i stykker. Han forstod ikke sin kones vanvittige rasende sorg, havde selv blot en stor smerte i sig. Et vindpust fik dugen til at blafre. I stilheden kunne man næsten høre den sagte mumlen fra mange mennesker i sorg, mærke den dystre stemning fra en alt, alt for tidlig begravelse. En duft af gran, som den dag var blevet lagt ud ved trappe og gærde, bar igennem luften, syntes at nå ham fra et sted bag træerne og over årenes spand. Han skuttede sig, skønt solen skinnede varmt og mildt. Hvor længe siden var det? 30 år? 40 år? Hvad betød tiden egentlig?

”Det må jeg sige, det er sjældent Solvejg rører ved nogen. Men det forekommer mig også at Nelly tager det meget tungt.”

”Nelly har sin måte å reagere på. Alt blir liksom så absolutt for hende. Det kan være slitsomt.”

”At være anstrengende er en egenskab de fleste kvinder har. De har så også gode sider, som gør at man som mand gerne søger kvindeligt selskab.”

Bjarne rettede sig lidt i stolen. ”Om man ikke har noe pent å si om noen må man hellere tie stille.” Han greb efter vandkanden, og hældte vandglasset fuldt. Efter at have tømt glasset halvt greb han om vinglasset igen, og skyllede efter med en lille slurk. Han følte sig trist og uvel, ikke glad for at sige fra.

”Jamen, man er nødt til at se det hele menneske!” sagde Harald. ”Man er nødt til at kunne tale om virkeligheden. Hvis mennesket er ufrit dur det ikke at man taler om mennesket som frit, som herre over sig selv.”

Bjarne så direkte på vinglassets fod, idet han sagde: ”Det er forskjell på å tale om virkeligheten og å opsøke det dårlige. Mange nok har mye dårlig å si om folk flest. Hos mine besteforeldre lærte jeg å acceptere livet. Det ligger meg fjernt å dømme. De gjorde ikke det, så hvorfor skulle jeg?”

”Hvad mener du? Jeg dømmer ikke mennesker før jeg har mødt dem. Større udsyn end hos mig finder du næppe hos nogen anden.”

”Det forekommer mig at du forveksler utsyn med galskap.”

”Galskab? Er det galskab at gøre sig fri for fordomme og konventioner? Er det galskab at realisere sine egne drømme og visioner? Nej Bjarne, gal er jeg ikke, blot fordi jeg ikke vil indordne mig under middelmådighedens tranghed. Kan du forklare for mig hvad du mener med at acceptere livet, hvis ikke det blot er en eufemisme for svaghed og middelmådighed?”

”Du ser det du vil se,” mumlede Bjarne.

”Jeg ser det der er at se,” replicerede Harald.

For Bjarnes del var emnet uddebatteret. Han så intet formål i at redegøre for sig selv. Det forekom ham at den anden var mere optaget af sig selv end af samtalen, og lige præcis den egenskab satte han meget lavt. I stedet fyldte han vinglasset, tog sig en cigar, fæstnede blikket på de fjerneste træer og funderede over situationen i ensomhed. Harald stirrede en stund på den anden, og gjorde så det samme. Der gik dog ikke længe, så brød han tavsheden.

”Der går de,” sagde han, ”kvinderne.” Han pegede på de to kvinder med samme hånd som førte cigaren. ”Når jeg ser Solvejg i dag ser jeg lige igennem hende. Hvis hun havde turdet havde hun såmænd anlæggene for at blive noget andet end det hun er nu. Men hun er en slavesjæl, mere optaget af traditioner end af sandheder, mere optaget af korrekthed end af lykke. Det er der ingen mand der kan være tilfreds med. Din Nelly forekommer mig at være mere kompleks. Der er en voldsom urkraft i hende, og megen dannelse. Men hun er også forbandet fuld af negative følelser. Jeg kan forestille mig at hun er ildfuld i samlivet, og meget svær at styre.”

Bjarne sad indhyllet i røg, og lod sig ikke mærke med den andens stiklerier.

De to kvinder var nu på vej tilbage til bordet. Nelly havde stadig et fast greb om Solvejgs arm, og slap kun nødigt da de satte sig ned. De to mænd sad vagtsomme, med ulmende gløder i hænderne.

”Om forlatelse,” sagde Nelly.

”Det skal du ikke tænke på,” udbrød Harald. ”Der skal mere til for at skræmme os. Jeg håber du er kommet over det. Måske skal du have dig en portvin at styrke dig på?”

”Nei takk.”

