Eventyr og historier


Indhold

  • Kejserens druer Kejseren kastede et sørgmodigt overbærende blik på slaven, som stod foran ham med bøjet hoved. ”Min gode mand,” sagde han, ”jeg lader mig fortælle at du har lidt uret. Sig ...
    Sendt 17. mar. 2014 14.30 af Thorkil Høgsbro
  • A Tale of Indulgence "Feast on him", said the emperor, looking at the slave and pointing towards the lions and crocodiles. "Indulge me, devour him, let there be nothing left for his mother to ...
    Sendt 5. mar. 2014 15.19 af Thorkil Høgsbro
  • Noget om at blive set Der var fred og ro på havnen, og livet var godt. Sussi sad med en avis i hånden og så meget tankefuld ud. Gunnar sov som sædvanlig rusen ud bag ...
    Sendt 11. okt. 2013 19.33 af Thorkil Høgsbro
  • Skøjten Der var en gang en skøjte, den boede ude i skoven. Den følte sig ensom og trivedes ikke specielt godt. Når den gik i skoven væltede den hele tiden omkuld ...
    Sendt 6. maj 2013 05.39 af Thorkil Høgsbro
  • Frikadelleheksen Der var engang en dreng der ikke ville sove. I stedet ville han blive oppe og se fjernsyn og spise slik. Hans far og mor syntes det var for galt ...
    Sendt 17. maj 2013 15.37 af Thorkil Høgsbro
  • Tordenfuglen   Ude på den åbne hede gik tordenfuglen. Henover bakkerne, ned i dalene. Den krydsede bække og små vandhuller uden at ænse vandet. Den så ikke hvor den satte fødderne. Den ...
    Sendt 6. maj 2013 05.36 af Thorkil Høgsbro
  • Troldene Der var engang to trolde som boede ude i en stor skov. De var små og dumme. De plejede at bruge dagene på at lede efter mad. Det var ikke ...
    Sendt 5. maj 2013 04.29 af Thorkil Høgsbro
Viser post 1 - 7 af 10. Vis flere »

Kejserens druer

indsendt 17. mar. 2014 14.30 af Thorkil Høgsbro

Kejseren kastede et sørgmodigt overbærende blik på slaven, som stod foran ham med bøjet hoved.
”Min gode mand,” sagde han, ”jeg lader mig fortælle at du har lidt uret. Sig frem hvad du ønsker!”
Slaven sagde: ”Ærede kejser, jeg kommer for at bede om hjælp.”
”Bede om hjælp?”, sagde kejseren. ”Hvorledes?” Han lod sine tunge øjne hvile på slaven, syntes at studere hårgrænsen på slavens hoved, og rakte så dovent ud efter en klase druer.
”Min herre og mester, du som er mægtig! Visselig er det indenfor din magts vælde at kunne hjælpe mig,” sagde slaven.
”Vist så, vist så,” sagde kejseren. ”Min magt er stor! Se engang denne drue. Ude på de kejserlige marker er druerne endnu små og grønne, umodne og uspiselige, men denne drueklase er høstet i Egypten, og bragt hertil på en af kejserrigets galejer. Se, hvor stor og saftig den er! Er det ikke et herligt syn!”
Slaven løftede forsigtigt hovedet og så på druen i kejserens hånd. Hans ansigt viste ingen glæde, og en stund var der stille. Så sænkede han hovedet igen, og sagde: ”Sandelig, kejserens magt er stor. At holde en fuldmoden drue i sin hånd når markens druer endnu er bitre og sure er en stor kunst.”
Kejseren smilede varmt: ”Og se! Jeg har mange!” sagde han, og viste med armen hen mod skålen. Det var en 
sølvskål rigeligt forsiret med mønstre, og med to store ører til at løfte den i. Den stod på et lavt bord dækket af klæde, og i skålen lå mange klaser af de sødeste druer, friskt duftende og indbydende at se på.
”Kejserens magt er stor, og den rækker langt,” sagde slaven. 
”Javist,” sagde kejseren. ”Se også denne frugt, som også er bragt til mig af mine galejer. De dufter sødt og smager stærkt. De er rejst langt, fra Fønikiens kyst, hvor de vokser i mængde på palmer. De hedder dadler. Dem ser du ikke så tit!”
”Ærede kejser, dadler har jeg hørt om, men aldrig før set. En så eksotisk frugt er sandelig udtryk for stor magt og rigdom, og tjener kejseren til ære.”
”Det var vel talt!” sagde kejseren, og vinkede til den ene af de to oppassere, der stod ved siden af hans stol, ”og jeg vil belønne dig for de ord med en smagsprøve. Se her, en dadel fra kejserens bord!”
Oppasseren tog en lille skål, hvori han lagde en dadel, og gik over til slaven. Her blev han stående mens slaven forsigtigt smagte på den. Imens smilede kejseren veltilfreds og godmodigt til ham.
Da han  havde spist dadlen sagde slaven: ”Ærede kejser! Min mund fyldes af nye og uvante smage. Jeg mærker søndenvindens krydrede duft blande sig med fremmede stemmer, jeg ser hvide sejl spændes ud over skibsdækkene og svedige manderygge som betjener reb og årer. Jeg ser et fremmed land, hvor skyggen er sparsom, og maden består af ukendte retter, som igen åbner nye verdener. Jeg takker for at være blevet beredt denne oplevelse. Det er i sandhed en forunderlig frugt.”
”Du forstår at belægge dine ord, slave,” sagde kejseren, ”hvor har du lært at udtrykke dig så vakkert?”
”Jeg var i huset hos en belæst og lærd borger, som også lod mig få andel i de skønne kunster. Skønt belæst var han dog ikke nogen god forretningsmand. Mange planer havde han, men ingen han formåede at udføre, og han endte sine dage som fattig og udarmet på en taverne ved Tiberens bredder.”
”Men han lærte dig dog høvisk tale!” sagde kejseren, ”og det er også noget værd.”
”Med pæne ord kan man udrette meget, men ikke så meget som kejserens magt formår.”
”Deri har du ret,” sagde kejseren, og kaldte oppasseren tilbage, ”og jeg er blevet nysgerrig efter at vide hvor stor min magt er i dine øjne. Prøv engang at smage på en drue, og fortæl mig så hvad du synes om den.”
Oppasseren lagde et par druer i skålen, og gik over til slaven, som forsigtigt spiste en af dem. Han nippede den først midt over, og lod så de saftige halvdele glide ind i mundhulen, hvorefter han tyggede dem langsomt, og til slut sank. Så sagde han:
”Min herre kejser, din magt er forunderlig. Jeg ser grønne lier og hvide huse, jeg ser vandfald og fuglesang, og jeg mærker duften af varme hænder og mørkt træ. Langvejs fra kommer bud om høst og overflod, om lykke og rigdom, om glæden ved at dyrke jorden. En bid af denne frugt er som at lovprise jorden, luften, og alle skabninger som er i verden. Jeg mærker den sagte brise pusle i bladene, ser sneglen på stænglen, mærker solvarmen på min ryg og svedperlen i mit øjenbryn. Jeg mærker gudernes gunst, deres uendelige godhed mod menneskeheden i alle de gaver der bliver os skænket. Og bag alt dette mærker jeg en duft af en fremmed verden, et hint om sand og salt, en antydning af lærredssække og krukker af ler som transporteres på kamelryg. Havde jeg aldrig tidligere smagt en drue ville jeg havde sagt at dette var en udmærket frugt, ja en gave fra guderne. Men nu vil jeg sige at denne drue er en gave fra selve skabningen, at jeg gennem den saft og kraft der strømmer i min krop hører planeternes sang og ser stjernerne danse. Jeg priser dig, oh kejser, og takker dig for at du lod mig smage denne frugt af din visdom og store magt.”
Kejseren udbrød en begejstret latter og klappede i hænderne. ”Min gode mand, du har sandelig lært at belægge dine ord. Du har behaget mig meget, og jeg vil søge at hjælpe dig.”
”Ærede kejser, min taknemmelighed vil være uden ende, og mine lovprisninger talrige. Din miskundhed er i sandhed ikke uden grund hyppig nævnt, og meget rost. Vis mig blot den venlighed at lade mig fortælle min historie, og således lægge min skæbne i dine hænder.”
”Denne gunst er dig tilstået for din veltalenhed,” sagde kejseren, ”skuf mig nu ikke, og fortæl din historie med mange ord, thi du er en glæde at lytte til.”
”Jeg vil gøre mit ypperste for at beretningen skal tilfredsstille kejseren. Lyt da, og hør om min ulykke!
For 5 år siden, mens jeg endnu var i huset hos min ædle, men ufornuftige herre, mødte jeg en kvinde fra min hjemstavn. Vi var begge langt hjemmefra, og fattede sympati for hinanden. Hun var i tjeneste som ledsagedame hos en rig familie med villa på landet, og kunne bevæge sig frit, næsten som var hun borger i kejserriget. Velvidende at jeg ikke kunne gøre mig håb om at ægte hende fandt jeg mig i at kurtisere hende på afstand, hvilket hun ikke havde noget imod. Således gik en tid, indtil en dag min herre og mester kaldte mig frem for sig. Han fortalte at en forsendelse til de nordlige provinser krævede en betroet ledsager, og spurgte om jeg ville være villig til at påtage mig opgaven. Uventet som det var at blive spurgt om den slags, svarede jeg tilbage med at spørge om hvad der dog gjorde, at han havde nødig at bruge mig. Han forklarede da, at rejsen ikke var en plan udtænkt af ham selv, men af den selvsamme herre, som min udkårne var i huset hos, og at den vare der skulle sendes ikke var nogen almindelig pakke med stoffer eller krukker, men hende. Jeg skulle med for at fungere som tolk, idet vi skulle rejse gennem områder, hvor mit modersmål var fremherskende. 
Det nærmere formål med rejsen blev ikke gjort klart, men alligevel sank mit hjerte ned i livet på mig, for jeg forstod at min udkårne var blevet lovet bort til en anden. Som den stakkels slave jeg var kunne jeg aldrig gøre mig håb om at ægte hende, og nu havde hendes ynder skaffet hende en beundrer, en borger, som både ville udfri hende af slavestanden og ægte hende. Således var min frygt, og snart blev det bekræftet. Uden glæde forberedte jeg rejsen. Jeg selv og to håndgangne mænd skulle ride til hest, mens kvinden skulle age med vogn for at få plads til det udstyr der ikke kunne transporteres på hesteryg. Hendes herre var en stor velynder, og gjorde sig store anstrengelser for at hendes nye status skulle blive uden plet eller lyde, og rejsen skete således uden at min herre behøvede at betale noget. Jeg tror at den nød, som senere viste sig, allerede da var på vej, og at min herre kun var altfor glad for at han ikke behøvede at brødføde mig i den måned rejsen skulle vare.
Snart oprandt tiden, og vort lille følge begav sig på vej mod nord. Rejsen forløb uden begivenheder af nogen art, lige til vi ankom til den egn hvor mit modersmål var fremherskende. Kvinden havde samme kundskab, og det blev da til at det faldt naturligt at vi talte sammen på vores eget sprog, som de andre i følget ikke forstod. Undervejs havde vi holdt anstand, og kun udvekslet korte beskeder med hinanden, men nu blev beskederne hemmelige budskaber om kærlighed og frygt. Med styrke fortalte kvinden hvordan hun sørgede over at skulle forlade sit frie liv i hovedstaden, og at hendes tanker stadig gik til mig. Jeg på min side led stærke kvaler, og vi aftalte da at ordne det sådan at vi, mens de andre vagter sov, skulle mødes i smug og glæde hinanden sådan som kvinde og mand nu kan. Og det skete i de næste tre nætter, de sidste vi havde sammen inden ankomst til vor destination.”
”Det forekommer mig,” sagde kejseren, ”at du dermed svigtede din herres tillid. Kvinden var dog betroet gods, og ikke bestemt for dig!”
”Deri har du ret, min herre og kejser,” sagde slaven, ”og det pinte mig således at gå bag min herres ryg. Men det der skete mellem mig og kvinden var af en sådan beskaffenhed at det vanskeligt lod sig stoppe. Vel var jeg bevidst om at det var halsløs gerning at lægge min hu til en kvinde som både var lovet bort og boede langt borte, men min tanke var på dette tidspunkt ikke stemt mod fornuften, snarere mod vanviddet. Og kvinden havde det på samme måde, og svor at hun ville finde på en løsning.”
”Men,” sagde kejseren, ”du husker vel vismandens ord: Bortlovet kvinde er lunefuld som vinden en sommerdag?”
”Vist så,” svarede slaven, ”men vismanden sagde også: Pluk blomsten mens den er udsprunget eller på vej til at springe ud. Falmet krone glæder ingen.”
”Sandt nok,” sagde kejseren, mens han gned sig eftertænksomt på hagen. Så greb han ud efter en drueklase og sagde så: ”Fortæl nu videre! Hvad skete der?”
”Vel fremme ved vort bestemmelsessted var der lagt an til stor festivitas. Der blev afholdt banketter og serveret kostelige retter. Kvindens nye herre var en rig borger, som ikke er kejseren ubekendt, thi han var prokonsul i regionen og en vennesæl mand. Det var således et udmærket parti min udkårne havde gjort sig, og allerede mens vi var hos ham fornemmede jeg at kvinden vaklede i troen. Hun lovede mig dog troskab, og tung om hjertet rejste jeg tilbage til min herre. 
Først to år senere så jeg hende igen, da hun kom på besøg i staden. Hun havde da med sig en lille purk på lidt over et år, og da jeg så ham rørte det sig i mit hjerte, for jeg kunne se at han måtte være min søn. Kvinden bekræftede mig i at det forholdt sig således, men bad mig samtidig om ikke at give mig til kende. Hendes liv var nu i en sådan gænge at hun ikke ønskede at udsætte hverken sig selv eller sin søn for den bølgegang det kunne medføre, og jeg så at hun havde ret. Så jeg beundrede nu dem begge på afstand, og så med bekymring på fremtiden. 
Året efter lod min herre hus være hus, og formøblede det sidste af sine besiddelser. Hans faste tilholdssted blev en taverne, hvor han generede alt og alle med sin fuldskab og generelle uhumskhed. Det var et sørgeligt syn at se en nobel mand således gå i stykker. I klare øjeblikke kunne han bryde ud i sonetter og vers, men ellers var han ganske utilnærmelig. Jeg fik til opgave at styre huset mens kreditorerne tog sit, og blev så anklaget for at tilegne mig midler som ikke tilkom mig. Netop da kom der bud fra kvinden, som fortalte at hendes mand var død i et anfald af feber, og at hun og vores søn behøvede hjælp. Jeg svarede at jeg ingen mulighed havde for at hjælpe, men selv havde brug for hjælp. Straks derefter blev jeg sat i fængsel i vanære, og kunne kun se frem til at blive kastet for løverne i cirkus, eller at dø i et mørkt fangehul. 
Alt dette er nu et år siden, og siden dengang har jeg intet hørt fra hende, før for en uge siden. Da kom der bud fra kvindens tidligere herre, som havde hørt om min ulykke, og kunne berette hvorledes det forholdt sig med de midler, jeg var blevet beskyldt for at have unddraget boet efter min herre. Han hjalp mig derved ud af fængslet, men kunne ikke hjælpe mig tilbage til livet. Jeg var som død mens jeg sad i fangehullet, og havde ingen lyst til at leve længere, og skønt min krop er blevet befriet sidder mit sind stadig lænket i mørket.”
Her tav slaven en stund. Kejseren så at han vaklede, og sagde: ”Min gode mand, du er blevet prøvet på både krop og sjæl, og det er kun kort tid siden du forlod mørket i fangehullet. Vil du ikke have en stol at sidde på, for jeg kan se at det udmatter dig at stå og fortælle? Og det eneste jeg har budt dig på er en dadel og en drue!”
”Ærede kejser,” sagde slaven hurtigt, ”jeg vil foretrække at blive stående. Det sømmer sig ikke for en slave at sætte sig ned i kejserens nærvær, og har jeg holdt mine prøvelser ud så langt skal jeg også klare dette. Men en smule vand ville jeg være taknemmelig for.”
Kejseren klappede i hænderne, og en oppasser hældte vand i et krus og bar det frem til slaven, som med megen omhu satte kruset til sine læber og drak. 
”Fortæl mig nu,” sagde kejseren, ”nu, efter at du har fugtet din gane, hvorledes står det til med den kvinde som således har bemægtiget sig dine tanker?”
”Ak, min herre og kejser, hendes tidligere herre fortalte mig mere end jeg ønskede at vide. Efter hendes ægtemands uventede dødsfald opstod der en arvestrid som nær havde kostet hende livet. Der var anklager om at hun skulle have forgivet sin ægtemand, men hendes tidligere herre forsikrede mig om at så ikke var tilfældet. Jeg troede heller ikke på det et sekund. Prokonsulens familie er imidlertid mægtig, og kvinden har været i husarrest siden mandens død. Vores søn har familien gemt bort hos slægtninge. Min ven og mentor, hendes gamle herre, har sporet drengen, men tør ikke handle på egen hånd. Således er situationen i dag, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ejer intet, har intet til at opretholde livet med, og de to jeg holder mest af i denne verden er mig uopnåelige. 

