Musikmageren‎ > ‎

Musikk i Grenseland

Musikk i Grenseland er navnet på et samarbejde mellem Sør-Varanger kommune i Norge og Pechenga kommune i Rusland. Den egentlige samarbejdsperiode var 2001-2003, men den kontakt der opstod er blevet fortsat i andet regi, således at strygermiljøerne på begge sider af grænsen den dag i dag drager nytte af hinanden. Her følger en beskrivelse af nogle af forudsætningerne, og de aktiviteter samarbejdet førte til. 

Optakt

Et notat fra november 2000 fra min leder på Sør-Varanger kulturskole, Omar Pleym, er første indlæg i den temmelig store mappe jeg har med korrespondance vedrørende Musikk i Grenseland. I november 2000 var der ikke noget der hed Musikk i Grenseland. Interesserede russere spekulerede på om der overhovedet var et kulturtilbud i Kirkenes. De to nærmeste russiske byer, Nikel og Zapolyarny, på henholdsvis 17000 og 19000 indbyggere, havde hver sin musikskole som nærmede sig et 50-årsjubilæum. Kirkenes var for dem et ubeskrevet blad.  I vejkilometer er der 70 km fra Kirkenes til Zapolyarny, ca. 40 til Nikel. Afstanden i fugleflugt var mindre end femten km mellem Kirkenes og Zapolyarny, lidt længere til Nikel, men der var en verden imellem.
Omars notat er en række spørgsmål om muligheder og økonomi. Intet håndgribeligt. Men der var et ønske, som også kom fra politisk hold. I april 2001 skrev jeg et brev til mine russiske kollegaer på norsk og engelsk, og fik det oversat til russisk. På norsk lød det således:

"Invitasjon til Oppstryk Finnmark
Oppstryk Finnmark arrangerer strykersamlinger to ganger i året, vår og høst. Disse samlinger involverer amatører fra hele fylket, de profesjonelle musikere i Ensemble Nord i Alta, samt instruktører fra Tromsø. Deltakere gis anledning til å musisere på sitt nivå, treffe andre utøvere, og å spille i lag med profesjonelle musikere.
Hver vårsamling er i Alta, mens høstsamlingene turnerer i Finnmark Fylke. 5.-7. oktober 2001 er det planlagt samling i Kirkenes.
På vegne av Oppstryk Finnmark vil jeg hermed invitere inntil 10 elever ved musikkskolene i Petsjenga, Sapolyarny og Nikel til å delta på samlingen i Kirkenes.
Elevene bør være fortrolige med posisjonsspill. Det er ikke nødvendig med orkestererfaring.
Om dere ønsker det kan dere få presentere dere med en egen avdeling under den avsluttende konsert. Varigheten av dette bør ligge mellom 5-8 minutter.
Vi søker om økonomisk støtte via Barentssekretariatet til utgifter til reise og kost. Overnatting tilbys på sovesal på samme vilkår som de øvrige deltakere. 
Vennligst gi tilbakemelding til Sør-Varanger kommune, kulturskolen, om dette er av interesse".

Brevet blev afleveret til biblioteket i Kirkenes, hvor en russisk bibliotekar påtog sig at ekspedere det over til en kollega på russisk side, som så igen sørgede for at brevet kom frem til rette vedkommende. Almindelig postgang over grænsen var en by i - nåja, Rusland. Petsjenga er den russiske form af Petsamo, det gamle finske navn på området. Petsamo var den finske korridor til polarhavet, som blev russisk efter 2. verdenskrig. Der var endnu spor af finsk bebyggelse, både gårde og en købmandsbutik ved landevejen, men det var nu ruiner.

Efter 1 1/2 måned kom der svar på norsk. Det var håndskrevet, og sendt pr faks fra centralbiblioteket i Nikel:

"Ærede Thorkil!
Det er veldig interessant for oss til å være deltaker i seminaret "Oppbuen Finnmark". Musikkskole i Petsjenga har ikke fiolinklasse. Kan vi sende 5 elever fra Sapolyarny og 5 fra Nikel?
Vi har flere spørsmål i forbindelse med dette: 
1. Kan vi sende både fiolinister og cellister?
2. Må vi sende en akkompagnatør med elever?
3. Er kreves en ledsager eller en tolk?
4. Når må vi sende informasjon om våre elever?

Vil du sende svar - værsågod - til Marina Trusova (direktør for sentralt biblioteket)."