Solen stod stadig højt på himmelen, som var blå og fortsatte ubrudt ud i verdensrummet. Vinden legede med bladene. En stor fed frø landede med et klask på bordet. I et brus af flaksende vinger landede storkefar på plænen ved bordet, spankulerede lidt rundt mens den skævede med øjnene, og langede så ind over bordet med sit lange næb, idet den samtidig udstedte et formummet ”undskyld”. Så steg han til vejrs igen, efterladende sig et solfyldt tomrum og en fugtig plet på bordet. Solvejg tørrede indigneret op efter den.

”Der sker altså mærkelige ting her. Jeg har ikke oplevet en stork så tæt på tidligere. Jeg tror det er på tide at vi pakker osten sammen”, sagde hun, idet hun blev grebet af en pludselig uro, ”før det hele smelter. Harald, kan du ikke hjælpe mig med fadene?” Hun kiggede så fast og bestemt på Harald at han forstod det var mere end hjælp til fade hun bad om, og rejste sig nødtvungent fra stolen.

Bjarne og Nelly sad alene på den store plæne. De hvide mure tårnede sig op bag dem. Lindetræerne raslede svagt i det høje. Begge følte de sig små og ubetydelige, ensomme, og fremmede. Bjarne sad opslugt af at genfinde roen i træernes hvisken. Nelly plagedes af skyldfølelse. Her sad de, i en virkelighed der tydeligvis ikke var helt tilregnelig. Sporene efter frøen tørrede bort i solens varme. Sporene efter deres lille søn ville aldrig forsvinde.

”Hva er dette for slags galskap,” sukkede Nelly. ”Hvorfor sitter vi her og taler om ting som bare gjør vondt? Hvorfor kan vi ikke bare få lov å gå videre. Hva er det for en kraft som har plassert meg ved dette bordet, og håner meg for mine svigt og mangler?”

”Kanskje det er din Gud, som vil straffe deg.”

Nelly kiggede kort op og så på sin mand. Der var så meget hun ville sige, hvis bare hun kunne.

”Om forlatelse, Bjarne,” sagde Nelly.

Bjarne stirrede stift ind i trækronerne.

”Det var min skyld.”

”Det var ikke din skyld. Det var ikke noens skyld. Det skjedde. Det var noe som skjedde.”

”Tror du ikke på Gud?”

”Nei, og det gjør du ikke heller. Det er vel kanskje den eneste tingen jeg kan bli enig med Harald om.”

”Presten lyttet på meg. Det var mere enn du gjorde.”

”Prester har jeg ikke noe å bruke til. Hadde du bare ikke vært så tvilende bestandig.”

Nelly sank en gang, og pustede dybt. Hendes hoved sænkede sig.

”Jeg har alltid spurgt deg. Du er så sterk, men sier så lite. Om du bare ville snakke med mig i det minnste.”

”Å snakke får ikke malket kyrne, eller foret hesten. Og ørene trenger til å høre skogens sus. Træerne her er høye og lette, ikke som furuskogen på østlandet, men om du lytter hører du mye i bruset. Jeg hører min bestemors tak med med jernet i potetåkeren, hestenes prusten, og Hans Rudolfs og jentenes skridt over gresset. Jeg hører deres pust gjennom neseborene mens de sover. Stillheten har gaver til den som lytter.”

Nelly så overrasket på Bjarne. Det var uhyre sjældent han viste sin poetiske side. Hun havde selv altid været optaget af digt og sang, og havde gået i skole hos en musikalsk personlighed, den ene af et par brødre som løftede åndslivet i regionen. En gang havde hun mødt ham efter at hun havde fået børn, og havde stolt præsenteret dem for ham. Men da var den verden tabt for hende. Hun sad fast i tilværelsen som bondekone, på trods af hendes uddannelse som sygeplejerske og hendes kunstneriske aspirationer. Hun følte at hun ofrede alt for kærligheden til Bjarne. Hun søgte i ham den tryghed han udstrålede, men fandt ikke næring til sit sind, og magtede ikke dagligdagen på gården. Hun havde konstant dårlig samvittighed, savnede ånden, og lagde hele byrden på sin mands skuldre. Hun længtes konstant efter ham.

Hun tænkte på fantasten Harald, som hun ikke brød sig om. Hun følte sig utryg i hans selskab, men samtidig tiltrukket af hans vid og forstand. Hvis man nu kunne tage Bjarnes ro og Haralds vid, tænkte hun, velvidende at det var en umulig konstellation.

”Jeg tror,” sagde Bjarne, ”at dette er en drøm. Jeg tror alt dette er meget lenge siden. Jeg kjenner på meg at jeg er gammel, gammel og trøtt. Snart vil jeg våkne i min egen seng, og ikke være i denne virkeligheten lengere. Jeg skal ikke kunne si om det er en bedre virkelighet. En ting vil jeg si deg, Nelly, og det er at jeg aldrig har klandret deg for noe overfor barna.”