Dybt er mørket under nattens bro
Mørkere end i Hades rige
Her jeg står dog uden tro
Og ser  ind i et mørke uden lige.”

Slaven holdt inde med sin talestrøm, og sænkede sit hoved i tavs fortvivlelse. Kejseren sad tænksomt en god stund, som overvejede han situationen. Hans blik hvilede en stund på slaven, vandrede så rundt i lokalet for at se hvordan de øvrige tilhørere var til mode, hvorpå han tog en klase druer som han langsomt spiste. Da den sidste drue var spist talte han.
”Min gode mand, Jeg har nu lagt øre til din fortælling, og er ikke forpligtet til mere. Jeg har imidlertid fattet sympati for dig, og mener ikke at en mand med dine evner behøver at fortvivle. Det vil være min mindste kunst at udpege dig en til en udmærket position som sekretær i administrationen. Du vil kunne gøre god fyldest, og eftersom du er gældfri og uden bindinger vil du snart kunne være på fode igen. Dette lover jeg dig som kejser, og jeg vil straks give ordre til præfekten om at ordne det fornødne.”
”Min herre og mester, det er allerede mere end jeg havde turdet håbe på,” sagde slaven. ”Kejserens miskundhed er stor, og hans nåde rækker ind i min sjæls mørke og spreder der lys. På samme vis som den saftspændte drue bringer bud om lykke og frugtbarhed, således bringer dine ord bud om fred og velstand. Sandt er det, at en daglig opgave, en position i samfundet, omend nok så undselig, vil kunne åbne de lukkede døre i sjælen og sprede lyset yderligere. Jeg kræver ikke mere end det, og takker kejseren for den nådegave der her bliver mig tildelt. Men som manden og det lille barn der skulle krydse hængebroen er det vanskeligt for mig at tage dette skridt. Thi manden ville bære barnet, for broen var smal, men barnet ville gå selv, og dermed være i fare for at falde ned i den dybe kløft under dem. Og således blev de stående i ubeslutsom strid med sig selv.”
”Hvad!?” udbrød kejseren, ”afslår du kejserens hjælp? Vil du have mere end det, jeg i min hjertens godhed allerede har skænket dig?”
”Min herre og mester, tro endelig ikke at jeg ringeagter den hjælp der allerede er blevet mig lovet. Kejserens storhed stråler mig i møde i alt hvad vi her har talt om, og den ses overalt i byen. Det stolte murværk som står så stærkt i sol og vind, de glatte søjler som synes hugget af guder, de lærde samtaler på forum, og den megen rigdom der møder ens øjne hvor man end vender sig, - alt vidner om kejserens magt og styrke. Og på markedet, hvor mange stemmer høres og forskellige sprog tales, ses også kejserens magt og vælde. Havde det blot været en enlig dadel havde kejserens rigdom kunnet være hul, men her ses varer fra fjerne egne, produkter af håndens arbejde fra fjerne provinser, og stundom varer der er rejst endnu længere. Engang så jeg på markedet en levende giraf, som driftige handelsfolk havde bragt med sig fra den puniske kyst. Det er ikke kejserens nåde jeg afviser, ej heller er det kejserens magt og storhed jeg benægter. Min hængebro er ikke foran mig, men inde i mig. Jeg bærer på en ballast som jeg ikke er sikker på broen kan bære, og jeg kan ikke efterlade den på denne side af kløften.”
”Du taler i gåder, slave!” sagde kejseren, ”sig frem! Hvad er det for en vægt der afholder dig fra at tage imod kejserens hjælp?”
”Herre kejser, jeg taler om mit barn og den kvinde som har bemægtiget sig mit sind,” sagde slaven. 
  ”Men du har jo intet krav på kvinden, og barnet har aldrig betragtet dig som dets far. Desuden er kvinden anklaget for en alvorlig forbrydelse, og holdes derfor under opsyn af embedsmænd i kejserrigets administration. Hvor meget jeg end gerne ville hjælpe dig beder du her om noget jeg ikke kan se du har ret til at bede om, hverken af mig eller nogen andre.”
”Jeg har den ret at kvinden har sværget mig troskab og at barnet bevisligt er mit. Den anklage hun står under savner også gyldighed, hvilket det faktum at hun fortsat blot sidder i husarrest, uden at være blevet fremstillet hos notaren, vidner om.”
”Og hvorledes ville du så have at dit krav skulle indfris? Skulle jeg som kejser beordre sagen suspenderet, og stole på dit ord, som ikke engang kender sagen direkte? Skulle jeg beordre drengen udleveret til en tilværelse hos en slave uden bolig, uden hjem, i stedet for hos den familie han betragter som sin? Jeg beder dig, min gode mand, opgiv disse fantasterier! Se fremad, glem fortiden, og tag imod den hjælp jeg nu tilbyder. Jeg vil endda, for at lette din byrde på vej over hængebroen, tilstede dig endnu en gunstbevisning. Hvis du tager mod en position som sekretær vil jeg personligt udrede din afgift til staten som slave, og dermed gøre dig til fri borger. Det vil give dig bedre mulighed for at stifte din egen familie, og hjælpe dig med at glemme den du ikke kan få.”
”Kejserens nåde er sandelig stor,” sagde slaven, og bukkede dybt for kejseren. ”Sandelig bliver vægten over hængebroen lettere at bære med et så storsindet tilbud, og jeg ville være et usselt skarn om jeg ikke tog imod en sådan gunstbevisning med stor taknemmelighed. Jeg takker for  den store nåde kejseren viser mig.”
”Vil det sige at du tager mod mit tilbud?” spurgte kejseren.
”Blot har jeg et enkelt spørgsmål, oh herre kejser,” sagde slaven.
”Sig frem!” 
”Når jeg nu bliver borger, og får både en bolig og en næringsvej gennem kejserens store nåde, vil jeg da være en fri mand?”
”Det vil du være,” sagde kejseren. ”Du vil være en fri borger, med ret til at eje jord og drive forretning.”
”Som fri mand ville jeg da også kunne gøre krav på kvinden og min søn?”
Kejseren slog sin knyttede hånd ned i armlænet i raseri og udbrød: ”Nej, nu må dette være nok! Kvinden har du intet krav på, uanset hvor mange gange du fremfører det modsatte. Hvorfra kommer denne besættelse? Det er dog flere år siden du har haft omgang med hende! Jeg kan ikke som kejser føje en grille i en slaves hoved blot fordi kvinden er dejlig! En sådan handling kunne risikere at skabe oprør i provinsen, og derfra ville uroen kunne brede sig til naboprovinserne, og videre til hovedstaden. Skulle jeg risikere min magt for et par kønne øjnes skyld?! Jeg forbyder dig at nævne både kvinden og barnet igen, og jeg forbyder dig i al fremtid at rejse noget krav på nogen af dem!”
”Det var det jeg frygtede,” sagde slaven, ”at druen havde en bitter eftersmag. Jeg ser nu at den samme magt som skaber stor sødme og stor styrke, og har gjort kejserriget stort og mægtigt, også binder dem der har magten.  Vel er det attråværdigt at få borgerret, og vel er en stilling i statsadministrationen ligeledes attråværdig, men jeg ville skulle sige farvel til det eneste i mit elendige liv som giver mening. Jeg takker kejseren for hans store velvilje, men jeg kan desværre ikke tage imod tilbudet. Hele mit liv har jeg været en tjener og slave, levet for andre, gjort hvad andre sagde. En kort stund oplevede jeg hvad det vil sige at være fri, og det var ikke som borger, men de timer jeg havde i min kvindes favn, og siden når jeg så på min søn. Hvilken mand er mere fri end den der kan se sit eget afkom boltre sig i leg og glæde?”
”Vil du da kaste dit liv i kloakken for et par kønne øjnes skyld?” fnøs kejseren. ”Du er jo gal!” 
”Jeg er blot en slave,” sagde slaven, ”der tænker som en slave. Jeg er ikke bundet af magten på samme måde som I, herre kejser. Når jeg besøger et hus går ingen i bevægelse af den grund, og besøger jeg en provins opstår der ikke krig af den grund. Jeg bevæger i mig i det skjulte, og lever som jeg bedst kan.”
”Står du der og håner mig, din kejser? Har du glemt din adkomst og hvem du er? Har du ikke lige prist min magt og storhed, og utallige gange takket mig for min miskundhed?”
”Jovist, min herre og mester, jeg har netop gjort alt dette. Kejserens magt er stor og forunderlig. Mange mennesker ser hen til kejseren, og jeg gør ligeså. Jeg takker dig også for din store miskundhed, thi den er uomtvistelig. Rigeligt har du delt ud af dine gaver, og tilstået mig tid og muligheder som jeg ikke turde håbe på. Dit ry som gavmild og vis lader du ikke stå til skamme, tværtimod, du overgår beretningerne og lægger ekstra alen til. Til alle jeg møder vil jeg sige, at kejserriget er i gode hænder hos kejseren, og at hans visdom er stor.”
”Vel priser du min visdom, men alligevel forekommer det mig at du holder mig for nar. Hvilken visdom og magt er det der ikke når igennem din tykke pandebrask, og forhindrer dig i at kaste dit liv bort?”
”Jeg agter ikke at kaste mit liv bort, ærede kejser. Du viste mig et glimt af hvordan fremtiden kunne blive, og jeg fandt at jeg måtte træffe et andet valg. Jeg er en fri mand i sjælen, om jeg end er en slave i kejserriget. Der findes andre måder at bjerge sig på end at sætte fødderne under kontorskranken og tælle sække og krukker. Jeg vil søge min lykke som tigger og kræmmer, og søge at befri min kvinde fra fangenskabet. De samme evner, som gav mig et løfte om borgerskab, vil tjene mig igen på anden vis.”
Kejseren så på manden foran ham med sorg i blikket. ”Det er en stor skam, at en mand med dine gaver skal gå tabt for kejsermagten,” sukkede han. ”Så gå da, og opsøg din kvinde og dit barn, og se hvad du kan få ud af det. Jeg vil ikke starte en krig for din skyld. Jeg ville gerne have hjulpet dig, om jeg blot kunne.” 
”Endnu en gang må jeg takke kejseren for hans miskundhed.”
”Ikke mere tak fra dig, min gode mand,” sagde kejseren, ”i stedet vil jeg bede dig tilstå mig en gunstbevisning.”
”Såfremt det står i min magt at tilstå kejseren noget som helst,” sagde manden.
”Det gør det,” sagde kejseren. ”Lad mig give dig denne skål med druer med på rejsen. Den vil kunne komme dig til nytte, og jeg har mistet lysten til dem.”
”Det er dig tilstået,” sagde manden.