Jeg svarede på deres spørgsmål på norsk og engelsk, og spurgte samtidig hvilket sprog de foretrak at vi kommunikerede på. 

Angående spørgsmålet om en akkompagnatør. Den russiske musikskole er meget anderledes end den skandinaviske. Der undervises i hovedinstrument, biinstrument, kor, musikteori (solfeggio), og musikhistorie, i alt 7 timer om ugen. Forløbet er normeret til 7 år, men kan forlænges med yderligere et år for elever der skønnes at ville kunne gå erhvervsvejen. Afgangsprøven har samme niveau som adgangskravene til erhvervsskolerne, dvs. den russiske pendant til vore musikkonservatorier. Som en del af denne pakke har musikskolerne i Rusland følgelig en række lærere hvis primære beskæftigelse ikke er undervisning i et hovedinstrument. Akkompagnatøren er en af dem. Akkompagnatørens opgave er at assistere i solotimerne, og naturligvis til koncerter og prøver. Der er ikke tale om noget tolærersystem, men om en kollega der loyalt støtter op om hovedlærerens intentioner.

Oppstryk Finnmarks pædagogiske tanke opererede ikke med en sådan funktion. Desuden deltog landsdelspianist Nils Anders Mortensen fra Ensemble Noor, en fabelagtig musiker der æder hvad som helst der bliver sat foran ham. De behøvede ikke at medbringe nogen akkompagnatør. Hun kom nu med alligevel, for hendes datter var blandt de børn der deltog.

Korrespondancen tog et gevaldigt sving opad da jeg i starten af september modtog en email fra Aleksander Romanovsky, min russiske kollega. Aleksander viste sig at være en mester udi kommunikation, og et jern til mange ting. Han arbejdede som klaverstemmer, volleyboldtræner, tolk, og altså violin- og bratschlærer. Jeg lærte siden at det ikke bare var interesse der drev ham, men ligeså meget nødvendighed. Aleksander havde lært norsk via radio (Zapolyarny ligger kun 5 km fra grænsen), norske bygningsarbejdere der byggede hotel i Zapolyarny, og med hjælp fra kompetencecenteret i Kirkenes som forsynede ham med undervisningsmateriale. Norske venner havde siden forsynet ham med pc. Han var en af de få der var på nettet i Zapolyarny, måske så få som 100 i en by med 19000 indbyggere. 

"Ærede Thorkil
Jeg heter Aleksandr Romanovsky og er en fiolinlærer i barnemusikkskole i Zapoljarny (Petsjenga kommune). I dag har jeg fått kjenntskapet med Deres brevet fra 24. april, berørende seminaren "Oppstryk Finnmark" i Kirkenes den 5.-7.oktober dette året. Både for meg og mine elever er det stor glede å få kjenntskapet med så omfattende samlingen av strykemusikkere og ta del i den, men ifølge brevet er det litt vanskelig å få klare de ramevilkår, som settes for deltakerne. I bindelse med dette skulle jeg bli veldig takknemlig om De kunne svare meg følgende på:"

Og så følger en række tekniske, relevante spørgsmål som det er let at svare på. Problemer med kulturskolens emailserver skabte lidt frustration, men ellers var vi nu i rute. Allerede 5 dage senere modtager vi en fuld deltagerliste med alle relevante oplysninger. Indledningen til listen berørte noget ganske andet:

"Beklager at kunne ikke sende beskjeden i går kveld - flere i vår byen ble sjokert av tragedien i Amerika og prøvde å skaffe informasjon via INTERNET og på grunn av ble det umulig å få bindelse med internett."

Det var 9/11. Vores israelske nabo mødte mig udenfor døren da jeg kom hjem den dag. Jeg troede han fortalte en skrøne. Det gjorde han ikke. Dagen efter skriver Aleksander:

"Berørende Amerikas tragedien - i dag i Russlan ble det nasjonal minnestund klokka 12 lokal tid. Hele landet er preget av denne tragedien for det er fremdeles ferske påminnelser om liknende eksplosjoner av bolige bygninger i Moskva og Volgodonsk i samme dagene to års siden med flere hundre omkomne. Eneste eksklusjon i vårt land er "stakars" tsjetsjenerne, hvem arrangerte høyt festen med skitting av lysraketer og lysprojektiler i tragediens natten. Kanskje man skal ikke komme med samme målestokk både til due og krokodille. Hvordan tas imot i Norge dette terror angrepp mot Amerika - som en rekkefølgende ekstraordinær tilfelle i et bort liggende land eller som en reel trussel for hvert av oss som dette føler flere russerne?