”Også der svigtet jeg”, sukkede Nelly. ”Jeg klarte ikke å være hverken mor eller kone. Kan du noen gang tilgi meg?”

”Når du ber om forlatelse skal du få det.”

”Med hjertet, Bjarne, si det med hjertet.”

”Bestandig vil du ha mer! Jeg kan ikke gi mer, mitt hjerte ligger på bunnen af en liten dam ved Askim. Der brast livet mitt. Forstår du det!?”

Nelly havde vendt sig mod Bjarne, men sank nu sammen med et højt suk og et fortvivlet udtryk i øjnene. I sit indre forbandede hun sit liv og sin tilværelse. Og midt i fortvivlelsen savnede hun sin far, som havde været hendes støtte i starten af hendes liv. Hun savnede livet på gården, som det var dengang med hestene, håndværkerne, husmændende. Hendes far havde på dødslejet sagt til hende at hun skulle vogte sig for sit trodsige sind. Lidet havde hun forstået hvad det skulle koste hende, og svært havde hun ved at forstå at livet skulle byde hende så megen modgang.

”Om frihet er noenting verdt må det være frihet for lidelse,” sagde hun.

Nedenunder lagene af sorg, afsky og lede mærkede Bjarne en pludselig snært af ømhed overfor sin kone. Han sad tankefuld og funderede over livet han havde levet. Hun havde ret i at han undgik hende, men hun var bestandig krævende og vanskelig. Det var lettere at få fred i skoven end hjemme. Men nu så han at hun havde det svært med sig selv. Hans kone var ikke vanskelig kun overfor ham, hun var den der selv bar den største byrde af sit væsen. Hun havde brug for ham, også i sin ensomhed. I virkeligheden kunne han ikke gøre det han nu gjorde. Han sukkede, i det han rakte en hånd over gabet imellem dem. Nelly greb straks hans hånd, og trykkede den fast. Så sad de hver for sig en stund. Storkefar så til fra redekanten, lagde hovedet bagover og knebrede lydeligt ud over landskabet.



6


”HARALD min ven, kan du ikke prøve at være lidt mindre sarkastisk? Jeg ville så gerne at dette skulle være en hyggelig eftermiddag.”

”Var det bare det du ville sige til mig”, sagde Harald, idet han stillede fadet fra sig på køkkenbordet. ”Jeg har haft en udmærket eftermiddag. Hvorfor skal du nu ødelægge det?”

”Nej..., det var selvfølgelig ikke bare det. At du er hensynsløs vidste jeg godt”. Solvejg kunne ikke fri sig for at vrænge en smule. ”Nej, det er noget større.”

”Jaså?”

”Vær dog ikke så nedladende! Du taler altid om frihed, men du synes ikke at bruge den til andet end at håne andre mennesker i et væk!”

”Kære Solvejg, din smålige moraliseren kan jeg ikke tage mig af. Hvad jeg siger om andre mennesker er min sag, ikke din. Vidste du for øvrig at Nelly og hendes familie var nazister?”

”Jo, Nelly sagde det tidligere. Men jeg synes ikke det er noget at gøre et stort væsen af nu. I stedet er det mig magtpåliggende at tale om noget jeg er kommet i tanke om, - noget som skete i slutningen af krigen. Mellem os.”

”Åh?”

”Prøv du at lade som om du intet husker! Jeg kender dig! Prøv at se om du kan gøre det anstændige for en gangs skyld, og lade være med at være så stor på den. Dit familiegravsted er jeg ikke en del af, og prøv om du kan forklare det!”

”Jamen dog, kære Sole, fald dog ned! Hvad er nu det for en ophidselse? Jeg troede at du ville have en hyggelig eftermiddag?”

”Åh Harald, så vågn dog op! Vi er ikke et par, og har ikke været det i mange år!”

”Ikke et par!? Kære lille Solveig, det har vi jo aldrig været! Den eneste grund til at vi giftede os med hinanden var at vores mødre syntes det kunne være morsomt. Men noget parløb har der aldrig været tale om. Dertil har du stået for meget med næsen ned i regelbøgerne og været for henfalden til gammelklog moraliseren. Måske kunne du have frigjort dig engang, men du tog ikke chancen.”

”Frigjort mig? Hvis du havde udvist lidt større ansvarlighed måske, men der blev jo aldrig plads til mig. Altid skulle du realisere dig selv, altid skulle du prøve noget nyt. Male, skrive, frelse verden. Jeg var pisket til at holde orden på både penge og hus. Du gjorde det jo ikke!”

