Artikler‎ > ‎

Myter og ny musik i musikskolen

indsendt 5. maj 2013 02.57 af Thorkil Høgsbro   [ opdateret 6. maj 2013 05.48 ]

Ny musik i den danske musikskole

 

I anledning af ny musik-biennale for musikskoler 2009

 

Den ny musiks minimale plads i den danske musikskole er ikke blot et problem for den ny musik. Man kan lige så vel sige at den danske musikskoles minimale plads i den ny musik er et problem. Det er ikke muligt at pege på et felt eller en situation hvor den danske musikskole har bidraget til udviklingen af den ny musik. Den enkelte lærer kan godt gøre en forskel, men altid kun som sig selv. Institutionen virker aldeles konservativ, ja, konserverende, i sin æstetiske formidling. Den ny musik udvikler sig løsrevet fra det musikalske vækstlag, og fremstår fjern og uvedkommende set fra det daglige arbejde i musikskolen.

Musikskolens pædagogiske diskurs præges af tre hovedtemaer, som hver for sig, og sammen især, sætter hindringer i vejen for den nye musiks plads i musikskolerne. Der foregår indenfor musikskolen en værdikamp, med pseudomodsætninger som bredde-talent, folkelig-elitær, og synlig aktivitet-pædagogisk dybde.

 

Talentdebatten

Bredde og talent er en pseudomodsætning, opdyrket i, og tilhørende en given kontekst. Der forudsættes en masseorienteret musikpædagogik, hvor alle får det samme, og ingen er mere lige end andre, sådan som netop den danske musikskole er struktureret gennem overenskomst og økonomisk fundament. Talentpleje har som forudsætning en breddestrategi, en udjævningsideologi hvor det vigtigste ikke er kvalitet, men et "godt nok" tilbud til alle. Dermed svigtes de bedste og mest engagerede elever, og tanken om talentpleje opstår.

Den praktiske og skriftlige udmøntning af talentpleje viser at konsekvensen er segregeret undervisning. Dvs. sats på de elever der hurtigst kan nå et mål, giv dem a-klasse undervisning, og giv resten b-klasse undervisning. Der er ikke tale om talentpleje som sådan i kraft af en musikpolitisk vision, men om en økonomisk effektivisering med henblik på at nå et statistisk mål. Denne form for talentpleje har intet med dyrkelsen af musikalsk talent at gøre.

At der i musikskolen vitterligt er et paradigmeproblem viste konferencen "Musikkens ambassadører" i Vejle i 2005? Her havde kulturministeriet som konferencearrangør inviteret Geza Szilvay, violinpædagog fra Helsinki med ungarsk baggrund. Han præsenterede sit arbejde i en bydel i Helsinki, som har kastet imponerende resultater af sig. Hans fremlægning stod i grel modsætning til konferencerapporten - som handlede om talentpleje. En pointe i rapporten var at talenterne skulle "findes" - en "talentjagt" skulle sættes ind på landets skoler. Szilvay fortalte hvordan han arbejdede i en bydel uden sortering i "talentmassen". Man spørger sig selv hvad der er blevet tænkt, når en musikpædagog der bevisligt har præsteret suverænt, gennemhuller konferencens grundlag blot ved sit eksempel. Det var en absurd oplevelse, og et stærkt udtryk for politisk værdikrampe.

 

Folkelig-elitær

Myten om musikskolens folkelighed er blevet stærkt dyrket i mange år. Musikskolen er født af den folkelige fællessang som var stor i Danmark i 30′erne, hvor datidens musikskole var sangskoler. Opkomsten af musikskolerne i 70′erne refererer direkte og bevidst til denne arv. De sidste 10-15 år har det været populært at fremhæve musikskolerne som en “kulturpolitisk succeshistorie”, gerne med en opremsning af hvor mange børn og unge der går gennem institutionens døre. Folkelighed er vigtig for musikskolernes selvforståelse.

Begrebet folkelighed er meget lidt hjælpsomt i den pædagogiske diskurs, og giver mindelser om den misopfattelse jeg har hørt flere folkevalgte politikere udtrykke om deres mandat: At når man først er valgt, behøver man ikke at gå i dialog med de kritiske borgere - åbenbart ud fra en ide om, at de ikke repræsenterer “folket”. Folket er renhjertet, og fremfor alt positivt. En folkelig musikskole er for medløberne, en konservativ museumsanstalt, der i sin fastlåste selvforståelse har destruktiv indflydelse på det levende kulturliv. Fortidens holdninger dyrkes som progressive og radikale, hvilket de sikkert også var engang, men de giver ikke længere næring til institutionens udvikling, og brugernes behov.