Det er trist at så mye grusomme tinger komm på en stund i vårt livet, men jeg håper at verden skal klare med dette.

Med vennlig hilsen
Aleksandr Romanovsky"

Jeg svarer ham at "atmosfæren er noe spendt, særlig efter at Nato har valgt å ta i bruk §5,1 som gjør terrorhandlingen i USA til en krigserklæring mot alle medlemslandende i Nato. Fokuseringen på en enkelt terrorist (Ben Laden) er det heller ikke mange som liker. Alle trekker seg nu ut av Afghanistans i forventning om den store bomberegn. Det ser ikke bra ut." Og så diskuterer vi behov for tolkning, mad, lærerdeltagelse, tidsplan, nødvendigt soveudstyr. En ekstra elev skal også på invitationen, men faksen strejker, og jeg finder en kurer der skal over grænsen. Aleksander beklager i en mail situationen, som allerede er typisk for dette samarbejde.

"Det er beklagelig at faks ikke kom frem - som det sier vår borgermester, saken er i følgende. Det kommer masse reklame via faksapparat når den står på automatisk mottak og derfor byadministrasjonens faksen står alltid på håndmottak. I morgen skal jeg spørre om å sette apparatet på automatisk mottak fra kl. 12 00 til 15 30 (norsk tid). Den invitasjon som jeg har fått via e-mail mangler desverre din underskrift og jeg er redd å reise med den i norsk konsulatet i Murmansk - det er veldig strenge og i noenlunde urensakelige regler."

Jeg prøver at fakse som aftalt, men får bare en kvindestemme i røret. Så fakser jeg invitationen til Marina Trusova på sentralbiblioteket i Nikel i stedet, sender en mail til Aleksander, og modtager dagen efter bekræftelse fra ham på at den er modtaget: "Marina Trusova i Nikel har fått Invitasjonen og det er minst saken for meg å hente den derfra. Stor takk for Deres bekymringen - jeg begynner å bli redd om vilken måten kunne jeg gjengjelde Dem på for Deres velvilje. Med aktelse og vennlig hilsen, Aleksandr".

I de sidste emails inden vi mødes minder jeg ham om at huske soveudstyr, og spørger om de har rejseforsikring. Og jeg sender ham en mail hvor jeg fortæller ham at jeg har planlagt et møde hvor vi skal diskutere det videre samarbejde. Jeg husker det som at jeg fik ideen mens jeg skrev: "At vi lærere kunne samarbeide om dannelsen av et Grense-ensemble. Jeg ser for meg to prosjekter på årsbasis hvor vi fastlegger program, øver, og afholder konserter. Repertoire kan være en blanding av klassikere, og russisk og norsk nyere musikk

Dette er bare skisser. Vær så vennlig å tenk over dette, og diskuter hva dere har lyst og ressurser til å bidra med. Jeg håper vi vil få anledning til å diskutere dette underveis i helgen, og at vi vil få et konstruktivt møte."

Responsen var yderst positiv.

Tangosjalousi, Oppstryk i Kirkenes 2001

Webadressen til gadgetens specifikationer blev ikke fundet.

Oppstryk i Kirkenes

Programmet for strygersamlingen i Kirkenes 5.-7. oktober 2001 var tæt. Udover besøget fra Rusland havde jeg også entreret med en række lokalpolitikere om at medvirke i Leopold Mozarts legetøjssymfoni, og ordfører Alfon Jerijärvi, som også var en af legetøjsmusikerne, skulle være fortæller i uropførelsen af min egen Bukkene Bruse. Min kollega fra kulturskolen, trompetisten Ole Arnt Bye, skulle være solist i Gånglåt från Mockfjärd med det ældste orkester. Min strygerfælle på kulturskolen, Marie-Anne Jervidalo, og strygermiljøet i Kirkenes stod på den anden ende. Under oprydningen mødtes to damer i en samtale over papirkurven om den unge cellist i Ensemble Noor. De var enige om at han var værd at kaste sig over. Jeg tror de i deres træthed havde mistet nogle af deres hæmninger, og var parat til at lade handling følge tanke. Desværre for dem, men måske godt for ham var han rejst. Finnmark er stort, og Kirkenes ligger i den absolut østligste ende. Nogle skulle med fly, men mange havde flere timers køretur foran sig. Altafolkene kunne se frem til 5-6 timers kørsel.