”Og straks peger du fingre af mig, i stedet for at løfte din tanke, bare en lille bitte smule. Hvad nu hvis du havde fulgt din fars ønske og havde påbegyndt et studium på universitetet? Han sagde jo han ville betale. Men du søgte jo ligefrem slavetilværelsen, og tænkte kun på at indrette dig efter ægteskabet. Du søgte aldrig det selvstændige liv. Hvis der er noget jeg har savnet ved dig så er det bestemt dette: En partner at diskutere tanker med, en som turde lade tanken flyve og ikke konstant sad bøjet over regnskabsbøger, og altid satte barrierer i form af sædvane og traditioner.”

”Forstår du da ikke at der er en realitet i penge og børn, Harald? Forstår du ikke at der er et arbejde der skal gøres? Uden mig kunne du ikke have siddet ved din skrivemaskine så meget som du gjorde. Uden mig havde vi ikke klaret os så godt som vi gjorde i krigsårene. Jeg ofrede mig for dig, for os! Betyder det slet intet for dig.”

”Jeg vil ikke have dit offer, Solvejg. Jeg vil meget hellere have en ærlig oprigtig tanke og noget mere fysisk nærvær. Det blev for trist med dig.”

”Så du husker det!?” Solvejg stirrede fast på Harald. ”Du har vidst det hele tiden, mens vi har siddet og talt ved bordet nede på plænen?”

”Nej, ikke hele tiden. Men da hestene dukkede op slog det mig at der foregik noget underligt her. Det fik mig til at tænke efter. Og da jeg viste Bjarne gravstedet stod det klart for mig. Meget klart.”

Det sidste sagde Harald med en særlig eftertænksomhed der fik Solvejg til at studse. Det var som om der var en tanke i hans ord der betød mere end ordene selv. Hendes følelser som ellers var kommet godt i kog mistede pludselig noget af intensiteten.

”Hvad mener du, Harald?”

”Bare en tanke, Solvejg, bare en tanke.” Harald viftede hende af med en håndbevægelse, og fandt i stedet portvinen frem fra skabet. ”Nu får vi se om Nelly alligevel ikke vil have lidt portvin.”

”Dette slot,” sagde Solvejg, idet hun kiggede sig nervøst omkring, ”er ikke mit hjem. Jeg ser det overalt. Der er en anden ånd i det. Der er en stemning af uhygge i disse vægge som jeg først nu er blevet opmærksom på.”

”Uhygge!? Tag nu ikke for godt på vej, Solvejg. Disse stuer er skabt til fest og ånd. Tag du pæretærten under armen, og lad os gå ned og holde Bjarne og Nelly med selskab. Det er en smuk dag, og jeg vil ikke lade den gå til spilde i gamle minder.”

Solvejg lod Harald gå forrest gennem spisestuen, og ned af trappen fra terrassen til plænen. Hun følte pludselig væggene som truende skygger, som kun vanskeligt lod sig bortjage af den blide sommerdag. Fra terrassen så hun udover plænen, ned mod rhododendronbuskene og de høje lindetræer. Hun bemærkede at der nu var to flodheste i springvandet, et par antiloper på græsset, og at vinden var stilnet af. Hun kiggede over mod kirkegårdsmuren, og tænkte ved sig selv at hun ville se nærmere på gravstedet. Harald havde virket så underlig da han talte om det. Så nærværende. Hun så ned på bordet hvor Harald var ved at manøvrere glas og tallerkener til side, så der kunne blive plads til tærten. Bjarne og Nelly synes ikke at bemærke ham, men sad stille hver for sig.

”Hvad er dette for en dag? Hvad er det for en besynderlig kraft der har skabt denne dag?” tænkte Solvejg, idet hun lod tærten synke ned på balustraden. Da bemærkede hun ved siden af sig en svag bevægelse. Hun vendte sig om, men så først intet. Men ved at vende ryggen til igen og se ud af øjenkrogen kunne hun i skyggen fra vestfløjen skelne omridset af en hængesofa, der gyngede frem og tilbage. I den ene ende sad en skikkelse, en dreng. Han så ikke hende. Hun fulgte hans blik, og så at han stirrede ud på lindetræerne. De uforanderlige træer, som altid var der, som havde været der så længe nogen kunne huske. Jojo, Harald havde en række billeder hængende, som viste slottet i forskellige perioder, og det var givet at de høje træer ikke altid havde været der. Men i denne stund havde de noget uforanderligt over sig. Det gav en ro og tryghed at se på træerne. De udstrålede meningsfuldhed, i kontrast til slotsmurene, tænkte Solvejg. Et kort øjeblik var det som tiden stod stille.