En folkelig musikskole vil have som mål at have så mange elever som muligt, og at vise det frem. Deraf kommer et behov for synliggøring, og opremsning af elevtal. Det faglige indhold underordnes dette således at aktiviteter ligestilles med undervisning. Spidst formuleret er vaffelbagning med 30 børn bedre en tre solotimer, fordi det giver større synlighed. Fokus flyttes fra faglig formidling til opdragelse, og dermed vikarierende argumenter for musikundervisningens legitimitet, så som mozart-effekten og Gardners mange intelligenser. Koncerterne legitimerer ressourcebrugen.

Indenfor dette problemfelt er klassisk-rytmisk en interessant modsætning, idet den primært er æstetisk og pædagogisk, men historisk ses som et folkeligt oprør mod en etableret borgerlig kultur. Det er en konfliktidentitet der forlængst har mistet sit momentum, men stadig dyrkes på mange musikskoler, og netop i en diskussion om folkelighed kontra elitarisme. Dvs. at nogle genrer og musikstilarter tillægges større værdi, idet de postuleres at have større kontakt med “folkedybet” end andre. Denne politiske overbygning fremstår i dag som en ideologisk dinosaurus, og virker hæmmende for en konstruktiv pædagogisk udvikling.

 

Synlighed

Begrebet synlighed, der rider musikskolerne som en mare, synes at have fået yderligere næring efter kommunalreformen, hvor mange kommuner er gået over til "værdibaseret ledelse". For så må der evalueres på værdierne, og det betyder målbarhed. Musikskolernes ejere, kommunerne, vil gerne kunne vurdere om de har en god institution, eller om der er mulighed for forbedringer. Som regel vil enhver politiker og administrationschef antage at ting kan forbedres, selvom institutionen anses for at være god.

Der eksisterer i den pædagogiske diskurs i den danske musikskole en art vulgært synlighedsbegreb, et kommercielt fokus. Heroverfor står begreber som pædagogisk dybde og bæredygtighed. Også dette er en pseudomodsætning. Følgende traktatlignende tekst opsummerer diskussionen.

Punkt 1: Musikskolens formål er først og fremmest at give et instrumentalpædagogisk tilbud, idet det organisatoriske arbejde varetages af foreningslivet, og den generelle musikundervisning varetages af folkeskolen.

Punkt 2: Det instrumentalpædagogiske arbejde udformes af lærerne. Valg af metodik foretages under hensyntagen til elevsituationen.

Punkt 3: Ingen undervisningsform eller metode er per definition den bedste. Formålet for musikskolens lærere er ikke at give en bestemt type undervisning, men at lære eleverne at spille.

Punkt 4: Det må som udgangspunkt antages at lærerne udformer undervisningstilbudet bedst muligt ud fra de givne omstændigheder.

Punkt 5: Synlighed er et resultat af det pædagogiske arbejde i musikskolen. En debat om synlighed er en debat om musikskolens pædagogiske arbejde.

Et krav om synlighed baseret på det simple synlighedsbegreb er i modstrid med musikskolelærernes metodefrihed, og korrumperer musikskolens pædagogiske ansvar.

Punkt 6: At sætte simpel synlighed som målsætning er ikke i overensstemmelse med elevernes frivillige tilhørsforhold til musikskolen, og den frivilligheds-pædagogik der følger af dette tilhørsforhold.

At sætte simpel synlighed som målsætning definerer eleverne som redskaber snarere end som målgruppe.

Punkt 7: At sætte synlighed som målsætning er i modstrid med en brugerorienteret musikskole.

Punkt 8: At sætte synlighed som målsætning skaber en kunstig modsætning mellem pædagogisk arbejde og synlighed.

Punkt 9: Synlighed er ikke et kvalitetskriterium.


Der kan formuleres et differentieret synlighedsbegreb, som ikke på vulgær vis resulterer i pseudokonflikter.