Weekenden blev intens. Russerne ankom, og Aleksander og jeg havde begge to været uhyggeligt spændte på at mødes. Og der kom denne russer, stor og med et varmt smil i ansigtet, og en hel flok andre russere, 16 voksne og børn, som ikke talte et ord andet end russisk. Aleksander havde helt styr på dem, og chaufføren som havde hentet dem ved grænsen sagde alt var gået helt fint. Instruktørerne ankom, og blev vist tilrette. Hovedinstruktøren, 1. amanuensis i violin ved Høgskolen i Tromsø (på dansk: Violinprofessor på konservatoriet i Tromsø) Malfred Hanssen, fik en skriftlig øveplan. Pga. trompetistens og politikernes medvirken var det nødvendigt med en stram planlægning. Han så planen, og konstaterede hurtigt at den var tilfredsstillende. Folkene kom når de skulle og tingene skred planmæssigt frem. 

Russerne var især interesseret i Snorre Holmgrens arbejde med de yngste elever. Jeg vidste hvad han var i stand til. Jeg glemmer aldrig den fredag aften på Oppstryksamlingen i Karasjok 1998 hvor jeg så ham sidde med 15 små piger og drenge i rundkreds omkring sig, og med lav og smilende stemmeføring holde dem tryllebundet til hans undervisning, med en ring af lykkelige forældre omkring. 1 time gik, og stadig hang de ved hans mindste bevægelse. 1 1/2 time. Først da de nærmede sig 2 1/2 time sagde Snorre stop, ikke fordi børnene var færdige, men fordi han måtte tænke på dagen efter. En magiker. De russere som ikke spillede selv, bl.a. de to musikskoleledere, var rundt og se på grupperne, og snart kom Aleksander til mig og sagde at de gerne ville vide mere om Snorre og hans måde at arbejde på. Alligevel fik den afsluttende koncert russerne helt ud på kanten af stolen. Aldrig havde de set så spontan en fremtræden. Børnene kom hoppende på et ben sammen med Snorre, vendte buerne forkert for sjov, lagde sig på ryggen mens de spillede, og kunne alt udenad. En del af Snorres repertoire er hentet fra Suzuki, andet er fra det engelske repertoire, særlig Edward Huws-Jones' pædagogiske produktion. Huws-Jones' materiale er friskt og frejdigt.

Undervejs i vores samarbejde blev det klart hvorfor russerne var særlig interesserede i Snorres arbejde. Deres tradition med pligtundervisning var under pres både fra manglende ressourcer og manglende søgning. Man kunne ikke længere dumpe en elev, og så forvente at der stod nye parate på ventelister. De var nødt til at lade sig inspirere af den norske frivillighedspædagogik, at lære at arbejde anderledes med elevernes motivation. Det er en enorm opgave. Mange af de russiske lærere der underviser i den skandinaviske musikskole kæmper med denne forskel. På konservatoriet i Tromsø var det en kendt sag at de østeuropæiske elevers generelle problemstilling havde at gøre med den samme forskel i selvforståelse. I Musikk i Grenseland mødte vi problemstillingen tit og ofte.

Ordføreren tog os alle med storm. Han leverede selv en rigtig eventyrlæser-stol, og havde lagt tekstarkene med cues ind i en stor bog. Det osede hygge og eventyr fra ham. Han var med på en lille koreografi, så han rejste sig op under den store Bukkene Bruses advarsel. At finde de rigtige cues var det svære, men i det store og hele gik det. De øvrige politikere, som politisk dækkede hele spekteret, gik til deres opgave med nordnorsk lune. Ordføreren forsøgte at forklare kulturudvalgsformanden nodeværdier ved hjælp af begreber hentet fra hverdagen som politikere. "Se her, en kort note er som en replikk på ett kommunestyremøte - kort. En punktert note er som ett av dine innlegg - lidt for lang".

Russerne leverede en lille egenafdeling på koncerten, hvor et par af lærerne og de dygtigste elever bl.a. spillede et arrangement af "Yesterday". Ikke så russisk, og så alligevel. De gjorde ære på sin institution og sit land.

Som det kan høres på optagelsen af Tangosjalousi var der gode kræfter i det ældste orkester. Solisten er Sidsel Iversen fra Tana, på det tidspunkt 14 år. Ay ay er det afsluttende fællesnummer hvor alle deltagere spiller med.

Det var ikke vanskeligt at holde møde bagefter om de videre samarbejdsperspektiver. Alle ville have mere.