TH 3/2014


A Tale of Indulgence

indsendt 5. mar. 2014 15.19 af Thorkil Høgsbro

"Feast on him", said the emperor, looking at the slave and pointing towards the lions and crocodiles. "Indulge me, devour him, let there be nothing left for his mother to weep over."

"Sorry", the slave said," indulge you? Indulge me, but what do you mean?"

"What!" exclaimed the emperor, "why should I indulge you?! I will not indulge you, I will feed you to my animals!"

"But," the slave endeavoured, "what does that mean?"

"Ha!" the emperor shouted, "you want me to indulge you rather than letting my animals indulge me! You must be a grammarnazi! Indulge me, what is your occupation?"

"What", the slave said, "you want me to indulge you?! That will not happen, as I'm tightened to these bonds!"

"Then I will indulge you", the emperor said, "and release you from the bonds. But then YOU will indulge me!"

"Oh, but if only I knew what it meant", the slave whispered to himself. "How can I indulge you, my emperor?" the slave queried anxiously.

"You may indulge me and tell your occupation!" the emperor said, pointing his finger at the slave, "or I will indulge me and let my animals indulge in you!"

"Then I will indulge you", the slave said, "and display my indulgence in this task by telling you that we now all have indulged in each other. I am indeed a grammarnazi, although such a thing still does not exist, as the nazis wont be around for another couple of thousand years, but still: With all this talk of indulgence I will happily indulge you and throw myself at your mercy and, if I may say so, please indulge me with my appraisal and admiration for your great mind. Please indulge in whatever desires you must have towards me, and rest assure that I will likewise indulge in all my desires for you."

The emperor looked suspiciously at the slave, who showed up a placid smile.

"Then..." - the emperor hesitated - "I will..." - he hesitated again - "I feel I must indulge you! By what means can I indulge you, brave man?"

"You can grant me my freedom, my emperor and master!" the slave shouted with blissful joy, with a twinkle in his eye, and clapping his hands together.

"Let it be so" the emperor sighed, "you most sincerely earned your freedom. Turning towards the scribes and guards he loudly exclaimed: "Hear me! This man is henceforth free, and may leave this palace unharmed! Unchain him!"

As he was freed from the foot chain the freed man coughed slightly, and then said: "My emperor, please indulge me..."

"What!" said the emperor, "yet again! Have I not done enough?!"

"Oh yes, my emperor, but if you would indulge me just one more time, and grant me a token for my freedom, a sign that would prove beyond doubt that I am now free?"

"Hm. What do you have in mind?"

"On the table over there is some cutlery, shining in the candle lights. To you it is almost nothing, but to me a piece of cutlery from the emperors table would surely open many doors, especially if it was stamped with the royal insignia, just like the small knife in the butter."

The emperors roaring laughter filled the hall, as he took a few steps, reached for the small knife, and handed it to the brave and free man. "Now, indulge me”, the emperor said, “what good do you think this knife will do you?"

"This!" the man shouted, and stabbed the emperor in the heart so that he fell dead to the floor before the guards could react. "And now, you see, these lions and crocodiles finally will indulge me and indulge in you! Feast on him!" he shouted to the animals, and looked around at the guards, who stood frozen around the hall.

"Is there anyone else who dare to challenge me to a debate? Step forward, or rest silent for eternity!"

Nobody moved or said anything, and the man walked out of the palace, into freedom and prosperity.

Noget om at blive set

indsendt 11. okt. 2013 19.25 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 11. okt. 2013 19.33 ]

Der var fred og ro på havnen, og livet var godt. Sussi sad med en avis i hånden og så meget tankefuld ud. Gunnar sov som sædvanlig rusen ud bag skuret ved mælkebøtterne, og Erling og Mogens sad med hver sin øl. Pilsner Palle var kommet tilbage efter sin sidste udflugt, og var taget til nåde igen af Kirsden. Jutta kæderøg mens hun pillede ved sin iPhone, som hun havde købt gennem en forbindelse Kapsel Kaj havde. Anton havde opgivet sine narrestreger med fiskesnøre, og havde sagt undskyld til Kirsden for den forskrækkelse han havde givet hende.


”Har i set her”, sagde Sussi, mens hun pegede på avisen med sin ene pegefinger, “her står der om kranen. Åbenbart er det sa-bo-ta-sje”, stavede hun, “og politiet efterlyser en bil. Se!”. Sussi løftede avisen så de andre kunne se.

“Sabotage”, udbrød Kirsden, “hvem kunne dog finde på det? Her er der ellers så fredeligt – for det meste.” Kirsden så over på Anton som imidlertid ikke ænsede noget. Han var mere optaget af at se på Uttas tattoverring.

“Der står her, at der sås en bil”, sagde Sussi betænksomt, “som havde opført sig mistænksomt. De vil gerne have flere op-lys-nin-ger”, stavede hun igen. Sussi var ikke nogen stor læser.

“Journalister!”, vrissede Kapsel Kaj. “Ja forhelved”, kom det fra Mogens, “de svigter krafteddeme deres kald – det er det jeg altid har sjagt. Noen må for helvede tale magten imod. Står der noed om hva de vaffor en bil?”

“De betænker  en … en – en siviss. Det står der!”, sagde Sussi tøvende. Hun var ikke sikker på hvordan et c skulle udtales. Hun så næsten aldrig det bogstav, og læste det endnu mindre.
”En Civic?”, sagde Pilsner Palle.
Kapsel Kaj udbrød: “Hvis bare jovnalisterne overhovedet ku’ stave. Det hedder sgu’ d’itte sås, men blev set. Bilen blev set på havnen!”

“Gør det?”, sagde Erling, og plirrede med øjnene. Mogens rømmede sig: “Jeg vil nu mene det kan hedde begge dele”, sagde han.
Kvinderne kiggede nervøst fra Mogens til Kapsel Kaj, og skævede til Pilsner Palle. Freden var truet.
Kapsel Kaj så koldt på Mogens mens han langede ud efter en øl. Han åbnede den med en indøvet bevægelse, og bundede i en slurk. Så var han klar. Han åbnede en flaske mere, og sagde:

“Jeg formoder vi kan blive enige om at der er tale om et stærkt bøjet verbum, Mogens? Hvad ved du overhovedet om den slags verber?” Kapsel kaj lød til at være oplagt til at følge denne helt på dørs.

Mogens veg ikke en met. “Mange stærkt bøjede verber ka’ ikke lave passiv uden at blive lavet om”, sagde han, “det kaldes peristaltik!”

“Det hedder analytisk”, sagde Kapsel Kaj.

“Det kan hedde begge dele”, replicerede Mogens, “og så må de bruge et andet verbum. Det hedder modalverber.”

Sussi så med respekt på Mogens. Hun var ikke klar over at han vidste så meget. Omme bag fra skuret lød det fra Gunner: “Det hedder … ikke … peristaltik – …aaaaaaah … - det hedder … perifrastisk.”

Pilsner Palle lænede sig ivrigt fremover. “Hvad så når det kan hedde begge dele? Hvordan finder man ud af hvad der skal bruges?”

“Du har ret i”, sagde Kapsel Kaj, henvendt til Mogens først og fremmest, men ligeså meget til hele flokken, “at det KAN hedde begge dele, men det er ikke godt sprog at bruge sås på den måde. Man skal bruge den analytiske form, fordi det som bliver set ikke gør noget. Hvis du bruger den syntetiske form er det begge parter der ser.”

“Det minder mig om den der mand der blev parteret af konen”, sagde Sussi, “ så i ikke det i avisen i går? Der var flere end to parter …”

“Jamen, de så nok ikke hinanden”, indvendte Jutta, “for så havde de sgu nok ikke gjort det, vel!”

“Kan vi lige holde fast her et øjeblik”, sagde Kapsel Kaj køligt. “Altså, Det du kalder perifrastisk, eller peristaltisk, er en anden måde at sige analytisk. Vi må bruge et hjælpeverbum for at lave en passivform. Så langt er vi allesammen med, ikke sandt?” Kapsel Kaj så sig rundt. Sussi stirrede på ham, det samme gjorde Jutta og Mogens og Kirsden og Pilsner Palle. Erling plirrede med øjnene, og prøvede forgæves at flytte blikket fra to fluer der kopulerede på flaskekanten. Gunner var der ingen der regnede med.

“Lad gå”, sagde Mogens, “at det også kan hedde analytisk, …” – Det gjorde ham i virkeligheden ingenting at det svære fremmedord han havde husket ikke skulle bruges. Det var sådan nogle ord fine folk inde på undervisiteterne brugte. Analytisk var trods alt lidt mere spiseligt - “og at du kalder modalverber for hjælpeverber, …” – Mogens ville gerne hævde sig overfor Kapsel Kaj, især når kvinderne var i nærheden – “men hvad er det du kalder syntetisk?”

“Det er når man ikke bruger noget hjælpeverbum”, sagde Kapsel Kaj iskoldt, “men bare sætter et bogstav på. Du husker jo at det omtalte verbum er stærkt bøjet og hedder så når det er noget der er set?”

Nu vågnede Jutta: “Hvaffornoed?! Hedder det både så og set? Det ka’ det sgu da ikke! Hvis jeg så et spøgelse i går så set jeg det sgu da ikke osse!”
Kapsel Kaj rynkede panden, bøjede hovedet ned og gned sig med hånden over rynkerne. Han følte sig nogle gange så højt hævet over de andre på havnen at han fandt det svært at trække vejret. Heldigvis var Kirsden der.