Det blev pludselig koldt at stå i skyggen, og hun greb tærten og bevægede sig ned mod bordet.



7


DET GRØNNE græs bredte sig over jorden, og skød op under træerne i totter, mellem buske og rødder. Et egern fandt sig en nød, som det holdt mellem poterne mens det med fortænderne fræsede en åbning i den hårde skal. Lyden nåede ikke bordet, men blandede sig ind i strømmen af sommerdagens lyde, en summen og virren af ben og fødder og vinger. En mængde små kræ færdedes mellem strå og rødder, travlt beskæftigede med at skaffe sig føden og finde sig mager mens det var tørt, lyst og varmt. Lagde man sig i græsset kunne man se myrer, slæbende på byrder større end dem selv, bevæge sig i en lang række på en fasttrampet sti som ingen større dyr ænsede. En mus havde fundet sig et kornneg, og gnaskede lystigt løs. Overalt var der et leben. Oppe i træerne havde fuglene reder og revirer, og de fløj på ekspeditioner, landede på jorden for at fange regnorme, eller hang i det store blå hvor de lod deres sangstemmer slå ud over det ganske land.

På den anden side af lindetræerne kørte en traktor med vogn ud ad en markvej. Der skulle hentes hø fra græsmarkerne, og et par unge mennesker glædede sig til at måle sin styrke med de tunge baller. Et stykke derfra sad andre mennesker og læste i en bog, andre igen passede sine roser, eller greb en hånd hos en de holdt af. Overalt var der et liv, en færden af væsener. Livet udfoldede sig i solvarmen, under træernes skygge, i vand og på land.

Inde på plænen var skyggerne begyndt at vokse i den faldende eftermiddagssol. Ved bordet var Solvejg gået i gang med at servere pæretærten.

”Har i lagt mærke til antiloperne ude på græsset?” anførte hun.

Bjarne lod en røgsky passere sine læber. ”Jeg trodde antiloper var noe som hørte seg til i Afrika. Hva er vitsen med å holde slike dyr her?”

”Der er såmænd ingen der holder antiloper her,” sagde Harald, ”men dyreverdenen ser ud til at ville gøre som det passer den på denne smukke sommerdag. Jeg vil ikke sige noget om, hvad jeg ellers kunne forestille mig der ville dukke op, ellers ender det med at vi bliver løbet over ende.”

”Det er vakre dyr,” sagde Nelly. ”Det gir varme til sjelen å se på så vakre skapninger. Jeg skulle ønske...”

”Ja, hvad?” kom det fra Harald.

Nelly var tavs først, men sagde så: ”Det kan være det samme.”

”Du har ret i at det er nogle smukke dyr,” sagde Solvejg, ”jeg har ikke tænkt over det på den måde. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvad de laver her.”

”Dyrker friheden” kom det tørt fra Harald.

”Da skulle de vel heller blitt i Afrika hvor de hører hjemme,” sagde Bjarne. ”Jeg kan ikke skjønne hvordan du kan mene at de er mere fri her på din plene enn der hvor de hører til.”

”Det skal jeg sige dig, Bjarne. Friheden er noget der skal vindes hver dag, og aldrig kan tages for givet. En antilope har ikke så mange valg, den spiser, skider, og indimellem flygter den. Den kan ikke regne med at blive gammel eller dø i fred. Hver evig eneste dag må den være på vagt, for ellers vil den dø. Men her,” sagde Harald, idet han slog ud med armen som for at omfavne hele verden, ”kan den finde et frirum. Jeg vil tro at dyrene her på plænen nyder et øjebliks pause fra den daglige kamp for overlevelse.”

”Nå ja,” kom det tørt fra Solvejg, ”lige indtil du bestemmer dig for at de er jagtbytte.”

”Selvfølgelig,” sagde Harald, ”det er mit privilegium som slotsherre.”

”Det var en stakket frihet.” sagde Bjarne mørkt.

”Hva er det for en frihet som du kan dele ut og siden ta tilbake igjen?” udbrød Nelly. ”Den friheten du taler om er bare tull!”

”Nå, du mener måske frihed snarere er evnen til at underkaste sig,” spurgte Harald kynisk, ”og gå i strækmarch mens alverden bøjer sine hoveder i tavshed?”

”Det har jeg aldrig sagt!” udbrød Nelly. ”Tvertimot har jeg aldrig forlikt meg med det meningstyranniet som oppsto efter krigen. Jeg har aldrig skjønt hva vitsen skulle være med å forkaste gammel levevis til fordel for den tomheten som alle ga seg over til.”