 

Kommerciel synlighed

Samarbejde med erhvervslivet

- Bestillinger

- Udviklingsprojekter

Samarbejde med foreninger

- Bestillinger

- Traditioner


Pædagogisk synlighed

Pædagogiske koncerter

- Arbejdspræsentationer/månedskoncerter

- Interne udviklings- og samarbejdsprojekter

Pædagogisk arbejde

- Læreplaner

- - Målsætninger

- - Metodik

- - Årsplaner

- Kommunikation

Dertil kommer en overenskomst på musikskoleområdet der kun har den ene fordel at den er let at administrere. Så mange elever er lig med så stor stilling, færdig med det. Resten overlades til en gummiparagraf der alt andet lige understøtter en løs forbindelse mellem lærer og institution. Effekten af overenskomsten på musikskoleområdet er at den enkelte lærer efterlades i et fagligt vakuum, og at undervisningen styres så stramt at al debat om metodefrihed, det være sig inden for rytmisk eller klassisk tradition, fremstår ganske hul.

 Overenskomstens snævre definition af lærer-elev forholdet er i musikpædagogikkens historie en nyskabelse. At den ikke er udelt positiv kan bla. ses på den store gennemstrømning musikskolen set under ét lider under, og musikskolens manglende evne til at levere kandidater til de højere kunstneriske uddannelser. Dette er der flere årsager til, men at overenskomsten ikke hjælper turde være åbenlyst.

Ny musik i den danske musikskole bliver i lyset af dette en meget underordnet diskussion i den pædagogiske diskurs i musikskolen i Danmark. Det skal dog ikke forhindre aktiviteter i at finde sted. Musikskolen Ringkøbing-Skjern har afsat to timer om ugen til at udvikle området.

Biennaleværket

Foråret 2009 bød på et mindre projekt, hvor elever blev inviteret til at spille hæslig og uspillelig musik i q-mol. Musikken blev skrevet af musikskolens lærer, Thorkil Høgsbro, efter tilmeldingerne var i hus. Resultatet blev “Den fordømte trille” for blandet orkester, opført to gange på musikskolens forårskoncerter. Tanken opstod at producere flere små værker med fokus på tekniske problemstillinger. En slags miniguide til moderne æstetik og generel spilleteknik.

Arbejdstitlen på næste værk blev Den lange tone. Tonen som et grundelement skulle belyses på forskellig vis, og i modsætning til den diabolske humor og tegnefilmsæstetik i “Den fordømte trille” skulle den lange tone være gribende og mere intim. Resultatet er blevet Musikskolen Ringkøbing-Skjerns biennaleværk “A”. 

A er for tre fløjtestemmer og tre violinstemmer, og er struktureret gennem en enkelt vedvarende tone. Et forløb, en enkelt tones liv. Tonen a klinger stort set uafbrudt, og møder på sin vej udviklingspotentialer. Først bevægelse, glissando, som  gennem et improviseret afsnit rammer kvinten, og fører til opdagelsen af akkorden - sære, spændende. Akkorderne udvides til klangflader, som fortættes til et sammenbrud, og tonen dør for et kort øjeblik ud. Et motiv i strygerne sætter den i gang på ny, og en jagt på motiver begynder. Et tema viser sig, og melodien folder sig skamløst lyrisk ud. Melodien får dog åndenød, og går over i en uharmonisk tilstand. Et a og et as skærer mod hinanden. Igennem kaos kommer igen melodien, nu nærmest lykkelig, overdådig og enkel. Et lille Sibeliuscitat gemmer sig i slutminuttet, og en reprise af de indledende åbne akkorder bringer stykket til en slutning i et enkelt rent, lyst a.

Tonesproget er lyrisk og stykket står i a-mol. Ensemblesammensætning skyldes hensyn til elevgrundlag og logistik. 

Der er 14 medvirkende elever, og der skal bruges lige mange stole og 8 nodestativer.

 

Forløbet

Sæsonstarten blev forstyrret af at komponist og strygerlærer Thorkil Høgsbro var ude for et trafikuheld få dage før opstart. Færdiggørelsen af værket blev forsinket som en følge af dette. Pga. en delvis sygemelding frem til midten af oktober har der hellere ikke været noget jævnt ensembleforløb.

Eleverne har fået noder og mp3-fil med musikken. Skolens fløjtelærer (som også havde et trafikuheld i starten af sæsonen) var med til første prøve. Første opførelse af værket finder sted så sent som lørdag 21. november.

I skrivende stund har vi endnu hovedparten af indøvningen tilbage. Samarbejdet mellem ensembleleder og komponist har fungeret tilfredsstillende.

Det forsatte arbejde med ny musik i musikskolen Ringkøbing-Skjern inkluderer besøg af Østen Ore i februar-marts, og et nyt mindre værk for blandet orkester til musikskolens forårskoncerter. Overskriften er igen hæslig og uspillelig, og arbejdstitlen er Den korte tone.

Comments