“Altså Jutta, du må lige lade Kapsel Kaj forklare færdigt”, sagde hun, “jeg ved i hvert fald at man kan sige begge dele.”

“Det minder mig om den der artikel i avisen om den dersens mand …”, begyndte Sussi, men blev afbrudt af Mogens:

“Det hedder så i datid”, forklarede han, “og set i førnutid.”

“Hvad fanden er forskellen på det?”, udbrød Jutta, “det er sgu’ da det samme! Hvis jeg drak mig fuld i går, så gjorde jeg det sgu da nok i går også selvom det bliver i morgen!”

Pilsner Palle tænkte ved sig selv at det havde hun nok ret i, for Jutta drak sig fuld hver eneste dag. Men de andre var blevet ophidsede, og begyndte at råbe i munden på hinanden. Så dukkede Gunner op fra bagsiden af skuret.

“Hva snakker i om”, snøvlede han, “…er der flere øl?”.

Efterhånden faldt der ro over flokken, og Kapsel Kaj benyttede anledningen til at forklare:

“Ser I, det I så i går, det har I set, ikke sandt? Først så ser I det, så så I det, og så har I set det. Og det som I så, det blev set. Er i med?”

Stilheden på havnen var udtalt.

Kapsel Kaj prøvede igen: “Biler har ikke øjne, vel? Bilen så jer ikke, vel? Så hvis nogen så bilen så blev han ikke set, uanset om han så var synlig eller ej, ikke sandt? Så bilen, og den som så bilen, de sås ikke, vel? For så havde de begge to set, ikke? Bilen …

“Arj altså Kapsel Kaj”, udbrød Sussi, “det kan du altså ikke være bekendt! Jeg kan slet ikke følge med! Kan du ikke bare snakke så man kan forstå hvad du siger!"

Anton havde ikke forstået noget som helst. Når han havde sået korn så han ikke så nøje på det. Han sagde: “Jaeee …” Erling plirrede med øjnene. Gunner faldt omkuld igen, og Pilsner Palle flyttede ham så han kom til at ligge op ad det nye stakit Kirsden havde fået sat op.

Mogens tog Sussis parti. Han havde gerne taget hendes bagparti, men det var momentant optaget af et stolesæde, som ganske vist truede med at give efter for trykket hvad øjeblik det skulle være. For øjeblikket tog han altså hendes parti:
”Du gør sgu også alting så vanskeligt, Kapsel Kaj”, sagde han, “alt det her med analytisk passiv og syntetisk passiv ka’ sgu’ da være lige meget. Jeg ved sgu’ da godt hvem det var der kørte i den bil som avisen skriver om!”

“Så du ham?”, udbrød Kirsden.

“Nja, men jeg ka’ regne det ud”, sagde Mogens, og slog let pegefingeren mod tindingen. “Det må være ham dersens savskæreren Høbuvit, som har slået sig sammen med Ritas mor. Han har lusket en del rundt hernede på havnen på det seneste.”

Kapsel Kaj åndede lettet op. Han ville nødigt have at det skulle blive opdaget at han havde noget at gøre med den væltede kran. Hvis han samtidig kunne bidrage til at blamere sin datters mors nye filejs ville det kun være en appelsin oven i hatten.

“Det er nu heller ikke altid det er nødvendigt”, sagde Kapsel Kaj, “at være så nøje med passivformer. Man kan godt i nogle tilfælde bruge formen sås selvom ikke begge parter er aktive. Det er fordi passivformer på dansk både er rene passivformer og deponentier.”

“- Nu holder du krafteddeme”, brølede Jutta og Sussi i kor, “du skal ikke komme her og sige noget om at vi har for mange fedtdepoter bare fordi vi er passive! Du kan bare spørge nogle af de andre om de synes der er for meget af os! Og Anton!”

“Ikke depoter, deponentier”, stønnede Kapsel Kaj febrilsk. “Det er det samme som reciprokke verber …"

Længere kom han ikke. Nu udbrød der vild tumult på havnen. Stolen brasede sammen under Sussi da hun ville kaste en flaske efter Kapsel Kaj. Den voldsomme bevægelse var mere end det skrøbelige møbel kunne klare. Rasende kom Sussi på benene, idet hun råbte: “Jeg melder mig ud af denne gruppe!”, og stormede over på Den Blå Vaffel. Kirsden var også kommet op at stå, og prøvede at formane til fred på havnefronten, men kunne ikke få ørenlyd. Hun søgte i stedet trøst i Pilsner Palles arme, og sammen trak de sig tilbage til Kirsden trygge hjem. Mogens tog sig alfaderligt af Jutta og Anton og Erling, og sagde til Kapsel Kaj, inden han fulgte efter de andre over til Vaflen: “Reciprok, det er når man gør noget ved hinanden ikke også? Nu skal du bare se, jeg kan et andet reciprokt verbum, og det hedder slås!” Så stak han Kapsel Kaj en ordentlig næsestyver. Havde han været bedre til at ramme kunne det være gået galt for Kapsel Kajs næse, nu slap han med en tur ned på asfalten og en smule næseblod. Mogens trampede med megen værdighed over mod Den Blå Vaffel. Kapsel Kaj søgte over mod Kirsdens stakit, hvor han fandt et leje ved siden af Gunner, der var vågnet af al tumulten.

“Hva … hva sker der”, snøvlede Gunner.

“Ingenting” mumlede Kapsel Kaj, “bare en diskussion om grammatik.”

Skøjten

indsendt 6. maj 2013 05.39 af Thorkil Høgsbro

Der var en gang en skøjte, den boede ude i skoven. Den følte sig ensom og trivedes ikke specielt godt. Når den gik i skoven væltede den hele tiden omkuld, og alle musene skældte ud på den og sagde at den ødelagde deres haler. Den stakkels skøjte blev ked af det, og bestemte sig for at prøve lykken andetsteds. Så en efterårsdag begav den sig på vandring. Det var svært at komme afsted. Den væltede over selv den mindste kvist, og selvom det gik bedre og bedre med tiden så den efterhånden ganske ramponeret ud. Skæret tyngede og havde fået skår, og snørebåndende var sølet til i mudder. Skøjten tænkte at den aldrig ville finde meningen med livet, det som skulle fylde det hulrum ud den følte den havde i sig. Den lagde sig i grøftekanten og sukkede opgivende.

Nogle drenge kom forbi og råbte: "Se! En gammel skøjte!", og tog den med. De fyldte den med nødder, og det føltes egentlig ganske godt, men alligevel ikke helt rigtigt. Og efter at de havde spist nødderne lod de skøjten ligge. "Hvad skal der blive af mig?", tænkte skøjten mistrøstigt.

Bladene på træerne var blevet røde og gyldne i efterårskulden. Da skøjten nu lå helt stille samledes de visne blade på toppen af den, så den snart lignede et helt kunstværk. Da var der et pindsvin der prøvede at bruge den som hule til sit vinterhi. Det var skøjten ikke ret glad for, det stak så forfærdeligt, og der var ikke plads. Pindsvinet fandt heldigvis ud af at det heller ikke var noget for den, og fortrak.

En dag lød der jagtsignaler i skoven, og det vækkede skøjten. Det var en kold og blæsende dag, bladene føg væk, og pludselig kom en stor hund løbende. Den glemte helt sit bytte da den så skøjten. Den snusede, tog så skøjten i kæften og apporterede til jægeren. Men jægeren blev slet ikke glad. Han skældte ud på hunden, og sagde at han ville sælge ham. Skøjten smed han fra sig så den landede blandt nogle siv. 

Der lå skøjten nu og tænkte. Hvorfor havde den det så svært?. Det var som om den slet ikke var havnet det sted den skulle. Klingen tyngede, og den forstod ikke hvorfor lige præcis den havde fået en sådan byrde at bære rundt på. Der var ingen der ville have den, selv hunden som havde taget den med havde troet at den var noget andet. Men den var bare en gammel skøjte. Som den lå der og tænkte blev det koldere og koldere, og en mørk aften hørte den oppe fra vejen glade mennesker der sang og gik med lys. Det er nok højtid, tænkte skøjten, og her ligger jeg i sølet uden formål! Så ville den trykke sig længere ned mellem sivene som for at skjule sig helt, men opdagede at jorden var blevet hård.  Vandet, som skøjten lå ved, var blevet til is. I det samme kom en lille fattig dreng, som ikke havde fulgtes med de andre. Han skulle ikke til gilde, men havde bestemt sig for at gå ned til søen for at lege på isen. Da han så skøjten blev han glad, selvom den så forfærdelig ud. Skæret var rustent, snørebåndende stive af frost, og foret var koldt og fugtigt. Men drengen var ligeglad. Han tog den ene sko af og stak foden i skøjten.

Pludselig var det som skøjten vågnede til live! Foden passede perfekt ned i den, og den sluttede fast om den, og nød at være på højkant. Drengen vovede sig ud på isen. Skøjten sitrede. Hvad var det?! Isen sleb rusten af skæret, skøjten følte det som skæret og isen kærtegnede hinanden. Den jublede stille og slog en lille saltomortale af bar lykke. "Hov", sagde drengen, "jeg må vist øve mig!". Så satte han skøjten på isen, holdt balancen, og gled langsomt ud på søen. I lang tid legede drengen og skøjten med hinanden. Med den fod der ikke havde skøjte på satte han fart, så skøjten ville have hvinet af fryd, havde den haft en stemme. Hver gang de bremsede stod der en sky af iskrystaller op og det havde de begge megen fornøjelse af. Skøjten fandt hele tiden på nye måder at løbe på, og drengen morede sig med at lære at følge skøjten, og nogle gange at styre den udenom hvis den havde retning ind mod sivene.

Tilsidst var drengen træt, satte sig ned og tog skøjten af. Han så på den. Det som havde været en gammel efterladt ting havde fået liv, skæret skinnede klarere, og snørebåndende hang løse ned i den frie luft. Han strøg den forsigtigt over snuden. Da var det som om hele skoven i et nu åbnede sig op, og et kraftigt lysskær blændede ham. En lyd, som af et mægtigt bremseskær, næsten bedøvede ham, og en sky af iskrystaller lagde sig over ham. Da han lukkede øjnene op igen stod foran ham en fe, endnu strålende, og ligesom svævende over jorden. Hun smilede til ham: "Du skal have tak, min ven, for at have lært mig hvad formålet med mit liv var. Jeg fyldte mit liv med så mange unyttige ting, forfængelighed og tryghed. Forfængeligheden stak mig som nåle, og trygheden gjorde mig tykmavet og sat. Du viste mig hvad det vil sige at lege! Jeg vil derfor give dig en gave. En dag vil du møde et andet menneske som vil komme til at betyde noget for dig. Således som du har lært mig om glæden ved livet, således skal du få evnen til at berige denne andens liv, at åbne hendes øjne for glæden ved at leve".

Lyset var nu næsten helt blegnet. "Min ven”, sagde hun, “modtag disse som en tak!". I feens fremstrakte hånd hang der et par nye skøjter. I det drengen tog imod dem forsvandt synet, og han stod alene tilbage ved søbredden i den mørke vinteraften. 

Drengen passede i alle årene derefter godt på sine skøjter, han holdt deres skær rent og skarpt, pudsede læderet, og skiftede snørebåndende når de var slidte. Han glemte aldrig hvad han havde oplevet den vinteraften, og kom til at sprede meget glæde.

Frikadelleheksen

indsendt 6. maj 2013 05.34 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 17. maj 2013 15.37 ]


Der var engang en dreng der ikke ville sove. I stedet ville han blive oppe og se fjernsyn og spise slik. Hans far og mor syntes det var for galt og forsøgte at opdrage ham, men intet syntes at hjælpe. Hver aften sagde mor: ”Nu skal du gå i seng!” Og hver aften sagde drengen: ”Nej! Jeg vil se fjernsyn!”

Se, nu fandtes der på den tid en heks i skoven, som alle vidste om. Man kaldte hende frikadelleheksen, fordi der voksede frikadeller ud af håret på hende. Når hun fløj på sin kost over husene og haverne hændte det at hun tabte en frikadelle. Og det blev folk slet ikke sure over, i hvert fald ikke alle, for var man så heldig at finde en af hendes frikadeller kunne ingen sige nej til dig. Frikadellerne kunne ikke gemmes, men de kunne spises med det samme, og ingen kunne sige nej til dig resten af dagen.