”Jamen Nelly, det må dog være de unges ret selv at finde sig et ståsted i livet”, kom det fra Solvejg. ”De kan ikke bare overtage alt fra os. Selvom vores værdier må være bærende må de unge selv finde en måde at føre dem videre på. Så længe de opfører sig ordentligt må vi dog erkende at den verden vi voksede op i ikke længere findes, og at der stilles nye krav til den efterfølgende generation. Sådan må det jo være.”

”Hvorfor skal vi overtage vores forældres forstokkede værdier?” fnøs Harald. ”De repræsenterer en gammel verden, er kun et fængsel for den frie tanke. Det vigtigste må bestandig være at leve i nuet, at tage bestik af enhver given situation og handle derefter.”

”Respekt er ikke bare gammeldags og avleggs,” sagde Nelly hårdt, ”men nokkså mye ett spørsmål om å ta vare på de ressurser man er blitt tildelt. Uten respekt får vi bare anarki.”

”Respekt!” udbrød Harald, ”Respekt! Hvis jeg skulle have vist mine forældres værdier respekt skulle jeg være gået i kloster. Den eneste måde at respektere mine forældres værdier på var at underkaste sig en moral så sort, at den frie tanke uvægerligt måtte lide døden. Det hverken kunne eller ville jeg finde mig i. Næ, respekten må være for en selv, for ens egen situation.”

”Hva har antilopene med din situasjon å bestille?” spurgte Bjarne.

”Antiloperne har da ikke noget med mig at gøre,” affejede Harald ham, ”de er her aldeles frivilligt. Du mener måske at jeg skulle have anskaffet mig dem?”

”Om ikke en viser den verden som har skapt en den fornødne respekten så kan man like gjerne overgi seg til tankeløsheten og nihilismen,” sagde Nelly. ”Du sa selv at antilopene nøt friheten her. Det kan de bare gjøre om de vet hva de har forlatt, hva de har mistet og hva de har vunnet. Kanskje vil de oppdage at det de har vunnet ikke bare er bra, men at de ikke lenger er så frie som de var tidligere. De er ikke lenger ville dyr i Afrika, men redusert til utstillingsdyr eller jagtbytte. Er det noe å strebe efter?”

”Aha,” sagde Harald, ”den var interessant. Du siger altså at kun ved at blive i sit naturlige habitat kan man realisere sit sande væsen? Jeg vil give dig ret i at antiloperne kan være underlagt en sådan moralsk bestemmelse. Men mennesket må realisere sig selv, og har uendelig mange flere muligheder. Vores habitat er verden, ikke en lukket have eller dal, og vores væsen er rigt, rigere end et umælende dyrs væsen. Vil du ikke give mig ret i dette?”

”Nei, det kan jeg ikke være med på. Den rikdommen du snakker om bruker du bare til å drepe antilopene. Hva er det for slags rikdom?”

”Jeg dræber dem ikke bare! Jeg giver dem et habitat her, i min verden. De spiser mit græs, og lever under min beskyttelse. Det er dog noget!”

”Kære Harald, at leve i din verden er ikke det samme som at leve i frihed. Det er kun at leve efter andre regler, i den retning som du stikker ud.”

”HVAD FOR NOGET?, brølede Harald, ”skal jeg nu beskyldes for at ville bestemme hvad du skal tænke!? Bare fordi du ikke er i stand til at tænke en selvstændig tanke forsøger du dig med at tørre din egen ufrihed af på mig. Jeg ønsker sandelig ikke at være nogen hersker, men en samtalepartner ville jeg gerne have!”

”Hva så med bjørnen der?” humrede Bjarne, idet han viste retningen med cigarstumpen, ”vil du samtale med den?”

Ude på plænen var bjørnen kommet til syne igen. Den havde indfanget en af antiloperne og var allerede i gang med at rive maveskindet op. Solvejg fik et ildebefindende ved synet, men de andre tre blev roligt siddende.

”Nå ja,” sagde Harald, ”naturen må gå sin gang.”

”Ja, jeg kunne tenke meg det,” sagde Bjarne for sig selv.

”Hvad?”

”Ja, at din beskyttelse ikke var mye verdt.”

”Harald altså, kan du ikke gøre noget ved det,” stønnede Solvejg. ”Det er ganske ubehageligt at sidde her ved frokostbordet, og så have et rovdyr siddende ved siden af og gnave på sit bytte.”

Harald så sig rundt. Så sukkede han, og slog bagud med hånden mens han med den anden greb efter portvinen: ”Naturens gang kan jeg ikke gøre noget ved. Generer det dig så se væk.”

”Er det da slet ikke ikke noe som er helligt for deg?” spurgte Nelly.

