Digte

Thanatos-aforismer

En samling digte om menneskesindets afgrunde. Min baggrund som psykiatrisk musikterapeut og møder med menneskesindet giver stof til digte der i kort form kredser om uhensigtsmæssigheder i vores måde at relatere til omverdenen på.

Billedet af en moder

Mit barn, hvor er du? 
Jeg tænker på dig 

På din duftende hud 
dit glade smil 
din klare røst 

Du er min skat 
jeg vil beskytte dig 
mod alt ondt 

verden 
tænker ikke på et lille barn 
og dets behov 

Det gør jeg 

Mit barn, jeg tænker på dig 
og på alt der vil tage dig fra mig 
jeg er bange 
jeg fryser 
der er koldt udenfor 

vil du have chokolade? 
her er dit legetøj 
og et glas mælk 

Jeg sørger over 
at konflikter 
fylder 
men det er ikke min skyld 

Jeg vil beskytte dig 
mod alt ondt 
Jeg ofrer mig til verden 
i dit sted 

Din lykke er min lykke 
din musik er min musik 
dit liv er mit liv 

Jeg lever kun for dig 

_________ 


Spærrede døre 
lukkede skodder 
advarende skilte 

møder mig på min vej 
hvor er mit barn? 
jeg ved det ikke 

jeg taber livet 
hvert sekund 

bidder skæres af mit hjerte 
de stemples 
og arkiveres 

Tomme ansigter 
ligegyldige 
eller uvenlige 

Papirer og små rum, skranker og fortvivlelse 
verden befolkes af råhed og ondskab 
der er intet at forstå 

Jeg snapper efter vejret 
men overskylles igen og igen 
af bølger af fortvivlelse 

Hvor er mit barn? 
Hvad laver han?
Hvor går hans blik? 

Kærligheden knust 
men ikke til mit barn 

Jeg mærker de små hænder 
ser det lille smil 
hører den lystige klukken 

Det er en glæde at være far





Taksigelse 

Henover agre og gyldne enge 
går vinden med duft og varme 
henover skove og mark og vænge 
hører man himlens fugle larme 
det er som en hel symfoni af sang 
jeg kunne høre på dagen lang 

Mit sind er brudt men dog i verden 
jeg glæder mig over det jeg kan 
fuglesang og vindens færden 
over jordens duft og tidens sand 
der er endnu noget at lære 
endnu grunde til at være 

Som lærken hænger i himlens blå 
som løvet rasler i den blide vind 
som vandet vælder over stene små 
som kornet stryger mig på min kind 
så føler sindet sig i blandt 
når mennesket i mig er sandt 

At se sig selv i spejlets glans
og vide at dette er også mig 
at være en del af tankens dans 
ikke kun et offer for dødens leg 
jeg omfavner alt jeg er og ser 
kun sådan kan jeg være her

Det er et paradoks på min vej 
at det som tynger sindet ned 
i kærlighed også løfter mig 
når alt i mig bliver regnet med 
Menneske er menneske værst 
når sindet opfører sig som et bæst 

Henover skove og mark og vænge 
trækker regnen sit fine slør 
det emmer af liv over agre og enge 
en glæde lægger sig over livets bør 
verden har skønhed at byde 
som selv et brudt sind kan nyde
Comments