Frikadelleheksen fløj gerne sine ture i skumringstimen om vinteren, og om sommeren i den tidlige aftensol, så på den tid, da folk kendte frikadelleheksen, var der mange der gik ture på de tidspunkter, eller sørgede for at have noget at gøre udendørs. Manden i huset ville prøve at udsætte snerydningen til skumringstimen, og konen i huset gik gerne og lugede i blomsterbedene på de tidlige sommeraftener.

Børnene troede ikke altid på hvad de voksne fortalte dem om frikadelleheksen, og mente at det var noget de voksne havde opfundet for at få børnene til at spise sine frikadeller. For tænk nu hvis en af de frikadeller mor serverede i virkeligheden var fra frikadelleheksen! Så kunne der blive et leben med børn der prøvede at forlange de umuligste ting, som at se en farlig film eller få penge til et nyt legetøj. Men når forældrene sagde nej forstod alle jo straks at det bare var almindelige frikadeller man havde spist. Og så ærgrede børnene sig over at de endnu engang var hoppet på de voksnes historier, og ingen troede for alvor at frikadelleheksen eksisterede.

En dag fandt drengen, som ikke ville sove, en frikadelle i sin mors blomsterbed. Han kiggede mistænksomt på den, og mente først at det måtte være fra middagen aftenen i forvejen, men kom så i tanke om at de slet ikke havde fået frikadeller aftenen i forvejen. De havde fået fisk, og han var blevet sendt i seng som altid af sin far og mor. Så hvad en frikadelle i blomsterbedet bestilte kunne han ikke lige forstå. Han tog den op, og gik ind til sin mor.

”Mor, hvad skal vi have at spise i dag?”

”Flæsk og grønlangkål, min kære dreng”.

”Må jeg ikke får risengrød i stedet?”

”Nej, det kan du tro du ikke må!”

”Gys”, tænkte drengen, men sagde ikke noget. Så gik han ind i stuen hvor faren sad med dagens avis.

”Far, kommer der noget spændende i tv i aften?”, spurgte han.

”Hvorfor spørger du om det?”, sagde faren.

”Jo, fordi så ville jeg gerne se det”,  sagde drengen.

”Det ved du jo godt at du ikke må. Du skal passe din sengetid, og ikke sidde oppe det halve af natten!”

Drengen tænkte ”Øv”, men sagde det ikke. Så gik han ind på sit værelse, og kom i tanker om at der skulle være udflugt med klassen dagen efter, og at han ikke havde nogen ordentlig cykel. Hvis bare han kunne låne naboens søns cykel! Så gik han over til naboens søn.

”Hej”, sagde han til naboens søn.

”Hej med dig,” sagde naboens søn.

”Må jeg låne din cykel i morgen til skoleudflugten?”

”Er du tosset!? Du kommer bare til at køre ind i noget og ridse lakken. Desuden skal jeg selv bruge den til at imponere pigerne med. Nej, den kan du ikke få lov til at låne!”

”Naboens søn er dum”, tænkte drengen mens han gik hjem igen, og kiggede på frikadellen som han stadig havde i hånden. Den så nu egentlig meget lækker ud. Måske skulle man prøve? Hvis han blev syg af den så gjorde det heller ikke så meget, så ville han slippe for både grønlangkål og skoleudflugt. Han tog en rask beslutning og spiste den.

Den smagte ikke af noget særligt. Det sagde heller ikke kapow, og føltes ikke på nogen speciel måde. Drengen havde halvvejs forventet at han ville mærke en slags elektrisk strøm gå igennem ham, hvis det var en rigtig frikadelleheksfrikadelle, men han mærkede slet ingenting. ”Det var det jeg tænkte”, tænkte drengen, ”de voksne er fulde af løgn”. Men han gik alligevel ud i køkkenet til sin mor.

”Mor, er jeg nødt til at spise flæsk og grønlangkål i aften?”, spurgte drengen som ikke ville sove.

”Er der noget du hellere vil have”, spurgte hans mor.

”Risengrød!”, sagde drengen.

”Jamen, så laver jeg risengrød til dig”, sagde drengens mor, ”så kan far og jeg spise flæsk og grønlangkål.”

”Juhuu!”, tænkte drengen, og skyndte sig ind til sin far.

”Far, må jeg godt se fjernsyn i aften?”

”Jamen selvfølgelig, min dreng, der kommer lige præcis en rigtig drengefilm om en agent der skal redde verden. Her har du en halvtredser, du kan lige nå at løbe over i butikken og købe lidt godter til filmen”, sagde faren, og stak drengen en halvtredser.

”Fedt”, sagde drengen til sig selv, og løb over til naboen. Naboens søn stod netop og pudsede sin cykel.

”Må jeg godt få din cykel”, spurgte drengen der ikke ville sove.

”Ja, det må du godt”, sagde naboens søn. ”Jeg har også lige fået den fedeste hjelm som passer til den. Vil du ikke også have den med? Jeg kan bare få en ny hos min far.”

”Jo tak”, sagde drengen. Han tog straks hjelm og cykel, og kørte til butikken, hvor han købte slik for 100 kr fordi købmanden ikke kunne sige nej til ham. Så kørte han hjem, spiste sin risengrød, så filmen om en agent der skulle redde verden, og spiste alt slikket helt alene. Da han omsider kom i seng var han så træt at han øjeblikkeligt faldt i søvn.

Snip snap snude – eller, vent lidt. For inde i fars og mors soveværelse lå far og mor i sengen og snakkede sammen.

”Tror du virkelig vi kan få ham i seng om aftenen efter det her?”, sagde moren.

”Hvis ikke det her virker, så vil jeg æde min hat”, sagde faren.

”Det var heldigt at naboens søn var med på den”, sagde moren.

”Ja, det var heldigt”, sagde faren.

”Og at vi kunne lave en aftale med butikken”, sagde moren.

”Ja, det var heldigt”, sagde faren

”Hmm”, sagde moren.

”Det må nu være rart at få sine ønsker opfyldt”, sagde faren.

”Ja, det må det”, sagde moren. Så faldt hun i søvn.

Faren lå længe vågen. Tilsidst stod han op igen, og gik ud i haven med en lommelygte. ”Tænk nu”,  tænkte han, ”hvis der lå endnu en frikadelle fra frikadelleheksens hår. Det ville være dumt ikke at se efter!”

 

Tordenfuglen

indsendt 6. maj 2013 05.30 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 6. maj 2013 05.36 ]

 

Ude på den åbne hede gik tordenfuglen. Henover bakkerne, ned i dalene. Den krydsede bække og små vandhuller uden at ænse vandet. Den så ikke hvor den satte fødderne. Den ville ikke se hvor den satte fødderne. Dens skaber havde i stedet for almindelige fuglekløer givet den elefantfødder, som var for tunge til at tordenfuglen kunne flyve. I stedet gik den, gik og gik, trampede sine egne stier, og mens den gik tænkte den sine egne tanker.

Heden var stor, men ikke uendelig. Det hændte at tordenfuglen mødte mennesker. da råbte den op og stampede med fødderne i jorden så menneskene skyndsomt fortrak. Man sagde at der boede et uhyre på heden, en kæmpe fugl med ansigt på maven og en forfærdelig stemme. Dens øjne lyste grønt, dens næb lyste gult, og med fødderne stampede den så det lød som torden.

Tordenfuglen var ikke altid at finde på heden. Folkene omkring vidste ikke hvor den drog hen når den ikke vandrede rundt på de åbne lyngbakker. Pludselig en dag var jorden stille under dem, luften mindre tæt. Tordenfuglen er borte, sagde de, nu kan vi gå på heden! Dyrene blev sendt på græs, og nogle af de mere modige mennesker begav sig langt ind på heden. Nogle søgte tordenfuglens rede, i den tro at den ville røbe hemmeligheder eller store rigdomme. Andre fulgte tordenfuglens spor, indtil de kom til til hedens udkant, og sporene hørte op. Nogen sagde de havde fulgt tordenfuglens spor ud i havet, og sagde at den måtte være gået videre på havets bund, og spredt sin rumlen dernede. Gamle mennesker, som havde fulgt tordenfuglens spor i sin ungdom, kendte alle historierne, og sagde at tordenfuglen ikke kunne findes eller fanges. Den var en vandrer, et væsen man mødte når tilfældet eller skæbnen ville det.

Enkelte fortalte at de havde ført samtaler med tordenfuglen. Den kunne tale, men ikke ret gerne. For at samtale med den måtte man sætte sig ned på dens bane, idet man sørgede for at vende sig mod den side man regnede med den kom fra. Den ville prøve at bedøve den formastelige med sin stampen og torden, men ved at holde ud kunne man få den til at stå stille. De mennesker der havde talt med den havde aldrig sagt hvad de snakkede om. Mange mente derfor at tordenfuglens taleevne blot var en myte, og at de mennesker der påstod de havde talt med den var enten fantaster eller bedragere.

SKRÅÅÅRK!!!

Den unge kvinde fik i en fart vendt sig om. Over bakkekammen kom et underligt væsen til syne. Først troede hun ikke hvad hendes øjne fortalte hende, så begyndte hun at smile, så pressede latteren sig på. Det hjalp ikke at hun prøvede at holde sig for munden eller at se væk. Ned af bakken vraltede et besynderligt væsen, farverigt, ivrigt flaksende med stumpede vinger, som var det en art pingvin, og konstant smældende med en altfor dyb stemme til den lille krop. Væsenet var vel ikke større end den dukke hun havde haft som barn, omtrent som en baby. Når det satte fødderne i jorden lød der dumpe tordenlyde, som var der en meget større vægt bag end det lille korpus antydede. Tordenfuglen gik over til større og hoppende skridt da den nærmede sig kvinden, hvilket fik tordenrummelen til at stige voldsomt i lydstyrke. Den bevægede sig rundt om hende, idet den supplerede larmen med høje skrig og en ivrig flaksen med vingerne.

Den unge kvinde var imponeret over tordenfuglens optræden men heller ikke mere. I stedet for at blive skræmt lo hun så tårerne trillede. Det syntes i starten kun at opildne tordenfuglen til endnu større hop og endnu mere larm, men da kvinden kun lo ad dette holdt den til sidst op. Den standsede sin vilde dans, og stod stille foran kvinden. Den sagde intet, og stod med et afventende, udtryksløst ansigt.

- Hvem er du?

- Jeg er dig.

Kvinden rynkede panden.

- Hvad er du?

Intet svar. Tordenfuglen stod urørlig.

- Hvorfor larmer du?

- Larm er mit væsen, sagde tordenfuglen. Hvad er larm?

Kvinden blev overrumplet af at få et modspørgsmål, og sagde overrasket: Forstyrrende!

Tordenfuglen lagde hovedet på skrå.

- Hvorfor er du så her?

Den unge kvinde blev forvirret, da mange tanker pludselig myldrede frem og tog pladsen fra hendes gennemtænkte plan. Hun huskede hvad hendes bedstemor havde fortalt hende om at tale med tordenfuglen, og samlede sig.

- Jeg troede du var større!

Tordenfuglen sagde intet.

- Er der kun dig?

- Nej, sagde tordenfuglen. Ja, sagde den. SKRÅÅÅRK, sagde den, og stampede med fødderne et par gange.

- Jeg troede du ville være mere skræmmende...?

- For nogle er jeg stor som et hus. Få mennesker ser mig som du ser mig.

- Må jeg røre ved dig?

- Måske, sagde tordenfuglen, men jeg tør ikke sige hvad der vil ske.

Den unge kvinde så på tordenfuglen med varme i blikket. Dens myndighed og åbenbare styrke virkede på en gang respektindgydende og lidt komisk. Hun havde lyst til at omfavne den.

- Hvad kan der ske?

- Dit liv vil blive forandret, din verden kan gå under. Jeg kan tynge dig ned, lænke dig til disse bakker. Eller slet intet vil ske, og du vil ikke kunne huske dette møde.

Den unge kvinde sagde intet i et stykke tid. Hun kæmpede med sin trang til at give tordenfuglen en omfavnelse, samtidig med at hun prøvede at forstå hvad den havde sagt. Tordenfuglen stod stille.

- Jeg ser dig, sagde hun til sidst.

Tordenfuglen bukkede let.

- Hvor kommer du fra?

- Jeg hører hjemme i lyngbakkerne, i de dybe skove, på havets bund, blandt dybe kløfter og høje bjerge.

- Nå ja, sagde kvinden, og du går derhen hvor vejen fører dig. Det har bedstemor sagt. Men hvorfor?