Ay ay, Oppstryk i Kirkenes 2001

Webadressen til gadgetens specifikationer blev ikke fundet.


Nabostryk II & III

"Høyst ærede Aleksander Romanovsky
Først av alt, takk for en begivenhetsrik helg. Konserten søndag, vårt kvartettspill lørdag kveld, våre samtaler - alt viser meg at et samarbeid er mulig. Jeg har i al hast forfattet en skisse til prosjektbeskrivelse basert på våre samtaler. Les den, og skriv tilbake.
Thorkil"

"Kjære Thorkil
Takk for positiv vurdering av var deltakelse i seminaren Oppstryk Finnmark. Nar dette gjelder meg, da er jeg beundret av samspill mellom alle hvem engasjerte seg i dette arrangementet.
Jeg snakket med min skolerektor og vi ble enige at det er mulig a tilfoye avtalen med lærernes metodisk seminaren istedenfor inspeksjonsreisen.
Eventuelt planen for seminaren vedlegges.
Om du vil, da er det mulig a overrekke notene med Arve Tannvik fra plan- og utviklingsavdeling hvem reiser i Zapolyarny den 17. oktober. 
Med vennlig hilsen
Aleksandr"

Russerne lægger deres ressoucer om for at kunne deltage i det videre samarbejde, og vi går på norsk side i gang med at grundfæste samarbejdet. Aleksander sender mig en oversigt over den russiske undervisningsmodel. Noget af det første der skal ske er at vi må besøge dem, så vi kan lære om deres virkelighed. Det er den plan for et seminar som Aleksander vedlægger. 

Samarbejdspartnerne er meget forskellige. Sør-Varanger kulturskole har 8 årsværk ialt, hvoraf kun 60 % af et årsværk fordelt på to lærere er strygerundervisning. Det store musiktilbud er bundet op mod kommunens to skolekorps og hornmusikken, altså voksenkorpset i Kirkenes. Der gives også et tilbud i billede og teater. Musikskolerne i Nikel og Zapolyarny har ca. 35 lærere tilsammen, hvoraf tre er cellolærere og to er violinlærere. Der er 15 klaverlærere, og desuden lærere på guitar, balalaika, harmonika og dombra. Dertil kommer teorifag og solfeggio, herunder kor. Sør-Varanger er i enhver henseende lillebroderen, men alligevel den part med mulighed for at skaffe flest ressourcer. En vigtig kilde er Barentssekretariatet, som er skabt med netop det formål for øje at facilitere samarbejde i regionen på tværs af nationale skel.

En mindre synlig forskel er at der på norsk side af grænsen findes et levende amatørmusikliv, mens de russiske musikskoleelever kan se frem til enten at blive professionelle eller at forlade musikkens verden.

Barentssekretariatet havde allerede givet støtte til russernes deltagelse i Oppstryksamlingen. Oppstryk havde stået som ansvarlig for invitationen og udgifter forbundet dermed, og undlod at tage noget deltagergebyr fra russerne. Vi talte også om at Aleksander burde belønnes for sin store indsats, og jeg sendte en pakke strenge over til ham. Nu søgte jeg barentssekretariatet om støtte til næste projekt, som i vanlig mundret stil blev døbt Nabostryk II. Allerede på Oppstryk-samlingen har Sven-Mårten Samuelsson nævnt Mozartkvintetterne som mulige emner for første samling af Grænseensemblet. Da både Aleksander og jeg spiller bratsch ville det kunne give plads til 5 musikere. Musikk i Finnmark, organisasjonen bag landsdelsmusikerne, var begyndt med Godt Selskab, en serie koncertproduktioner med landsdelsmusikerne som turnerede i fylket. Vi spottede en mulighed for et samarbejde, og responsen var positiv. Deres koncertdato kom til at fastlægge datoen for Grænseensemblets debut til 27. februar 2002 på Grenselandmuseet i Kirkenes.