”Lige præcis helligt er det vist ikke noget der er,” sagde Harald veltilfreds, mens han skænkede op i portvinsglassene. ”Men jeg agter den frie tanke. Og tilliden mellem frie mennesker. Uden tillid var det ikke muligt at handle og bygge et samfund.”

Nelly så på bjørnen, som holdt fast på skroget med forbenene mens den med sine kraftige kæber og nakkemuskler flænsede store stykker kød af den døde antilope. Hun så i scenen et billede på den ubetænksomhed, som Harald synes at udtrykke. Hun hørte den stærkes ret til at tage for sig, og det krympede sig i hende. Det var ikke solidariteten med de svage der drev hendes indignation, dertil var hun for meget bondedatter. Men den manglende respekt for fællesskabet plagede hende. Hendes retfærdighedssans fik hende til at tage kampen op.

”Den antilopen hadde akkurat like mye rett til å leve som bjørnen! Den hadde sitt syn på verden og på andre dyr, men det er nu forspillt. Hva med andre mennesker som har sine egne liv? Skal de underlegges ensretting uten annen grund enn at noen synes det skal være slik? Må alle være sterke for å få respekt? Det er så lett for deg å sitte her på slottet og se ned på resten av verden, og glemme att vi mennesker deler livet.”

”Jeg gider ikke dele mit liv med små mennesker. Nogle har det givetvis bedst i fællesskaber, andre trives bedst i sit eget selskab. Hvordan andre mennesker lever sine liv kan jeg ikke tage mig af. Det har ikke noget med respekt at gøre, kun hvordan vi hver især er indrettet.”

”Men om du nu i virkeligheten ikke var så sterk som du tror du er, og en dag har bruk for hjelp eller barmhjertighet? Selvom du ikke lar deg merke med begivenhetene her i dag er det likefullt tydelig at du ikke styrer dem. Hva nu hvis hestene hadde trampet deg ned, eller bjørnen hadde tatt en av dine barn i stedet? Da har du bruk for ett fellesskap som kan trøste og bære deg gjennom vanskelige tider!”

”Der har aldrig været nogen der kunne hjælpe mig gennem sådanne tider, kære Nelly. Jeg har selv båret mine byrder, og er blevet stærk af det. Se blot på muren bag dig. Den har oplevet århundreders omskiftelser, og har sikkert lagt sten til mange tårer. I dag står den stadig så stærk som da den blev bygget. Jeg finder at den tanke er ganske opbyggelig.”

”Opbyggelig, siger du,” sagde Solvejg hårdt. ”Når man er sammen deler man livets udfordringer. Du har aldrig villet dele livet med nogen, det er dit problem.”

”Jeg har oplevet nok af fællesskabets mørke sider, Solvejg. Jeg ser ingen grund til at udsætte mig selv for den slags.”

”Man må jo være sammen om de støt man får i livet,” udbrød Nelly, ”da blir det mere tåleligt å bære. Ensomheten er det verste.”

”Ensomheden er et gode, spørger du mig,” sagde Harald. ”Så slipper man for at høre på andres gråd og tænders gnidsel.”

”Og da velger du i stedet å ha et forhold til murstein! Jeg skal si deg en ting, du Harald, att du er ikke herre på dette slott. Det er herre over deg! Du eier jo ikke skam i livet!” Nelly rejste sig abrupt, så stolen væltede bagover. ”Her har jeg ikke lyst å være lenger! Nå går jeg!”

Nelly gik et par skridt, standsede så og vendte sig om og kiggede forlangende på Bjarne. Han havde fulgt sin kones kamp med stadig større indignation.

”Ja, kanskje det er bedst att vi kjører nå,” sagde han. ”Jeg får takke for god mat og drikke.”

”Jamen, så kør dog endelig,” sagde Harald, og blev siddende med den sidste rest af cigaren mellem fingrene, ”jeg ryger lige den her færdig.”

Solvejg rejste sig bestyrtet. ”Jamen, så pludseligt!? Kan vi ikke lige sætte os ned og falde lidt til ro først og skilles på en ordentlig måde?”

”Nei, desverre, vi kan nok ikke det. Jeg får ikke puste herinne lenger,” stønnede Nelly. ”Kom, Bjarne.”

”Jamen – Harald, vil du ikke rejse dig op, og tage ordentligt afsked med vores gæster?”

”Følg du dem bare ud, kære Sole,” sagde Harald roligt mens han studerede cigarens sidste gløder, ”du skal se, det ordner sig nok.”

Solvejg resignerede, kastede et blik på bord og Harald, og fulgte så Bjarne og Nelly ud til bilen.