Tordenfuglens grønne øjne lyste kraftigere, og en mellemting mellem et smil og indigneret forargelse synes at komme til udtryk i tordenfuglens ansigt. Men den sagde intet.

- Hvad lever du af?

- Hvad er nu det for et spørgsmål? Mad, hvad ellers!, fræste tordenfuglen.

- Bliv nu ikke sur, sagde den unge kvinde, jeg vidste blot ikke hvad jeg ellers skulle spørge om!

- Hvad vil du spørge mig om, som du ikke har spurgt mig om allerede?

Kvinden tøvede.

- Hvordan kan det være at du taler?

- Jeg er tordenfuglen.

- Du er tordenfuglen..., gentog kvinden usikkert. Hvorfor kan du ikke bare svare på spørgsmålet? Du må da vide hvor du har lært at tale henne?

- Tordenfuglen er ikke til for dine behovs skyld. Og skynd dig nu, for tiden er knap.

- Hvem har skabt dig?

- Det spørgsmål ville jeg selv gerne have et svar på, sagde tordenfuglen.

- Ved du det ikke?

Tordenfuglen stod stille. Dens grønne øjne ulmede.

- Husk at jeg larmer. Ro og fred er ikke i min verden.

- Jeg ved det, sagde kvinden, og gav tordenfuglen et knus.

 

Da den unge kvinde kom hjem kiggede bedstemoderen på hende. Fandt du den? Mødte du tordenfuglen?

- Ja, jeg mødte den.

- Rørte du ved den?

- Ja, jeg rørte den.

- Så gjorde du det som jeg ikke turde. Hvad skete der?

- Ingenting. Men den sagde pænt tak, og forsvandt i torden og larm. Den var slet ikke så skræmmende som folk siger.

Det tror jeg på, sagde bedstemoderen.

Troldene

indsendt 5. maj 2013 04.25 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 5. maj 2013 04.29 ]



Der var engang to trolde som boede ude i en stor skov. De var små og dumme. De plejede at bruge dagene på at lede efter mad. Det var ikke vanskeligt, for de spiste mest sten. Trolde har meget stærke tænder, men det siger sig selv at menneskebørn var deres livret. Så når de fandt sådan et kom de gerne op at slås om hvem der skulle spise det først. De kom i det hele taget ret ofte op at slås, ikke fordi de behøvede, men fordi de ikke kunne finde ud af andet.

            En dag fandt de en rodknold der var næsten rund. Så fandt de ud af at de ville spille bold med den. Den ene tog knolden, og kastede den i hovedet på den anden. Av, sagde den dumme trold, og smed den tilbage i hovedet på den første dumme trold. Så begyndte de at slås. Efter et stykke tid holdt de op med det, og spiste lidt bark og småsten.

Lad os prøve at gribe bolden, foreslog den ene. God idé, sagde den anden. Så tog han knolden og kastede den i hovedet på den første igen, og så begyndte de at slås igen. De kunne ikke finde ud af at spille bold.

            Sådan gik det med det meste af det de foretog sig. Når de ville flyde på en træstamme på vandet lå de snart og hylede om hjælp i vandet mens de klamrede sig til stammen, for de kunne heller ikke svømme, og i hvert fald ikke enes om at holde balancen. Når de prøvede at fange nogle af skovens dyr afslørede den ene altid den anden lige idet de skulle til at kaste sig over det. Så måtte de spise sten og bark igen den dag. Når den ene satte sig ned for at kigge på myrerne, og spise nogle af dem, kom den anden altid og kastede sten eller jord på myrerne så de blev væk. Og så løb de efter hinanden igennem skoven, mens den ene hylede og den anden lo højt.

            Troldene syntes selv at de var sjove og dygtige, og havde det evig morsomt. De glemte hurtigt når noget gik dem imod.

            En dag gik de helt ud til udkanten af skoven, helt derud hvor de kunne møde mennesker. De var ikke bange for meget, men de var bange for mennesker. For menneskene syntes ikke troldene var spor sjove, og hvis de blev opdaget kunne de være sikre på at menneskene ville jage dem. Så for en gangs skyld lod de være med at afsløre hinanden. Ellers håbede de på at de kunne få fingrene i et menneskebarn, for de var så lækre. Bare tanken om det fik dem begge to til at savle.

            Derfra hvor troldene gemte sig kunne de se en gård. Det var en lille gård, som lå lidt for sig selv. Mens troldene spionerede så de flere børn nede på gårdspladsen, som legede fangeleg. Børnene lo og morede sig, og troldene lo med. Det så så morsomt ud, og de tænkte ved sig selv at det ville de også prøve. Så kastede den ene en sten på den anden, og sagde Du er den!, og spænede ind i skoven. Så løb den anden efter og sådan gik den dag. Om aftenen spiste de sten, og var i dårligt humør.

            Næste dag sad de og spionerede på gården igen. Nu var der kun en lille dreng at se. Forældrene måtte være på markarbejde. Så kom der et barn mere, en lille pige, som straks begyndte at lege med drengen. De havde en lille bænk, og spande og skovle, og små fade og skåle. Så fyldte de spanden med vand og lavede mudderkøkken. Det så morsomt ud, syntes troldene, og det måtte smage lækkert, tænkte de. Så løb de ind i skoven, til den nærmeste bæk. De prøvede at tage vand i deres hænder for at bære hen til noget jord, men vandet løb hele tiden ud mellem fingrene på dem. Så fandt den ene af dem på at de bare kunne tage noget af det våde jord der var ved bredden af vandet, men så opdagede de at de manglede en spand. Så stod de der og følte sig temmelig dumme. For at få det bedre kastede den ene noget vand på den anden, som så kastede noget jord på den første. Snart sloges de og rullede rundt på bredden, så de begge var helt smurt ind i mudder. Til sidst faldt de i vandet. Det forskrækkede dem så meget at de satte i at hyle og fór igennem skoven ude af sig selv af skræk.

            Den aften spiste de mos og tørre blade, for der var ingen sten. Den ene var mere sur end den anden. Humøret var elendigt.

            Næste dag dag var de på sin udkigspost igen. Nu ville de vove sig nærmere, havde de bestemt, og se om ikke de kunne få fingre i barnet. De længtes efter sødt kød, og savlede ved tanken om at sætte tænderne i en god lårbasse.

            Nu var drengen der sammen med sine forældre. Menneskene sad udenfor og spiste sammen, og smilede og lo. Så fandt faren en mærkelig ting frem. Den lignede en bulet kasse, og når faren trak en pind henover den kom der en lyd, som fik både mor og barn til at klappe i hænderne og begynde at danse. Den ene trold begyndte også straks at danse, men den anden kastede et stykke træ på den for at få den til at holde op med det. Så begyndte de at slås igen, og glemte alt om at være stille. Så holdt de pludselig op, for de opdagede at manden havde fundet et gevær frem, og var på vej hen mod deres skjulested. Så spænede de ind i skoven uden at sige en lyd, og gemte sig under et træ der var væltet. De spiste slet ingen ting den aften.

            Nu gik der flere dage før troldene igen turde at nærme sig gården. Så en tidlig morgen var de igen på plads. Der så de at manden var sammen med en hel masse andre mænd, og at de havde geværer over skuldrene alle sammen. Moren sagde farvel til dem, og efter jægerne var gået gik hun ind i huset og låste døren. Troldene listede væk mellem træerne, men de sørgede for at de ikke kom for langt væk fra gården. Da de var kommet på god afstand af jægerne listede de ud af skoven, ned mod gården. De fandt snart en sti som de fulgte.

            Nu var der fri bane, tænkte de. Tanken om lårbasserne fik dem til at savle og være helt stille.

            Men så faldt de i et hul! Menneskene havde gravet et hul og dækket det til, så troldene ikke kunne se det, og der lå de nu! De begyndte straks at hyle noget så forskrækkeligt begge to, og pegede fingre af hinanden, og sloges nede i hullet. Der gik ikke lang tid, så stod der en kreds af mennesker omkring kanten og kiggede ned på troldene. Det var alle jægerne, og moren og den lille dreng. Drengen spurgte hvad det var for nogle der var dernede i hullet, og faren sagde at det var trolde, og at nu skulle de finde ud af hvad de skulle gøre med dem. Så gik de allesammen, og lod troldene passe sig selv. Men det tog ikke lang tid, så kom drengen tilbage med en pose, som så ud til at være ret tung.

Hej trolde, råbte han, min far siger at i larmer for meget, så vi ikke kan tænke. Her er nogle sten til jer, så kan i måske blive mere stille. Så tog drengen sækken af skulderen og smed den ned i hullet til troldene. De begyndte straks at slås om posen, selvom der bare var sten i den. De var ikke kræsne, så stenene blev hurtigt spist. Sækken spiste de også. Snart blev troldene trætte af mæthed, og faldt i søvn.

De voksne snakkede om hvad de skulle gøre med troldene. De fleste ville tage livet af dem med det samme, men der var også nogle der foreslog at de skulle prøve at lære troldene at holde sig væk fra gårdene. Så kunne de blive sendt tilbage til skoven, og fortælle de andre trolde at de også skulle holde sig væk.

Næste morgen samledes alle menneskene omkring hullet med troldene. De havde allesammen gryder og pander i hænderne. Så gav en af dem signal og et frygteligt spektakel brød løs. Troldene vågnede med et sæt, og løb, først ind i hinanden, så ind i jordvæggen. Så smed de sig ned på jorden og holdt sig jamrende for ørerne, og bad så pænt om at larmen måtte holde op. Stop, råbte de, stooop, ondt i ører! Så pludselig holdt larmen op. Da troldene kiggede op stod manden på gården med hænderne i siden og sagde: Så, i dumme trolde, nu skal i op! Og husk, hvis ikke i gør som jeg siger så begynder larmen igen. Og for en sikkerheds skyld blive i også bundet når i kommer op. Så kom nu, en af gangen.

Så blev en træstamme skubbet ned i hullet, og troldene kravlede op en af gangen. Da de var oppe fik de hver et reb om foden. Så!, sagde manden, nu skal vi lege en leg! Og så tog han dem hen på en mark hvor der lå noget der lignede et menneske, men det var det ikke. Det var en dukke lavet af halm, som havde fået noget af drengens gamle tøj på. Troldene blev helt forvirrede da manden sagde værsgo, og pegede på dukken. Så kastede de sig over maden, som de jo troede det var, og dukken var snart splittet helt ad. Men istedet for at smaske hylede troldene noget så hjerteskærende, for inden i dukken var der musefælder over det hele, og når troldene stak hænderne i den smækkede fælderne sammen om fingrene. En af dem havde fået en musefælde klemt om tungen og jamrede specielt ynkeligt. Alle menneskene grinede da de så troldenes forfjamskethed. Så spurgte manden om de nu havde fået stillet appetitten, men troldene hørte ham ikke, de var altfor optaget af at det gjorde ondt over det hele.

Da troldene var blevet befriet for musefælderne blev de trukket hen til et bord hvor der stod to store skåle med flæsk. Nå, sagde manden, nu har vi været lidt slemme ved jer, så nu skal i få noget ordentlig menneskemad at spise! Og så fik de to dumme trolde hver sin skål. De kastede sig straks over maden, og spiste med stor appetit. Men det de ikke vidste var at kødet var krydret med alt det chilipeber menneskene havde kunnet finde. Ikke så snart havde troldene taget en bid, så begyndte deres arme og ben at spjætte. Det gjorde de i stedet for at svede, sådan som mennesker ville gøre. Selvom det var så stærkt at det var helt uspiseligt kunne troldene ikke holde op, og snart lød troldejammeren igen ud over markerne. De lå på græsset og holdt sig for halsen, når da ikke armene spjættede ud til siderne, og hylede og skreg. Så kom der to mænd med to spande med vand, som de hældte på troldene, og efterhånden holdt skrigene op.

De to dumme trolde forstod ingenting. De havde sådan glædet sig til at smage lårbasser, og det var gået helt anderledes. De sad slukørede på græsset med hænderne i skødet og skævede op på mændene. Så sagde manden på gården: Så, nu har i spist, så er det på tide med en dans. Spil op, alle mand! Så fandt de allesammen sine gryder og potter og pander frem igen, og manden fandt sin violin frem, og så blev der spillet til dans. Det var en voldsom larm. Violinen kunne næsten ikke høres, men det kunne gryderne så sandelig. Alle menneskerne dansede, alt mens de larmede så meget de overhovedet kunne. Troldene blev meget forskrækkede, og prøvede at løbe væk. Så opdagede de at alle menneskene havde travlt med at danse, og at der ikke var nogen der holdt i deres reb. Hurtigt smøg de dem af sig, og satte i fuldt firspring mod skoven, De blev ved med at høre larmen, som forfulgte dem ind mellem de første træer, men så var de endelig tilbage i deres egen skov. De blev ved med at løbe, lige indtil de var nået hjem til deres egen hule.