Sven-Mårten, Marie-Anne og jeg kendte Grenselandmuseet godt. To gange havde vi, ved hjælp af tilrejsende lægevikar som spillede cello, gennemført kvartetkoncerter på stedet. Der er en højloftet foyer med glasvæg ud til Førstevann, den ene af tre søer langs indfaldsvejen til Kirkenes (gæt selv hvad de andre søer hedder). En koncert i maj med Haydns lærkekvartet med udsyn til nyudsprungne birketræer ved søbredden var mindeværdig. I nærmeste udstillingsrum står en original russisk jager fra 2. verdenskrig. En historie som ikke er meget kendt herhjemme er at Kirkenes under krigen var hjemsted for fronten mellem Tyskland og Rusland, og som følge deraf tog imod ufattelige mængder af bomber. I vores egen baghave i Kirkenes lå der både pigtråd og kanonkugler fra krigen. Fordi der traditionelt har været stærke bånd mellem Nordnorge og Rusland valgte mange finnmarkinger at gøre front med russerne mod tyskerne, og modtog oplæring i partisankrigsførelse. Det var lokale radiooperatører med russisk udstyr der medvirkede til at tyskernes slagskib Tirpitz blev sænket. Flyet var et af mange som under krigen var blevet skudt ned over fronten, og af piloten landet i en sø. Kirkenes dykkerklub fiskede vraget op, og Sovjetunionen tilbød som en cadeu til de norske partisaner at restaurere det til sin fordums glans. Grenselandmuseet ville være det rigtige sted at debutere.

Det sædvanlige rod med faksmaskiner og visumansøgninger begyndte. Først i januar, efter at have efterlyst, hører jeg fra Aleksander at han har modtaget strengene blot et par timer tidligere. Han skriver: "Reservestrengene er for meg som livbåt for skipet - jeg sover rolig når jeg vet at det fins noen reservestrengene i min fiolinkassen, derfor jeg ikke brukte de fremdeles!" Gennem Musikk i Finnmark går der pressemeddelelse ud om begivenheden, og den ene af de medvirkende russere sender en mail med understregning af at de skal have ordentlig overnatning - "..,some conditions could be unacceptable".  Jeg har bedt Aleksander finde en transport Zapolyarny/Nikel-Kirkenes tur/retur, da det synes at være den bedste måde at ordne det på. 

Aleksander skriver:

"Kjære Thorkil
Jeg bestillte visum for våre deltakere og håper at neste uke blir de ferdige - ei dame på konsulatet ble så snill at tokk mine papirene uten originalen av invitasjon som dette kreves i dag. 
Om kjøretøyet for oss kan jeg si følgende - mest billig pris, som jeg har funnet i vårt distrikt, er 250 kroner for en (1) reisen Kirkenes - Zapolyarny/Nikel eller Zapolyarny/Nikel - Kirkenes. Jeg er kjennt med en norsk pensjonist i Kirkenes, som kunne foreta nødvendige reiser til denne prisen. Om det ble mulig å utdele for denne mannen ca. 500 kroner i tillegg, da han også kunne plassere hos seg damene fra Nikel. Om dette blir interessant for deg, da kan du snakke rett med denne mannen - han heter Per Hansen, privat tlf......."

Per kom til å være Grænseensemblet til stor hjælp. Hans gamle gule Mercedes var perfekt til formålet, og så kunne han tanke billig diesel hver gang han var i Rusland.

Jeg sender et ps til Aleksander: "Har mottatt e-post fra Ludmilla om overnatting. Jeg skal se om vi får til noe skikkelig." Aleksander er tydeligvis fuldt orienteret, og svarer: "Om overnattelse for nikelske damene - det er ofte sånt blant oss russere at de, hvem ble hardt nedtrykket i hele sitt liv, overtreder ofte fornuftige rammer når de får plutselig en mulighet for å få smake av bedre livet. Håper at dere skal forstå og tilgi dette. Håper også at denne "barnesykdomen" skal gå av etter bedre kjentskapet med hverandre.
Med vennlig hilsen
Aleksander"

Vist skaffede jeg penge, men jeg kunne ikke trylle. Aleksander havde i hvert fald ikke nykker, og gjorde hvad der stod i hans magt for at få tingene til at glide. 18. februar: "Kjær Thorkil. Invitasjonen ble sendt i dag rett til russisk konsulatet. Kan du svare mig på om invitasjonen er på konsulatet?". "Jovist Aleksander, alt er i orden. Thorkil".

Jeg laver øveplan, og er i tæt kontakt med Musikk i Finnmark for detaljeplanlægning og annoncer.En ekstra udfordring er det at vi har aftalt at gøre noget sammen med to russiske sangere og en pianist fra Murmansk, som i regi af Musikk i Finnmark er på turné. Sven-Mårten fremskaffer noder til Come back to Sorrento af De Curtis. Også disse russere er jeg i dialog med. Den ukrainske tenor har en vældig stemme. Ukraine er et sangerland. I en jagt på lokale sponsorater får jeg en aftale med Vin og Vildt, en restaurant i Kirkenes som stiler efter Michelinstjerner. Vi kan fejre vores debut med god mad.  Så melder den ene af russerne forfald pga. et sygt barn. Pyt, det løser vi.