”Jeg beklager virkelig meget. Jeg tror der er noget der plager Harald,” sagde Solvejg bekymret til sine gæster. ”Det er som om han tænker over noget andet. Jeg må gå ind og tale med ham om det.”

Bjarne så på Solvejg med et udforskende blik. Så lagde han sin hånd på hendes skulder et kort øjeblik, idet han sagde: ”Jeg kan tenke meg til hva det er som opptar Harald. Bli ikke redd når du oppdager det.”

”Hvad mener du?”

Bjarne var steget ind i bilen, og rullede vinduet ned. Idet han startede motoren gentog han: ”Jeg takker for godt vertsskap, Solvejg.” Han smagte på navnet, som betød det noget særligt. Han kiggede op mod himlen, og sagde: ”Husk å si takk for det gode været.” Så kørte han den gamle Admiral mod udgangen, ud på landevejen, og tog kursen nordover. Den glimtede et par gange mellem alleens træer, og forsvandt så over en lille bakketop. Solvejg kiggede efter dem, uvis på hvad Bjarne havde ment. Hun kastede et blik op mod tårnet og storkereden, og gik så tøvende tilbage gennem slottets midterfløj, tilbage til bordet. Det var tomt. Tallerkner og glas stod som da hun var gået, men Harald var intetsteds at se. Hun begyndte at rydde bordet, men fandt ud af at det var for tåbeligt. Hun måtte finde Harald, prøve at tale med ham.

Solvejg gik over mod bilen, men der var ingen Harald at se. Hun tænkte på at se efter ham i den nordre tårnstue, men kom så på gravstedet. Måske var han der. Hun vendte om, skråede over plænen, åbnede den lille port og gik op ad den lille trappe til kirkegården. Harald var ikke at se noget steds.

Hun fik en pludselig tanke, en kuldegysning løb langs ryggen, og med hastige skridt gik hun over til gravstedet. Der blev hun stående en tid lang, mens solen sænkede sig i vest og kastede længere og længere skygger. Sommerdagen gik på hæld, mens hun stirrede på væggen, hvor Haralds gravsten var indmuret. Dagens raslen i løvet var væk, det samme var både bjørn og antiloper og flodheste. Bitre ord fordampede som fugtpletter fra en ren dug i solskin, roen sænkede sig langsomt over hende. En tåre trillede over hendes kind, og ramte gruset på stien. Den lumre aftenhede stod ud fra tykningen, og indhyldede hende i sommerens dufte af græsset vædet af bækkens vand, taksen på kirkegården, roserne og rhododendronblomsterne, træernes bark, og over alt den varme muldjord. Et svagt ekko nåede hende fra en fjern fortid, latter og mange glade unge mennesker der delte et liv sammen. Et lille smil blandede sig med tårerne, da hun genkaldte sig det fællesskab, der havde været engang. Hun mindedes den kejtede ungersvend som stod og råbte op til hende nede fra plænen, da hun ikke måtte komme ned for sygdom. Hun mindedes sejlture, cykelture, og børnene. Sommeraftenen syntes at åbne alle sluser i hende, med kærtegn at løfte hele hendes liv frem fra gemmerne. Hun så også sine forældre, sin far siddende på en træstub, optaget af at tegne et landskab eller en bygning, hendes mor med en bog i hånden. Og i et nu så hun tilbage, længere end før, og så deres forældre, deres arbejde og møje, deres glæde og sorg.  Hun så pludselig Nelly og Bjarne for sig, og forstod at også de havde levet deres liv, at alle ordene ved frokostbordet havde været fattige reminiscenser af hele tilværelser, hele verdener. Og så vendte hendes opmærksomhed sig endnu engang, og hun så ud i fremtiden, og så mørket som mange fødder famlede sig vej gennem. Da sukkede hun dybt, og lod tanken vende tilbage til sommeraftenen, til fuglenes tjirp-tjirp og blomsterduftene, til taksten og muren foran hende og Haralds gravsten. Tilsidst kærtegnede hun med en enkel bevægelse stenen, og gik ind og ryddede bordet. Da alt var i orden bestilte hun en taxa, og en togbillet tilbage til Sjælland.

”Hvor forunderligt,” tænkte Solvejg, da hun havde sat sig ind i taxaen. ”Hvilket liv det har været. Og hvor er jeg taknemmelig for at jeg omsider fik sagt farvel til Harald.” Hun så sig tilbage, da taxaen kørte, mod slottet, som lyste hvidt og gyldent i aftensolens stråler. Tårnets spir strakte sig over trækronerne, og sendte et sidste glimt mod aftenhimlen.





TH 2013

 

1-1 of 1