Der gik meget lang tid før troldene vovede sig ud mod den ende af skoven igen, og de vovede aldrig at besøge gårdene igen. Det var farligt, sagde de til hinanden, og desuden havde de helt mistet lysten til lamseben. Hver gang de drømte om at spise et barn kom den fæle smag fra det stærke kød frem i munden på dem, og så var det slut med den drøm.

Men de havde fået en ny leg. Nogle gange tog den ene af troldene et aflangt stykke træ og en pind og stillede sig op og lod som om han spillede violin, ligesom manden på gården. Der kom selvfølgelig ingen lyd, men så sang de begge to til. Det lød så rædselsfuldt at de begge to straks beskyldte den anden for at ødelægge musikken, og så begyndte de at slås. 



Slaget om de to høstarbejdere

indsendt 5. maj 2013 04.01 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 8. maj 2013 05.36 ]

  

Det er aften på museet, og der er fint besøg fra udlandet. Den kendte hollandske kurator er kommet for at fortælle om Van Goghs kunst. Han er ikke kommet langt, da følgende scene udspiller sig.


Kuratoren fortæller: Læg mærke til de forskellige nuancer af gult Van Gogh har brugt til at give kornmarken dybde. Han har også brugt forskellige pensler, nogle af dem så korthårede at de nærmest fungerer som spartler. Hernede i hjørnet f. eks…..

XXX: Hvorfor siger du ikke noget om hans øre. Han var jo vanvittig og skar sit øre af.

Kuratoren: Ja, det er rigtigt, men det er ikke så afgørende for hans brug af farver….

XXX: Hvorfor siger du ikke noget om blå? Jeg kan se der er masser af blå himmel!

Jo jo, siger kuratoren, men lad mig nu gøre den gule farve færdig. Du har ret i at den blå også er vigtig, men jeg kommer til det.

XXX: Hvordan kan det være at du ignorerer den blå farve? Vil du ikke tale om den fordi du i virkeligheden ikke har forberedt dig?

Kuratoren, lettere forvirret: Jeg var lige i gang med den gule farve….

XXX: Jeg vil høre noget mere om den blå farve. Den opfatter jeg som den vigtigste! Hvorfor starter du ikke med den?

Nu begynder publikum at bede XXX om at sætte sig ned så de kan høre kuratorens foredrag, men XXX svarer at han er ude i en større sags tjeneste, og at de alle vil takke ham for hans indsats når han er færdig.

Kuratoren: Hør, unge mand, hvis du er så interesseret i Van Goghs farveholdning og penselteknik, vil du så ikke fortsætte?

XXX: Min rolle er ikke at være kurator. Jeg er her kun for at fortælle dig at du ikke gør det godt nok, og at jeg gerne vil hjælpe dig.

Kuratoren: Hvad er dine kvalifikationer?

XXX: Jeg har set mange af Van Goghs billeder. Min mor havde en stor bog med mange af billederne i.

Kuratoren: Har du læst bogen?

XXX: Det meste, men jeg fandt at jeg fik mere ud af at tænke selv. Jeg kan godt lide at danne mig mit eget indtryk!

Javel, sagde kuratoren. Så er du altså ikke klar over at jeg de sidste 30 år har været leder af Kröller Müller museet i Holland som har en anseelig Van Gogh samling, bl.a. Natcafeen, har skrevet flere bøger om emnet, bl.a. en monografi om specielt Natcafeen, hvor jeg bl.a. udfører nærgående analyser af især hans maleteknik. Tror du ikke du kunne lære noget af en som har beskæftiget sig med dette så længe, stået med de originale værker i hænderne, og holdt foredrag verden rundt i snart en menneskealder?

XXX: Du videregiver jo bare de erkendelser som andre før dig er kommet frem til. Det er jo ikke spændende. Det er vigtigere at danne sig sit eget indtryk!

Kurator: Og hvad kom du så frem til ang. den blå farve i dette billede af to høstarbejdere der hviler ud i en høstak?

XXX: Jeg mener ikke at den blå farve er vigtig i sig selv, men jeg mener at billedet skal ses i sammenhæng. Den blå farve er der ikke noget særligt ved.

Kuratoren: Ved du hvor mange nuancer af blå der er i billedet?

XXX: Nej.

Kuratoren: Jeg har delt nuancerne ind i tre grupper. De hvide skjorter du ser her udgør den ene kategori. Her er omkring 8 forskellige blålige nuancer. Den nederste del af himlen er holdt i lysere nuancer end den øvre. Hele himlens farvespil er fremkommet ved brug af ikke mindre en 14 forskellige nuancer af farven blå. Og så medregner jeg ikke køernes skygge, eller træskoenes krumning, hvor blå ret beset også indgår. Ved du, unge mand, hvor lang tid det har taget at male billedet?

XXX: Nej.

Kurator: Van Gogh var meget samvittighedsfuld, og afleverede aldrig et billede før det var helt færdigt. Du bemærker hvordan hver detalje i kornet er mejslet ud, du ser de kraftige strøg her hvor stråene er grovere. Omvendt ser du at høstarbejdernes ansigter ikke er specielt omhyggeligt fremstillet. Men udtryksfuldt er det alligevel. Og hovedparten af dette har han nået på en dag. Det kunne han fordi han malede mange billeder, og havde oparbejdet en solid teknik, med et stærkt personligt præg. Hvad mener du billedet betyder?

XXX: Betyder? Det forestiller to høstarbejdere der sover i en kornmark! Jeg ville ikke gide at have det hængende hjemme hos mig, det er jo ikke anderledes end den brølende kronhjort mine forældre havde hængende over sofaen!

Kuratoren: Du ved altså intet om Van Goghs liv, de valg han traf, og den betydning man heraf kan udlede af hvert enkelt billede? Du ved intet om tidens vilkår for kunstnere, med hvilken dedikation Van Gogh forfulgte sine visioner, hvordan han valgte sine motiver, og hvad motivvalget betød for ham selv og for hans samtid? Du ved intet om hans solsikker, broen i Arles, kirsebærtræerne, selvportrætterne, cypresserne, bønderne på landet? Det eneste du har at komme med er dit eget indtryk, som du mener uden videre kan udkonkurrere mange forstandige menneskers arbejde med kunsten og dens mennesker i en mere end 100-årig historie? Du mener i fuldt alvor at dine umiddelbare sansninger er ikke bare ligeså meget værd som mit livslange arbejde med emnet, men faktisk ligefrem er mere værd?

XXX: Ja, for du sidder fast i konservatismens stivnede selvforståelse, hvorfra intet nyt kommer. Kunsten trænger til en fornyelse, friske øjne som kan se på de gamle værker fra nye vinkler. Den blå farve…

På dette tidspunkt kom XXX ikke længere, for resten af tilhørerne var nu så rasende på ham at de greb ham i kraven og korporligt smed ham ud. Udenfor døren rejste XXX sig fra støvet, og sagde til sig selv: Sådan nogle indskrænkede borgerlige ignoranter. Jeg skriver straks et læserbrev til Information om det forkastelige syn på anderledes tænkende de her har udtrykt.

 

Musens Verden

indsendt 5. maj 2013 03.54 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 5. maj 2013 04.59 ]

 

Den blå himmel strakte sig uendeligt under den lysende sol. Oppe i luften fløj fuglene, nogle højt, andre lavere. Lærkens triller klingede ud over landskabet, og blandede sig med lydene af den blide brise og træernes svage raslen. Husene lå ved siden af vejene, og skoven befolkede bakkeskråningerne med høje bøgetræer, og ask og elm. Kirsebærene stod i blomst. Det var et rigt og frodigt land.

Ude i den store kornmark levede der en mus. Den havde alt hvad den havde brug for lige omkring sig. Den elskede duften af kornet, og spiste lystigt af de tunge aks. Lige siden den blev født havde den levet af kornet. Den gik på vandring mellem de høje strå, og behøvede ikke at gemme sig for rovfugle. Den havde det godt, og havde ingen planer om at lave om på noget.

Dens nabo muldvarpen fortalte at der var andre verdener. Den havde ikke selv set dem, men havde talt med andre der vidste besked. Der var verdener der var meget anderledes, kunne musen forstå. Nogle steder var jorden dækket af lavt græs, og indimellem var der bar jord med blomster. Roser tårnede sig op over hovederne på musens fæller, idet de udsendte den mest syndige duft. Muldvarpen beskrev dette specielt levende, da den selv havde mærket duften. Det skete ikke ofte, da det var forbundet med fare at nærme sig disse steder. Man kunne miste livet i forfærdelige himstregimser stukket ned i jorden på ens vej. Andre steder var der et hårdt dække over jorden. Det kendte muldvarpen ikke meget til, kun at det var en lukket verden, helt ukendt for alle han kendte. Kun en spurv havde engang i et skænderi om en regnorm sagt noget om at det var menneskeverdenen.

Menneskeverdenen lød spændende for den lille markmus. Den kendte kun sin egen verden, det høje lyse korn, de duftende markblomster, den blide raslen af vind i stråene. Den løb så let henover jorden, satte sig næsten ingen spor.

Det hændte at den traf på en solsort i udkanten af kornmarken. Musen spurgte solsorten om menneskeverdenen. Hvor var den henne, og hvordan var det at være i den? Solsorten så på musen. Den vidste besked om et og andet, men vidste ikke helt hvordan den skulle greje musens spørgsmål. Menneskeverdenen var ikke et bestemt sted, sagde den. Den var mange steder. Overalt hvor jeg kommer, sagde den, sætter mennesker spor. Kun øverst i trætoppene er der fred. Men selv der blander menneskene sig nogle gang, og fælder de træer der er under toppene, så de tynde grene pludselig ikke er andet end kvas på jorden. Heldigvis er der toppe nok, så solsorten var ikke bekymret. Så længe der var regnorme at få, og blomsterfrø i menneskenes haver, ville den ikke lave om på noget. Musen var glad for at høre det sidste. Men den hårde overflade var han ikke blevet klogere på.

Der var andre mus i marken. Alle havde de travlt med at fouragere, og vimsede rundt mellem stråene dagen lang. Om natten faldt alle musene til ro, trak sig tilbage til sine små jordhuler under kornet. Den lille mus tænkte på at finde sig en kæreste, og fandt at hans lille mørke hule blev både varmere og hyggeligere bare ved tanken.

En dag mødte musen en frø. Den var noget forvildet, og spurgte om vej til søen. Musen var ikke sikker på hvad en sø var. Den største vandsamling han havde set var den dag det havde tordnet og en stor vandpyt var opstået ikke langt fra hans hul. Musen spurgte hvad en sø var. En sø, sagde frøen, er hvor jorden holder op. En sø kan man bevæge sig op og ned i, og på den anden side begynder jorden igen. Den var ivrig efter at finde søen igen, og skyndte sig afsted. Musen sad tilbage med virrende fimrehår, og gned forpoterne sammen. En verden hvor jorden holder op! Hvor var det godt at leve i sin egen verden!

En dag kom bondemanden og høstede kornet. Musen syntes det larmede forfærdeligt, og trykkede sig godt ned i hullet. Først hen under aften vovede den sig op igen. Den kunne ikke tro det syn der mødte den. Hele den gyldne verden var væk. Små stubbe var tilbage efter alle de lange strå, og støv og en ubestemmelig lugt af noget ikke kornmarksagtigt hang i luften. Musens stier var borte, istedet var der dybe grøfter som strakte sig uendelig i to retninger. Nede i hver grøft var der regelmæssige sidegrøfter. Musens verden var med et slag borte, og erstattet af en ruin, med golde spor af maskiner og en duft af raffineret olie.

Endnu lod det sig gøre at leve i kornmarken, men trygheden og skønheden var borte. Solsorten ville se til den lille mus, og kunne se at den ikke havde det godt. Hvor er min verden, sagde musen? Hvor er mine strå, mine spor, mine dufte? Hvor er alt det der var mit? Solsorten så på ham, og sagde at menneskene havde taget det. Kornmarken var menneskenes verden, og de havde andre planer end den lille mus. For dem var kornet ikke verden, men en del af en meget større verden.