Sør-Varanger Avis laver under overskriften "Historisk konsert i Kirkenes" en fin reportage om Grænseensemblet. I stedet for russeren spiller Marie-Anne med i Mozartkvintetten, og alt bliver gennemført efter planen. Vi lærer at tælle for på russisk, og at sige igen og forfra. Grænseensemblet debuterer med charme og fandenivoldskhed på Grenselandmuseet. Avisen skriver: "Grenseensemblet er et svært interessant og nytt samarbeidsprosjekt mellom Sør-Varanger, Nikel og Zapolyarny. De hadde sin første offisielle opptreden på denne konserten og hadde gitt seg i kast med noe så pass krevende som Mozart og Tsjaikovskij. Nesten alt satt som det skulle, men når ensemblet får mer tid til samtrening kommer garantert både presisjonen og samspillet til å sitte som det skal." Vi er måske ikke verdens bedste ensemble, men vi er begyndt. Avisens respektfulde linje overfor kulturen og dens udøvere er der mange fladpandede lokalaviser i Danmark der kunne lære noget af. 

Alle er vi begejstrede over at det er lykkedes, og alt besvær er for en stund glemt. Grænsepasseringen er velplanlagt og tager kun et par timer. Russerne går glat igennem, mens vores instrumenter er mere udfordrende for tolderne. Vi har udfyldt vouchers for hvert instrument med angivelse af fabrikat, byggeår og værdi, mest for at være sikker på at kunne få dem med ud igen. Tilsidst falder tingene på plads også her. Omar tager som leder af kulturskolen med os over til Nikel og Zapolyarny, hvor den russiske violinist støder til ensemblet, og vi spiller koncerter på begge musikskoler for et ungt men begejstret publikum. Vi møder stor glæde over at dette virkelig sker. Grænseensemblet er en kendsgerning.

Programmet for Nabostryk II blev:

Mozart: Kvintet i g-mol for to violiner, to bratscher, og cello
    Primarius: Sven-Mårten Samuelsson
Tchaikovsky: Andante Cantabile fra kvartet i D-Dur
    Primarius: Aleksander Romanovsky
Haydn: 1. sats fra kvartet i d-moll, "kvintkvartetten"
    Primarius: Thorkil Høgsbro
Høgsbro: Calbmelan, trad. joik for strykekvartet
    Primarius: Sven-Mårten Samuelsson

I tillæg til dette spillede vi på koncerten i Kirkenes sammen med sangerne Serguei Guivarguizov og Rauzalya Guivarguizova:
De Curtis: Come back to Sorrento

Jeg skrev i starten af denne beretning at der var en verden mellem de russiske byer og Kirkenes. Nu var vi der så, og så med egne øjne. Aleksander var som altid en formidler af rang. Under en gåtur på hovedgaden i Zapolyarny peger han på husvæggen: "Ser i hullene, hvor det er tatt ut murstein? Bak er kjøkkenet med skap som skal være kjøleskap. For å få kall luft har man tatt ut murstein, slik at det blir hull tvers igjennom". Boligmassen består langt overvejende af boligblokke. Aleksander forklarede at der er to typer: Stalinblokke og Krustjovblokke. Stalinblokkene har lidt større loftshøjde. En blok i centrum er aldrig blevet færdig, og står som en hul skal. En café serverer en glimrende suppe for os. Aleksander fortæller at den havde været under bygning længe. Så kom Perestrojka, og den blev færdig i løbet af ingen tid. Den private motivation synes at være mere effektiv end folkets vilje. Vi ser på markedet, som sælger frossent kød og fisk uden behov for en fryser. Ansjoser fra en kurv. Svineudskæringer på et bord, mest ben. Vestlige industriprodukter til samme pris som i Norge. Et indendørsmarked sælger tøj. Sven-Mårten og jeg kigger på huer hos en handelsmand, som viser sig at være matematiklærer på det lokale gymnasium, men det kan man ikke leve af. Jeg lyner mine jakkelommer i tre gange undervejs, uden at jeg mærker dem blive lynet op. Zobelpelsen kan da ikke være ægte til den pris? Uanset må den ikke udføres, så vi går bare forbi. Aleksander viser os en butik hvor vi kan købe vores kvote af vin og spiritus, og vi fouragerer. Først stå i kø for at finde varerne, så stå i kø hen til en sur dame i et bur for at betale varerne. Vi kan betale med norske kroner. 