Musen forstod det ikke. Så den drog på vandring. Den ville finde søen og frøen, som havde været forbi for det som nu syntes en evighed siden. På vejen fandt den den hårde overflade. Det var en besynderlig oplevelse for musen. Farven var ligesom dens egen, kun mere ensartet og uden skygger. Og overfladen var uendelig stor. Den fandt ud af at den kunne krydse det hårde, så begyndte jorden igen. Men man kunne også gå i lang tid uden at det hårde holdt op. Det var farligt, for der kom fremmede ting farene, store, larmene, og med den samme lugt omkring sig som den dag han mistede sin verden i kornmarken. Han holdt sig fra den store grå overflade.

Han fandt søen, og frøen som sad i vandkanten. Han satte prøvende en pote på vandet, men trak den forskrækket tilbage. Han gik igennem. Det som for hans øjne havde været en glat overflade viste sig nu pludselig kun at være det øverste af en helt anden verden. Nede i søen var der væsener, og dybet sugede hans blik til sig så han blev svimmel. Han vaklede tilbage, virrede med hovedet og så på frøen. Frøen sagde ingenting. Den forstod ikke hvorfor musen var kommet, og var ligeglad. Tilsidst sprang den i vandet, og svømmede med raske tag væk.

Da musen omsider fandt tilbage til kornmarken var ødelæggelsen total. Nu var stubbene også borte, og i stedet var det den bare jord der lå nøgen for vejr og vind. Nu kunne musen ikke leve der længere, men fandt et tilflugtsted ikke langt væk. Over en hård overflade, og dér var et krat med hasselbuske som gik an for en lille mus. Her mødte den fæller fra kornmarken, og også en lille hunmus den slog sig sammen med.

Hasselbuskene var nu musens verden. Det hændte at den mødte sin gamle nabo muldvarpen, og spurgte den om menneskeverdenen. Hvor var den henne, og hvordan så den ud? Muldvarpen sagde at menneskenes verden kendte den ikke, andet end som nederdrægtige fælder og skønne dufte. Musen så på bladene som faldt, og tænkte ved sig selv: Godt jeg har min egen verden!

 


Bilen

indsendt 5. maj 2013 03.47 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 5. maj 2013 03.56 ]


Der var en gang en dreng der ønskede sig en bil. Han ønskede sig den så meget at han plagede sin far og mor hver dag. Han kunne f. eks. sige til sin far: ”Far, jeg vil gerne have en bil”, lige mens hans far havde travlt med at lave aftensmad, eller sige til sin mor: ”Mor, jeg vil gerne have en bil”, lige mens hun sad fast i en kø på motorvejen. Hans forældre syntes han måtte vente til det blev hans fødselsdag, men drengen fortsætte alligevel med at plage sin far og mor hver dag.

Så nærmede tiden sig for drengens fødselsdag. Den sidste tid spurgte han morgen middag og aften om det ikke snart var hans fødselsdag. Så spændt var han på fødselsdagen at han måtte spørge midt under tandbørstningen om ikke det i morgen var hans fødselsdag. Hver nat drømte han om biler i alle mulige størrelser og farver.

Da der var tre dage tilbage til hans fødselsdag kunne han slet ikke vente længere. Hvert minut spurgte han sine forældre om hvornår det var hans fødselsdag, og mindede dem om at han ønskede sig en bil. Helst sådan en som man kunne styre selv, med fire hjul som gik rundt, og to som også kunne dreje. Hans forældre sagde ”spis din mad” og ”nu skal vi ind og børste tænder”, men det sidste var noget pjat, for det var kun ham der skulle børste tænder.

Så faldt han da i søvn om aftenen. Den nat drømte han at han fik en bil, en rigtig bil som han selv kunne køre i! Det var en lille rød bil, som passede lige til ham. Han drømte at han satte sig ind i bilen, og kørte lige derhen hvor han selv ville. Og der hvor han ville hen var til stranden! Så kørte han til stranden, og det var et dejligt vejr. På stranden var der masser af plads, og ikke ret mange andre biler, for allesammen var på arbejde. Så kørte han på stranden i sin lille røde bil. Det gik fint, men så kom der en forhindring. Det var en strøm af vand, som havde gravet en rende i sandet. Drengen drømte at han tænkte at det kunne han bare køre over, og så kørte han ud i strømmen. Først kørte han ud med forhjulene, så kom baghjulene. Og så sad han fast! Bilen kom ikke ud af stedet!

Nu var gode råd dyre. Han prøvede at trykke på pedalerne og dreje på rattet alt han kunne, men jo mere han prøvede jo mere sad han fast. Det var som om stranden blev højere og højere. Så opdagede drengen at det var fordi bilen var ved at synke ned i vandet og sandet! Så blev han bange, og ville ønske at han ikke var kørt ned på stranden i den lille bil. Bilen sank længere og længere ned i sandet, og snart var bilen sunket ned helt til vinduerne. Lige da det så ud til at være helt slut vågnede drengen, helt svedt og forpustet.

”Det var kun en drøm!”, tænkte drengen lettet, ”sikken et held!” Den aften var drengen helt stille mens han børstede tænder. Han håbede sådan at han ville drømme om biler igen, og denne gang om en stor stærk bil som i hvert fald ikke sad fast nogen steder. Han tænkte så meget på det at han næsten ikke kunne sove. Men så faldt han endelig i søvn, og her er hvad han drømte.

Drengen som ønskede sig en bil drømte den nat at han fik en bil som var meget større og stærkere end den lille røde bil som sad fast nede på stranden natten før. Den nye bil kunne trække på alle fire hjul, og havde mange knapper indeni til alt det udstyr den havde. Den var så stor og stærk at den kunne køre op af bjerge, så det ville drengen straks prøve. Han kørte i mange timer til han kom til bjergene, og ligeså snart han var kommet lidt op fandt han en lille bjergvej der slet ikke var beregnet til biler. Men det var ikke noget problem for drengen og hans stærke bil. Han kørte ind mellem træerne og klipperne, over bække og vandløb, langt ind i skoven, og han sad slet ikke fast.

Men pludselig sagde det bump! Så gik drengen ud af bilen for at se efter hvad det var for noget der havde sagt bump. Åh nej, han havde været uforsigtig og var kommet til at køre ind i en elg! Det var den naturligvis ikke tilfreds med. Den rystede på hovedet, og skældte drengen ud. ”Dumme dreng! Hvordan er det du kører!” sagde den, og en hel masse andet som ikke var rart at høre på. Drengen blev ked af det og begyndte at græde. Elgen rejste sig op og humpede ind i skoven, alt imens den fortsatte med at skælde ud, den ville slet ikke høre på drengens undskyldninger. Drengen var nu rigtig ked af det, og havde slet ikke lyst til at køre mere i sin store stærke bil. Lige i det øjeblik vågnede drengen som ønskede sig en bil, helt forvirret, og kunne først ikke finde ud af hvor han var. Men så så han at han var hjemme i sin egen seng, og blev meget glad for at han ikke var hos den sure elg ude i den store skov.

Han spiste sin morgenmad helt stille, og sagde resten af den dag ikke et ord om biler til nogen. Han havde heller ikke sovet godt, og følte sig temmelig træt. Hans far og mor var begyndt at blive bekymrede for ham.

Hele dagen tænkte drengen på hvordan han kunne køre bil og samtidig bare have det sjovt. Og da det blev sengetid havde han sin plan klar, og han tænkte ikke på andet og sagde ikke et ord, for han havde altfor travlt med at tænke. Tilsidst faldt han i søvn, og her er hvad han drømte.

Drengen som ønskede sig en bil drømte den nat at han var en berømt racerkører, som kørte rally i Monte Carlo. Han kørte en stor og stærk racerbil, som samtidig passede vældig godt på ham. Og der var ingen elge eller mennesker på banen, kun andre racerbiler, så han kunne køre alt det han ville. Han gav den fuld gas, trådte speederen i bund, og fræsede afsted i en sindsyg fart. Nej, hvor han havde det morsomt! Det gik så hurtigt at han ikke kunne se tilskuerne som stod ved siden af vejen, men det gjorde ikke noget for der var et gærde mellem dem og ham. Det eneste han skulle gøre var at køre så hurtigt han overhovedet kunne. Nogle gange måtte han køre ind i pitten og få mere benzin på, og nye dæk. Så susede han afsted igen, og kørte hurtigere end nogensinde. Folk omkring banen jublede og vinkede med hatte og flag, og der stod også et orkester med masser af messingblæsere som spillede festmusik. Det var der godtnok ikke så mange der kunne høre, ikke engang musikerne selv, for racerbilerne larmede aldeles vidunderligt. Drengen som ønskede sig en bil drømte at han tænkte at han havde det aldeles pragtfuldt, og han håbede at hans far og mor ville give ham en racerbil magen til den han drømte at han havde i drømmen.

Men så kom der et sving som var vanskeligt. Han havde rigtig meget fart på. Han nåede lige at tænke at det var heldigt at der var et gærde mellem ham og tilskuerne, så ramte han gærdet og bilen snurrede rundt en frygtelig masse gange, og landede tilsidst ude på græsset, helt ødelagt. Nu kunne den ikke køre hurtigt længere. Alle tilskuerne gispede og holdt sig for munden, undtagen dem der besvimede eller skreg højt. Drengen selv var slået helt bevidstløs, og opdagede ikke at der kom nogle mennesker løbende for at se hvordan han havde det og få ham ud af den ødelagte bil. Fotograferne tog billeder, og nogle begyndte at græde. Tænk nu hvis drengen var død? Så løftede de ham ud af bilen, lagde ham på en båre som de satte ind i en ambulance, som straks kørte ham på hospitalet. Her kiggede lægerne på drengen som ønskede sig en bil, og sagde til hinanden med alvorlig stemme:”Det her ser ikke godt ud. Det er godt vi er så dygtige!”. Og så gik de i gang med at reparere på drengen, og da de var færdige med det lagde de ham på en stue helt for sig selv, og sagde til allesammen at de skulle være stille.

Der lå drengen nu, helt uden at kunne bevæge sig, og helt uden at kunne sige noget.

Heldigvis vågnede drengen om morgenen hjemme i sin egen seng sådan som han plejede. Men han lå stille i lang tid, fordi han stadig troede at han lå i hospitals-sengen. Og mens han lå der tænkte han på de uheld han havde oplevet. Biler var det bedste han vidste, men hver gang han havde haft det allermorsomst var det gået galt. Først havde han siddet fast. Så havde han ramt en elg. Og tilsidst var både bilen og ham selv kommet meget slemt til skade. Han havde helt mistet lysten til at få en bil i fødselsdagsgave. Han lå og tænkte på hvad han skulle gøre hvis han nu aldrig mere kunne bevæge sig. Så måtte hans far og mor passe ham hele livet! Da det gik op for ham at det hele havde været en drøm. Han blev så glad, da han opdagede det, at han sprang ud af sengen helt uden at se efter fødselsdagsgaver, og styrtede ind til mor og far for at sige godmorgen til dem i stedet. De lo, og spurgte om han havde set sin fødselsdagsgave. ”Er det min fødselsdag!?” råbte drengen, og hoppede i vejret, ”Hurraaa!”, og så løb han tilbage til sit eget værelse for at finde sin gave.

Og tænk, det var lige præcis den racerbil han havde ønsket sig allermest, den fedeste og smarteste bil med antenne og fire hjul som drejede rundt, og to som også kunne dreje. Men i stedet for at blive glad så blev drengen, som havde ønsket sig en bil, lidt bange og bekymret.

Far spurgte om ikke han skulle prøvekøre den. Drengen som havde ønsket sig en bil kiggede på sin far, og sagde:

”Jooo – men far, kører den meget hurtigt?”

”Ja, det gør den skam”, sagde faren, ”det var den hurtigste bil i hele butikken.”

”Jamen, er den svær at styre?”

”Du må øve dig”, sagde faren, ”så du ikke kommer til at køre ind i noget eller at køre et sted hen hvor du ikke kan få fat på den. Vi kan tage på stranden, der er der god plads.”

”Hm,” sagde drengen, som havde ønsket sig en bil, ”gør det noget hvis jeg hellere vil have en cykel?”

Faren kløede sig i hovedet, og kiggede på drengen. ”Hvis du hellere vil det...”, sagde han.

”Det vil jeg”, sagde drengen.

Så tog faren og drengen, der havde ønsket sig en bil, i byen for at finde en cykel til drengen. Bilen beholdt de, for faren ville gerne selv lege med den.

 


1-10 of 10

Comments