Hotellet var fint, og maden i Rusland er god, når først man har råd til andet end ansjoser. Solyanka på hotellet i Zapolyarny kan anbefales. Det russiske køkken ekselerer i gode supper. Vi smagte også på champagnen. Det hører sig til.

Musikskolerne var begge aflange bygninger i to etager med indgang på midten af langsiden, med kontorfløj i den ene underetage, og lille koncertsal i den anden ende. Egne undervisningsrum for alle fag, og klaverer i alle rum. Det siges at grænsen mellem Norge og Rusland er den grænse i verden med størst forskel i levestandard. Klavererne er Petroff, uden større kvalitetsmæssige fortrin, og undervisningsmaterialet gammelt og nedslidt. Violinbuerne er besat med stive sorte hestehår, som jeg ikke før har set på en bue. En babushka går og fejer i hallen på musikskolen. Vi drikker the fra samovar og spiser russisk chokolade. Skolelederen i Zapolyarny fortæller om skolens arbejde, og vi overværer undervisningen.

På skolen i Zapolyarny overværede vi en undervisningstime i solfeggio. Dette er et teoretisk system som kombinerer hørelære, nodelære, og musikteori. En klasse med ti elever sad inde i et lille rum, udstyret med skolemøbler, klaver, tavle med nodelinjer, samt diverse plansjer. Dagens emne var Es-mol (mi moll minor). Klassens lærer havde fuld kontrol på eleverne, og fik dem, i løbet af de 45 minutter timen varede, gennem tonegengivelse, intervallytning, melodigengivelse, tonalitetstræning, rytmetræning, nodelæsning, nodediktat, og komposition. Det sidste i form af færdiggørelse af de sidste to takter af en melodidiktat.

Eleverne var alle på 3. år på musikskolen. Jeg har selv siden lært om solfeggio i form af relativ solmisation, hvor man med stavelser og håndtegn vejleder eleven ind i en forståelse af tonalitet og intervaller. Den absolutte solmisation vi så i Zapolyarny betyder at hver skala skal skal læres for sig, men til gengæld udstyres man med en fasttømret tonalitetsforståelse, og får lært andre discipliner undervejs. Børnene klædes på med en teoretisk ballast som den skandinaviske model ikke er i nærheden af at give.

Vi overværede også Aleksanders undervisning, som var meget struktureret, og indrog solfeggioundervisningen efter behov. Hans elever var i stiveste puds på grund af det fine besøg, og måske en kende nervøse. To lektioner om ugen á en time mod vores omkring 20 minutter en gang om ugen gjorde at undervisningen fik et anderledes præg af - undervisning. Med 20 minutter om ugen er man en blanding af lærer og vejleder. Aleksander var læreren, der klædte sin elev fuldt på. På samme måde som teoriundervisningen fulgte undervisningen en struktur der bragte eleven gennem etuder, skalaøvelser, strøgøvelser, melodier og stykker. Til hver anden time havde Aleksander mulighed for at bruge akkompagnatør. Ved en senere lejlighed diskuterede Sven-Mårten og jeg med Aleksander elevpersonaer. Aleksanders skræk var spillemaskinen, eleven som med tomme øjne spillede alle noderne, stod rigtigt, men uden at være tilstede, havde autoritet, men ikke noget at bringe. Min skrækvision var undeholdningsjunkien, eleven som aldrig øvede sig, men alligevel så sig selv som unik, eleven der hang med kroppen, men afviste korreks, eleven der var ligeglad med hvad hun stod og lavede, men alligevel krævede ros. Den skandinaviske og russiske skrækvision var diametrale modsætninger. Tilfældet ville at jeg engang var til åbent hus på en kulturskole i Troms, og der så en pige spille Svendsens Romance. Nydeligt og rent, men spagt og forsigtigt. Kort efter så jeg en elevkoncert i Rusland, hvor en elev spillede 1. sats af Bachs a-mol koncert. Stor autoritet, og tiljublet af sine medstuderende, men pivfalsk. Kunne man bare tage det bedste fra begge verdener. Der er ingen tvivl om at motivation er en positiv faktor i indlæringen. Aleksander bemærkede det selv da han vikarierede i Kirkenes. Norske elever som var motiverede lærte meget hurtigere end hans russiske elever. Men russiske elever synes meget mere bevidste om deres musikalske opgave. Vi havde bestemt noget at lære af hinanden.